Da Lars Løkke Rasmussen fik udleveret sin nye ministertelefon i Udenrigsministeriet, var TikTok no-go. Ministeriets mobilsystem tillader kun omkring 200 apps, og her er TikTok ikke en af dem. Det erfarer Radar fra kilder i Udenrigsministeriet.
Overfor Radar vil ministeriet ikke oplyse hvilke apps, som optræder på en blacklist. Men det forklarer, at ingen i Udenrigsministeriet bruger TikTok.
– Hverken Udenrigsministeriet eller ministeriets medarbejdere har en profil på TikTok i arbejdsmæssig sammenhæng, oplyser Udenrigsministeriet.
Den kinesiske video-app tordner frem i Danmark, hvor næsten halvdel af de 15-29-årige bruger Tiktok ugentligt, viser nye tal fra DR’s Medieforskning. Men samtidig vokser bekymringen over hele vesten over risikoen for, at den kinesiske regering kan bruge appen som spyware og til datahøst og påvirkning.
I Sverige anbefaler regeringen, at alle statsansatte og politikere sletter TikTok. I Norge har justitsministeren Emilie Mehl fået massiv kritik for at have TikTok på sin ministertelefon, og flere partier kritiserer hende for at bryde den nationale sikkerhedsmyndigheds it-sikkerhedsråd.
Derfor vækker det opsigt, at regeringen i Danmark ikke har meldt noget ud om TikTok blandt statsansatte eller politikere. Ifølge flere ekspert, som Radar har talt med, bør der ikke være ret meget at overveje, når man som politiker har adgang til fortrolige oplysninger.
– Jeg ville råde alle ministre og politikere til at have to mobiltelefoner. En privat og en arbejdstelefon. Sjov og ballade ville jeg have på den private, og arbejde ville jeg holde til den anden, siger Christian Damsgaard, lektor med speciale i cybersikkerhed og medlem af Cybersikkerhedsrådet.
Ifølge ham er det i sidste ende et spørgsmål om geopolitik. For mange af problemerne med TikTok gør sig også gældende med amerikansk Big Tech.
– Lige nu er vi supergode venner med amerikanerne. Men nogle af de ting, som vi i øjeblikket problematiserer med TikTok, er noget, som vi også har været igennem med de amerikanske techgiganter. Efter 20 år har vi genopdaget, at geopolitik er vigtigt, siger han.
Kun DF har TikTok-politik
Folketinget har en it-sikkerhedspolitik med gode råd til sikker brug af IT-udstyr, men der findes ingen regler på Christiansborg for, om politikerne må have eksempelvis TikTok på deres folketingstelefoner, hvilket også vækker undren blandt flere partiansatte, som Radar har talt med på Christiansborg.
Dansk Folkeparti har som det eneste parti alligevel valgt at bandlyse TikTok på deres folketingsmedlemmers telefoner.
– Efter historierne om sikkerheden begyndte at dukke på, har vi det ikke længere på arbejdstelefonerne, oplyser partiets pressetjeneste til Radar.
Det tog kun DF omkring 10 minutter at træffe den beslutning. Alligevel er der ingen andre af de danske partier, som har en egentlig politik for brugen af TikTok.
Ingen regler
– Vi har ikke en politik for brugen af TikTok, fordi vores medlemmer ikke bruger den, lyder det fra Emil Winckler, pressechef hos Danmarksdemokraterne, og samme lyder fra Socialdemokratiets pressetjeneste:
– Vi har ikke nogen nedskrevne retningslinjer om TikTok, men generelt har konsulenterne løbende snakke med folketingsmedlemmerne om brug af de sociale medier – herunder TikTok, lyder det fra Socialdemokratiets pressetjeneste.
Konservative melder, at de “har ingen politik for, hvordan MF’erne ønsker at bruger deres telefoner”, mens Alternativets pressechef fortæller, at partiet benytter Folketingets sikkerhedspolitik.
Hos Moderaterne fortæller partiets it-ordfører Jeppe Søe, som er glad for at være på TikTok, at han ikke selv har appen på sin arbejdstelefon, men at partiet ikke har nogen retningslinjer for brugen.
