Direkte til sidens indhold

Radar er blevet en del af Teknologiens Mediehus

...og bliver en del af PLUS-abonnement i løbet af et par måneder. Du har fortsat adgang til indholdet, ved at registrere dig her. Vi kontakter dig med et gratis og uforpligtende prøveabonnementstilbud ved lancering.

    Theranos-whistleblower delte scene med Elizabeth Holmes’ defensor på TechBBQ

    Theranos-investor Tim Draper, der stadig forsvarer den bedrageridømte Elizabeth Holmes, og et af de mest markante vidner i retssagen, whistlebloweren Erika Cheung, deltog i netop overståede TechBBQ. Techfestivalen afviser, at den sender de forkerte signalerer ved at invitere Draper på hovedscenen som investorikon.

    Photo by Max Morse for TechCrunch TechCrunch, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons

    På den præcis samme stol, med én dags mellemrum, sad to af hovedpersonerne i Theranos-skandalen på dette års TechBBQ i København.

    Tim Draper, den første investor og døråbner for den karismatiske og nu bedrageridømte Elizabeth Holmes, og så whistlebloweren Erika Cheung, der forsøgte at råbe op om svindlen internt i firmaet adskillige gange.

    64-årige Draper var med sine afgørende pengeaftryk i himmelstormere som SpaceX, Tesla, Hotmail, Skype, Coinbase og Robinhood castet i rollen som en slags Løvens Hule-dommer for håbefulde, pitchende tech-startups i Danmark.

    Med en forsigtig og eftertænksom attitude fortæller Cheung, der sammen med kollegaen Tyler Shultz fældede Elizabeth Holmes ved at dele materiale med en journalist fra Wall Street Journal, at hun ikke anede, at Draper ville være tilstede ved TechBBQ.

    – Draper talte om tillid, mens han var på scenen. Men ærligt talt: At bruge alle tænkelige midler for at lykkes, er det tillidsvækkende? Handler det mest om at skabe tillid til et selskabs stifter, og at de kan gøre præcis, hvad de vil? Jeg ved ikke, hvad hans definition på tillid er, siger Erica Cheung, da Radar møder hende.

    Erica Cheung fortalte sin historie som whistleblower på BBQ Stage om torsdagen.

    Drapers apologi

    For at forstå hvorfor Cheung var meget overrasket over, at hun ikke var gjort opmærksom på Drapers tilstedeværelse, må man kende baggrunden for skandalen om Theranos.

    Da Elizabeth Holmes i starten af 2022 blev dømt for fire forskellige anklager om bedrageri, var de færreste i tvivl om hendes brøde. Theranos havde reelt ikke noget produkt, der kunne analysere blodprøver for alverdens sygdomme. Holmes havde til gengæld brugt alle midler for at dække over netop dette faktum. Hun havde desuden ført prominente investorer som mediemogul Rupert Murdoch og Oracle-topchef Larry Ellison bag lyset med sit indholdsløse selskab.

    Men én mand har ikke villet vige fra Holmes’ side. Tim Draper, der som den første investerede 1 million dollars, tabte som alle andre sin investering i Theranos, da selskabet gik bankerot. Alligevel fastholder han, at han respekterer Holmes og har kaldt hende et “ikon”.

    Tim Draper, der også er far til en af Elizabeth Holmes bedste venner, fortæller stolt, at “han ikke er særligt god til at lære” af sine fejl, da Radar spørger ham, hvad han har fået ud af Theranos-skandalen. Han har ingen anger.

    – Jeg vil blive ved med at finansiere iværksættere, der siger, at de vil transformere en branche. Jeg synes, at det er det bedste i verden, at folk er villige til at tage en chance og ofre deres liv på at forbedre en branche, der er opblæst og alt for dyr. Medicinalindustrien er negativ for samfundet, så jeg synes, at folk skal udfordre den. Hun (Holmes, red.) virkede som om, at hun var godt på vej, og alt gik godt, og så blev hun angrebet, og hun trak sig tilbage, siger Draper, der også har anklaget journalisten bag afsløringerne, for at stå bag hendes nedgang.

    Hun blev dømt for bedrageri i retten?

    – Jeg har holdt mig væk fra retssagen. Jeg ved, at iværksættere tager store chancer for at opnå store ting. Og hun tog enorme chancer for at opnå noget kæmpestort. Men nogen iværksættere lykkes, andre gør ikke, siger Tim Draper, inden han afbryder interviewet for at haste videre.

    Tim Draper deltog begge dage i TechBBQ, hvor han var med til at uddele 50.000 dollars til en dansk start-up.

    Forfører

    Erika Cheung fortæller, at hun har oplevet mange typer med en evne til at tryllebinde et publikum i tech-branchen. Og Elizabeth Holmes mestrede den disciplin. Theranos nåede da også at være vurderet til knap 10 milliarder dollars.

