Den berygtede Umbrella-sag, hvor en 15-årig dansk pige ulovligt fik videredelt en video med seksuelt indhold, som efterfølgende førte til retsforfølgelse af over 1.100 unge, har sat dybe spor i den danske ungdom.
Men de spor er trods alt ikke dybere end, at unge mænd alligevel deler nøgenbilleder af venner og kvindelige bekendtskaber ulovligt og uden samtykke. Det viser et speciale, som den nybagte kultursociolog Anne Mosegaard Gravholt står bag.
– Jeg fandt ud af, at unge mænd typisk tager nøgenbilleder af sig selv eller sammen med andre mænd til fester eller som joke, og så sender de til piger eller andre i vennegruppen. De mener oftest, at det er totalt uacceptabelt og ulovligt, hvis modtageren så videredeler det, men ofte har de gjort det selv, siger hun.
Værdier vs. praksis
Mændene opfatter det oftest ikke som om, at de har delt et billede af en kvinde eller en anden mand ulovligt, da det typisk er sket i en slags leg med grænser eller en gruppechat, hvor der er en stor grad af tillid.
– Mænd er tilbøjelige til at dele et nøgenbillede med en kvinde, som de kender, hvis der ikke er ansigt eller andre kendetegn, som afslører personen. De siger, at eksempelvis dickpics er mega dårlig stil, men samtidig kan de godt finde på at dele den slags selv, hvis det har lidt ironisk distance eller det er gjort i sjov, siger Anne Mosegaard Gravholt.
– De stoler på, at deres venner ikke videredeler delte nøgenbilleder, men det er der, hvor virkeligheden ikke helt står mål med deres værdier.
Dobbelt seksualmoral
Kultursociologen har undersøgt tre forskellige fokusgrupper med i alt ti deltagere mellem 18-25 år i sit speciale. Hun forklarer, at moralen over for kvinder og mænds deling af potentielt kompromitterende billeder er meget forskellig.
– Når du spørger unge, så er det tydeligt, at deling af nøgenbilleder for de fleste er lig med en mand, der deler billeder af en kvinde mod sin vilje.
Mænd, der deler nøgenbilleder af sig selv eller andre, har ikke den samme frygt for, at det går galt eller bliver misbrugt.
– De unge mænd skubber lidt hinanden ud mod grænserne ved at lave og dele nøgenbilleder. Det er en slags visuel sladder, der bliver delt. Der er også en flirt med noget homoseksuelt og leg med køn, siger Anne Mosegaard Gravholt.

En bred Umbrella
Umbrella-sagen spøger ofte i de unges bevidsthed, når de bevæger sit i et digitalt liv, hvor deling af nøgenbilleder for mange er en naturlig ingrediens i både venskaber, flirt og seksualliv.
– Det fylder helt utroligt meget hos de unge. Det ligger hele tiden i baghovedet, når det taler om de her ting.
– Man er nødt til at se på de grænsedragninger, som de unge gør. Nogle af de her unge havde videredelt materiale ulovligt og uden samtykke uden på nogen måde at ville gøre nogen ondt. Der er meget fokus på enkeltsager, men et nøgenbillede kan også indgå andre sociale sammenhænge for unge i dag, siger Anne Mosegaard Gravholt.