Direkte til sidens indhold

Studenterforkvinde: Digitalisering må aldrig blive en spareøvelse

Professionsuddannelserne skal følge med samfundets digitale udvikling, men det må ikke blive den nemme vej til besparelser via eksempelvis fjernundervisning.

Studenterforum UC. Foto: Philip Davali

Af Sofie F. Villadsen, forkvinde i Studenterforum UC

På professionsuddannelserne spænder vi enormt bredt i uddannelser, og vi har alt fra jordemoderstuderende til datamatikerstuderende. Derfor er der af naturlige årsager også forskellige måder, vi skal uddannes i at bruge teknologien.

For vi kan ikke komme udenom, at uanset, om du uddanner dig til at skulle arbejde med mennesker, eller uddanner dig til at bruge og udvikle teknologi, så er den øgede digitalisering en central del af vores samfund på tværs af fag. Og her bliver det vigtigt at skelne. Taler vi om uddannelse i at bruge og navigere i teknologien eller bliver teknologien brugt som undervisningsmetode på uddannelserne. Og selvom sidstnævnte i flere tilfælde kan være gavnligt, så kan jeg blive bekymret.

For særligt efter corona ser vi øget brug af eksempelvis fjernundervisning, hvilket i en periode selvfølgelig var nødvendigt. Men det har også konsekvenser, da studerende i mindre grad har fået nære og trygge fællesskaber i den periode. Og mødet med engagerede undervisere er afgørende for vores uddannelser.

Selvom det har haft større betydning for nogle uddannelser end andre, så er det vigtigt at slå fast, at digitalisering aldrig må blive en spareøvelse.

Teknologi som didaktisk værktøj

Den øgede digitalisering på vores uddannelser bliver gemt bag forklaringer om didaktiske og pædagogiske koncepter og om, at det blandt andet er langt mere effektivt at få vejledning gennem Zoom.

Og ja, det er måske mere effektivt, og der er helt sikkert en række didaktiske bortforklaringer. Men det må aldrig blive på bekostning af os studerende. Og det kan jeg frygte.

Når det er sagt, så er det også vigtigt for mig at fastslå, at teknologi og digitale virkemidler naturligvis skal have en plads, da det netop er os, der er Danmarks fremtid.

Vi skal udvikle kritisk tænkning og digital dannelse. Det skal ske i samspil med medstuderende og undervisere, hvor vi sammen tænker ud af boksen og afprøver innovative ideer gennem teknologi.

Vi skal ikke være bange for at bruge teknologien aktivt, for vi bevæger os som samfund og som verden i en langt mere digitaliseret virkelighed, og det er netop i dette, vi også skal finde de store løsninger på globale udfordringer.

Studenterforum UC er de danske professionshøjskolers nationale studenterforening

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.