Direkte til sidens indhold

Wolt og DoorDash har fuldført fusion: Amazon-model på vej til Danmark?

Salget af Wolt til den amerikanske gigant Doordash er gennemført. Wolts CEO Miki Kuusi fortæller, at Wolt arbejder på at tilbyde alle kunder et leveringsabonnement og udbringning fra butikker til kunder på en halv time. 

Fra 1. juli er finske Wolt officielt en del af det amerikanske Doordash.

– I dag markerer begyndelsen på et nyt kapitel for Wolt, siger Miki Kuusi, Wolts direktør  og nu Doordash Head of International i en pressemeddelelse.

Handlen blev offentliggjort i november til en værdi af 50 milliarder kroner i en ren aktiehandel.

– Ved at slå os sammen med DoorDash har vi en endnu større evne til at bygge lækre produkter og tjenester på tværs af kontinenter. Vores to virksomheder deler en stærk vision for lokal handel, og ved at arbejde side om side, kan vi udrette mere for alle vores interessenter, siger Miki Kuusi, der fremover skal rapportere til Doordash medstifter og direktør, Tony Xu.

I et længere blogindlæg på Wolts hjemmeside beskrive Miki Kuusi Wolts rejse fra 2014, hvor de seks stiftere fik ideen til at skabe en app, hvor restauranter kunne få kontakt til kunder. Da de først fik leveringsdelen på plads, begyndte det at gå stærkt. I dag er Wolt til stede i 23 lande og har over 6.000 ansatte.

Wolt+ og Wolt Drive på vej?

Kuusi fortæller, at Wolts 450 ansatte i tech-afdelingen arbejder videre på at lancere nye produkter.

– Vores produkt- og ingeniørteam arbejder på en række teknologier ud over den nuværende leveringsplatform: Det skal gøre Wolt til en ægte alt-i-en-app – et indkøbscenter i lommen, der giver dig mulighed for at opdage og få alt, hvad du ønsker eller har brug for inden for få minutter, siger Miki Kuusi.

Et af de nye tiltag er Wolt Drive, som skal levere pakker og kasser fra butikken til kundens dør på en halv time med bil eller varevogn. Det er allerede muligt for butikker at skrive sig op på Wolts hjemmeside.

Derudover vil Wolt rulle deres abonnementsløsning Wolt+ ud i flere af de 23 lande. Tjenesten findes allerede i Sverige og Norge. For 99 svenske kroner får kunden gratis levering i en måned fra udvalgte restauranter og butikker inden for 2 kilometers afstand.

– Wolt + er branchens svar på streamingtjenester. Du betaler en fast pris hver måned og får gratis levering fra hundredvis af restauranter og butikker direkte til døren på under en halv time, udtalte Carl Zetterqvist, direktør i Wolt Sverige i forbindelse med lanceringen i februar.

Netop en model med et fast månedligt abonnement kender vi fra den amerikanske handelsplatform Amazon. Med et såkaldt Prime-abonnement får kunden gratis levering og adgang til en lang række fordele og tjenester.

Netop Amazon har ladet vente på sig i Danmark. I Sverige har platformen opereret de sidste par år med mindre succes, hvilket du kan læse mere uddybende om her.

Radar har bedt Wolt om en kommentar til udrulningen af Wolt+, men har ikke modtaget noget svar.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.