Direkte til sidens indhold

Troels Abrahamsen: Hvad jeg taler om, når jeg taler om krypto

Vi kan ikke overlade kryptos skæbne til megalomaner og venture-kapitalister, skriver musiker, producer og Veto-forsanger Troels Abrahamsen i denne kommentar.

Billede: Pressefoto / Troels Abrahamsen

Der er blevet ment meget om krypto, blockchain og NFT’er de sidste par år. Kritikken har været mangefacetteret og selvom den til tider kan være skinger, er den for det meste berettiget. Personligt er jeg mest bekymret for, om der kommer lovgivning på området, som ikke forstår eller respekterer de positive ideer og allerede eksisterende muligheder for en mindre monopoliseret online-verden, som er ved at opstå i den overgødede muld.

Jeg er ganske og aldeles overbevist om, at det jeg ser for mit indre blik, når jeg hører ordene NFT, blockchain eller kryptovaluta er noget ganske andet, end det billede der fremmanes, til dels af den såkaldte “kryptoindustri” og dels af de medier, der beskæftiger sig med den. Som regel er NFT lig med spekulative og lidet kreative billeder af aber, blockchain er bare en langsom database, og kryptovaluta er en slags aktier på internettet. Jeg forstår hvorfor de her billeder dukker op, for dækningen af området begrænser sig som regel til tendentiøse tøhø-jokes om en meget dyr bitcoin pizza eller meningsforladte gengivelser af volatile kurser. Det er en fejl fra både industrien og medierne, at der ikke tales mere realistisk om mulighederne, og de markante skift i vores online-modus, de potentielt bringer med sig.

Snærende bånd

For mig er krypto noget mere. For mig er krypto en måde at vriste sig fri af de snærende bånd, som platformsøkonomiens aktører har viklet os ind i. Med en efterhånden snart 20-årig karriere i musikbranchen bag mig, har jeg førstehåndserfaring med langsomt at blive låst inde i platforme, som umiddelbart kun kerer sig om at udvinde profit af de relationer, der findes mellem kunstner og publikum. Som den famøse kanariefugl i kulminen, kunne musikbranchen passende være et eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man ikke engagerer sig i, forsøger at forstå og udvikler de teknologier, der opstår på et meget tidligt stadie. Det er hverken positivisme eller fatalisme, men realisme.

Det er væsentligt at lovgiverne og borgerne i samklang beskæftiger sig med det her område, og ikke kun fokuserer på de såkaldte “tech-giganter”, og hvordan vi mon skal regulere dem, nu hvor skaden er sket. Tech-politik kan ikke udelukkende begrænse sig til diskussioner om tonen og forældrefrygt for, at vore børn skal blive korrumperet af TikTok. Den bør også være aktivistisk og beskæftige sig med, hvordan man rent teknisk og praktisk får fravristet noget af den magt, som platformene og Meta, Apple, Amazon, Netflix og Alphabet har over vores liv. Her har blockchain, krypto og alt det andet en rolle at spille – hvilken, er helt og aldeles op til os. Vi kan vælge at bruge det hele til at gentage en masse strukturer, der allerede findes, eller vi kan aktivt og nysgerrigt undersøge det mulighedsrum, som findes i teknologierne. Vi kan vælge at være tekno-nihilister og tro, at vi ingen påvirkningskraft har, eller vi kan hoppe på hovedet ind i at hacke os vej til en bedre verden.

Undlader vi det, overlader vi det hele til venture-kapitalister og megalomane iværksættere.

 

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder
Spionage

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder

Eksperter er dybt bekymrede over, at de store datamængder, som Forsvarets Efterretningstjeneste indsamler, ikke længere er underlagt tilsyn. Kun enkelte partier er kritiske til citat, mens Forsvarsministeriet understreger, at en ny FE-lov vil forholde sig til danskernes privatliv.