    – Når du går ind i et rum med Elizabeth Holmes, så er hun i stand til at hive i dine hjertestrenge. Hun kan få dig til at tro, at hun gjorde alt, hvad hun kunne, og at hun er et offer. Det er den evne, som giver denne type mennesker magt.

    Reaktionen på Holmes bedrag i dele af tech-branchen har været at distancere sig fra Theranos ved at understrege, at det i højere grad var et medicinalfirma end en it-virksomhed. Men kun få insidere tror, at Theranos-skandalen for alvor vil rokke ved Silicon Valleys ‘fake-it-till-you-make-it’ mantra.

    Det er på trods af, at Holmes for mange tjener som et eksempel på den venturekapitalkultur, som særligt har hersket i Silicon Valley, hvor venturefonde hælder enorme summer i et selskab uden at lave en grundig due diligence. Andre har tilføjet, at dyrkelsen af founders som Holmes, der iscenesatte sig som en slags kvindelig Steve Jobs, fremmer svindel og dyrkelsen af luftkasteller.

    ‘Life goes on’

    Radar har spurgt folkene bag TechBBQ, hvorfor de har inviteret både Erika Cheung og Tim Draper, der har rollen som henholdsvis kontroversiel investor og apologet for Elizabeth Holmes og whistleblower i Theranos-sagen. Her lyder svaret fra PR- og kommunikationschef Keyvan Thomsen Bamdej, at det handler om at skabe en mere international profil.

    – TechBBQ har inviteret Erika Cheung og Tim Draper som led i vores internationaliseringsproces, hvor vi vedholdende ønsker at tiltrække flere prominente aktører inden for innovationsområdet fra udlandet til Danmark, så vi kan øge opmærksomheden omkring dansk og nordisk innovation, entreprenørskab og iværksætteri, skriver han og tilføjer:

    – Som med så meget her i livet kan man debattere hver enkelt speakers egnethed, men vi tror fuldt og fast på, at de to omtalte personers viden, erfaring, netværk og professionalisme samt ikke mindst interesse for dansk og nordisk iværksætteri grundlæggende har været de mest tungtvejende argumenter for at få dem engageret til konferencen og til landet.

    Som den første og måske vigtigste investor i Theranos har Tim Draper en rolle i den forfølgelse af whistleblower Erika Cheung, som selskabet stod bag for at dække over sit ikke-eksisterende produkt. Ser TechBBQ nogen konflikt i at placere Erika Cheung på den samme scene, hvor Draper blandt andet giver den i rollen som investorikon?

    – Det er et super godt og relevant spørgsmål. Vi ser dog ikke nogen konflikt i den konstellation, eftersom at hændelsen daterer sig nogle år tilbage. Life goes on. Begge parter har haft en rigtig fin og udbytterig konference med mange gode oplevelser til følge, og vi har som arrangør ikke bemærket andet end positiv feedback fra dem begge, både i forhold til hvad TechBBQ tilfører startup økosystemet og ikke mindst Danmark, lyder det.

    Fakta om Theranos og Elizabeth Holmes

    Da Elizabeth Holmes var syv år gammel forsøgte hun at opfinde sin egen tidsmaskine og lavede detaljerede ingeniørlignende optegnelser over, hvordan maskinen skulle bygges. Som niårig fortalte hun til familiemedlemmer, at hendes store mål var at blive milliardær, når hun blev voksen.

    I 2002 begyndte hun at læse på Stanford University, men droppede ud et år senere som 19-årig og grundlagde senere blodprøvefirmaet Theranos.

    På et tidspunkt var Elizabeth Holmes verdens rigeste, unge kvindelige iværksætter med en anslået formue på omkring 30 milliarder kroner.

    Blodprøvefirmaet Theranos med Elizabeth Holmes i spidsen påstod at kunne revolutionere blodprøvetagning og gennemføre komplette analyser med få dråber blod med et lille mikrolaboratorie, der skulle stå hjemme ved den enkelte kunde. Det viste sig, at det hele byggede på en stor løgn. For at dække over løgnen havde Theranos blandt andet fået taget blodprøver hos konventionelle laboratorier. Op imod halvdelen af blodprøverne blev ikke analyseret eller fejlvurderet. Dermed udsatte Holmes og andre kunder for potentiel sundhedsfare.

    Elizabeth Holmes blev i starten af 2022 dømt for fire forskellige anklager om bedrageri og dermed at have begået et største af de største svindelnumre i Silicon Valleys historie.

    Kommentar: Hvor ender TikTok-konflikten? Meget taler for et salg…
    Big Tech

    Kommentar: Hvor ender TikTok-konflikten? Meget taler for et salg…

    TikTok står efterhånden i en situation, hvor det ligner et historisk fald i værdi, hvis USA indfører et forbud mod platformen. Så hvis ikke Bytedance skal se sit kæreste eje blive til værdiløs kode på historiens store app-mødding, så peger meget på et frasalg…