– Vi har ingen politik for det, men jeg har da kun installeret det på min egen private telefon. Jeg er ikke skyggen af bange for det, men for mig er det et helt generelt valg, at arbejdstelefonen skal være ren, siger han.
TikTok-konge svarer ikke
Den såkaldte TikTok-konge Alex Vanopslagh er stillet op til mange interviews omkring sin eksplosive kometkarriere på mediet. Men når Radar forsøger at få svar på, om partiformanden selv har appen på sin arbejdstelefon, er der radiotavshed. Heller ikke en politisk holdning til, om et TikTok-forbud på arbejdstelefoner er godt eller skidt, ønsker Liberal Alliance at bidrage med.
– Vi springer over, lyder det fra presserådgiver Mads Strange.
Hos Enhedslisten har man også haft glæde af appen, hvor retsordfører Rosa Lund samt partiets politiske ordfører Mai Villadsen har profiler. Partiet har ikke nogen særlige retningslinjer for brugen af TikTok. Men partiet bekræfter, at Rosa Lund har appen på sin folketingstelefon, hvilket hun tidligere har fortalt åbent om.
– Jeg kan oplyse, at Mai Villadsen ikke har TikTok på sin folketingstelefon, lyder det fra pressetjenesten.
Hos SF har også Karina Lorentzen, som sidder i Retsudvalget og Kontroludvalget for efterretningstjenesterne også TikTok på sin folketingsmobil, har hun tidligere bekræftet. SF’s pressetjeneste er ikke vendt tilbage på Radars henvendelser.
Ministre: Vi har ikke TikTok på telefonen
Radar har også på det sidste forsøgt at få svar fra landets ministre på, om de har TikTok på deres arbejdstelefoner. Justitsminister Peter Hummelgaard svarer, at han orienterer sig mod vurderingerne af TikTok.
– Helt kort, så lytter jeg til de vurderinger, der er af hvilken påvirkning det medie er under fra fremmede magter, men jeg har ikke endnu nogen holdning til det ellers, sagde han da Radar spurgte ind til sagen på Christiansborg.
Jakob Engell-Schmidt har været meget aktiv på TikTok under valgkampen, men har heller ikke nogen holdning til sikkerheden, fortalte han Radar.
Kulturministeren har dog ikke appen på arbejdstelefonen, og han overvejer i øjeblikket, om han vil bruge TikTok i fremtiden, lyder det fra pressetjenesten.
PET-chef: Installer ikke “problematiske” apps
Den tidligere øverste chef for Politiet Efterretningstjeneste og i dag direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomhed CERTA, Jakob Scharf, fortæller til Radar, at han ofte rådgiver selskaber i at undlade at installere apps, der kan udgøre en risiko:
– Når CERTA rådgiver private virksomheder om disse spørgsmål, så lægger vi vægt på, at man skal kende og forholde sig til de potentielle sikkerhedsmæssige risici. Generelle forbud mod brug af bestemte apps er sjældent vejen frem, men det er altid vores anbefaling, at man i private virksomheder har klare retningslinjer og procedurer, som sikrer, at der ikke installeres apps, der kan være sikkerhedsmæssigt problematiske, på telefoner, tablets og andet arbejdsudstyr, som også bruges til at behandle sensitive oplysninger.
I Skatteministeriet bekræfter man, at profilen ‘Skattefar Jeppe Bruus‘ er oprettet af skatteministeren, men at appen ikke er installeret på hans arbejdstelefon.
Den nuværende miljøminister Magnus Heunicke fortæller til Radar, at han ikke har appen på sin telefon af sikkerhedsmæssige årsager.
– Jeg har stadig en profil, men jeg har ikke appen på min ministertelefon, fordi jeg afventer nogle meldinger på, om det er sikkert, siger Magnus Heunicke til Radar.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger til Radar, at han ikke har den slags apps. Radar har også spurgt statsministeren, som ikke ønsker at tilkendegive sin holdning til TikTok.