Overvågning

Overvågningsstaten vil fortsætte sit fremtog, hvis ikke de borgerlige partier tør tage borgernes parti i spørgsmål om privatliv og overvågning, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, debattør, tidligere chefredaktør på indblik.dk og medlem af Dataetisk Ungeråd

Folketinget var splittet i to, da det i marts vedtog en ny lov udformet af justitsminister Nick Hækkerup, som angiveligt skulle gøre en ende på den ulovlige masseovervågning af alle danskere i form af logning af tele- og internetdata.

En lov, der – som forudset af flere eksperter allerede inden vedtagelsen – blev kendt ulovlig og i strid med menneskerettighederne af EU-Domstolen blot en uges tid efter, at den trådte i kraft den 30. marts.

Men Folketinget var ikke splittet imellem rød og blå blok som sædvanlig. Det påfaldende var nemlig, at mens alle regeringens støttepartier stemte imod loven og var uhyre kritiske overfor den, stemte alle blå partier med undtagelse af Liberal Alliance for.

Nye Borgerlige formåede endda at gå fra at være imod logningsloven under førstebehandlingen til at stemme for loven, da den endeligt skulle vedtages.

Autoritær blok

Dermed åbenbarede sig en overset skillelinje i dansk politik: Nemlig den skillelinje, der er i debatten om overvågning, som går mellem autoritære og liberale partier.

Når det kommer til overvågning giver det slet ikke mening at tale om rød og blå blok. I stedet bør man arbejde med en autoritær og en liberal blok.

De autoritære partier sætter i debatten om overvågning statens magt og midler til at opklare kriminalitet forrest. De liberale partier sætter derimod borgernes interesse i og ret til at have et privatliv først.

Som forløbet omkring den nye logningslov viste, har de fleste blå partier valgt at tilslutte sig den autoritære blok, når det kommer til overvågning. Det på trods af deres borgerlige ideologiske grundlag, der ellers burde forudsætte, at de står på borgernes side i kampen imod den stadigt mere omsiggribende statslige overvågning.

Hvad kan få borgerlige til at støtte et S-lovbrud?

Det kan virke mærkeligt ved første øjekast, at de borgerlige partier på den måde støtter en socialdemokratisk regering i et åbenlyst lovbrud, hvor en af borgernes mest fundamentale rettigheder – retten til privatliv – bliver krænket.

For det borgerlige Danmark er rigtigt nok en blandet størrelse, men de borgerlige partier er vel trods alt alle kendetegnet ved at vægte borgernes interesser og rettigheder højere end de mere socialistiske partier, herunder Socialdemokratiet, der typisk er mere på statens end borgernes side. Og mest af alt er de borgerlige partier vel kendetegnet ved, at de ikke lader en god mulighed for at lange ud efter Socialdemokratiet passere.

Hvordan kan det så ske, at de borgerlige partier skaffer regeringen flertal til at fortsætte en dybt ulovlig masseovervågning af danskerne?

De borgerlige partier har for længst opgivet at stå på borgernes side. Årsagen er dels, at også mange borgerlige politikere er fedtet godt og grundigt ind i den langvarige skandale om ulovlig logning.

Men mest af alt er forløbet omkring den nye logningslov udtryk for, at de borgerlige partier for længst har opgivet at stå på borgernes side i kampen imod den stadigt mere omsiggribende statslige overvågning.

9/11

De borgerlige partier har længe været autoritære på dette område. Udviklingen tog for alvor fart efter 9/11, men selv mange år efter dette forfærdelige terrorangreb har de borgerlige partier ikke fået rekalibereret deres moralske kompas.

Af nyere eksempler kan således nævnes, at den konservative formand Søren Pape Poulsen i sin tid som justitsminister i VLAK-regeringen fortsatte den ulovlige masseovervågning i form af logning trods flere domme fra EU-Domstolen, som slog fast, at logningen var i strid med menneskerettighederne.

Og mens regeringens støttepartier var imod, da statsminister Mette Frederiksen varslede “massivt” øget overvågning i samfundet som del af en “sikkerhedspakke” tilbage i 2019, lød der også dengang mere autoritære toner fra de blå oppositionspartier.

Her bakkede Konservative entydigt op om regeringen, mens Venstre og Nye Borgerlige også var positive. Dansk Folkeparti mente endda, at forslaget fra regeringen ikke gik langt nok, og krævede endnu mere overvågning.

Både Konservative, Venstre og DF har da også ved andre lejligheder slået på tromme for mere overvågning i de senere år.

Bryd de autoritære bånd

Den autoritære blok skal slås itu, så danskernes privatliv kan komme i højsædet.

Al politik er et spørgsmål om at balancere hensyn, og det gælder også, når der skal træffes beslutninger om overvågning og privatliv. Men når denne balanceakt konsekvent falder ud til fordel for statsmagten og til borgernes ugunst, har vi et problem.

At balanceakten er så skæv, skyldes partiernes ønske om at fremstå som værende “tough on crime”.

Et ønske, der måske er prisværdigt nok, men som alt andet lige er svært at forsvare – især for borgerlige – når alle almindelige borgeres rettigheder ender med at blive trynet i jagten på de trods alt ganske få forbrydere.

Det er på tide med at paradigmeskifte i dansk politik, så borgernes ret til privatliv igen kan komme i højsædet. Skal sådan et paradigmeskifte finde sted, kræver det dog, at den autoritære blok bliver slået itu.

Det kunne f.eks. ske ved, at Venstre, “Danmarks Liberale Parti”, foretager et kursskifte. Som det er nu, har den autoritære blok nemlig altid absolut flertal i spørgsmål om overvågning, og uanset hvor højt Folketingets mindre, overvågningskritiske partier råber, buldrer overvågningsstaten videre.

Retten til privatliv er en af de helt fundamentale borgerrettigheder og en afgørende del af det værn mod statslige overgreb, der kendetegner et velfungerende demokrati. Det er en rettighed, som borgere gennem århundreder har tilkæmpet sig, og som vi nu nyder godt af. Det kan vi ikke tage for givet.

I et land, hvor statsmagten bliver stadigt mere kvælende, kræver det mod at forsvare borgernes rettigheder. Dette mod udviser de borgerlige partier på mange andre områder, hvor de på fin vis stiller sig på borgernes side og holder den omsiggribende statsmagt stangen.

Vi må håbe, at de borgerlige partier også snart tør tage borgernes parti, når det kommer til spørgsmål om privatliv og overvågning. Ellers vil overvågningsstaten blot fortsætte sit fremtog.