Digitalisering i det offentlige

Kommunale it-konsulenter har svært ved at forholde sig til problemet med udveksling af børns private data i Google Workspace, viser nyt speciale.

Af Mats Magnussen

Selvom der er blevet sået alvorligt tvivl om lovligheden, og kritikken er haglet ned, er næsten halvdelen af de danske kommuner stadig storforbrugere af Google Workspace i folkeskolerne.

Men er kommunerne bare dumme, når de holder fast i Google på trods af problemerne med at overholde retten til privatliv i forbindelse med dataoverførsler?

Formentlig ikke, tænkte sociolog Tomas Vlk, der i sit 12-tals speciale satte sig for at undersøge de ansvarlige it-konsulenters rationaler og overvejelser.

LYT: Radar har interviewet Facebook-whistleblower Frances Haugen

Efter at have interviewet fem konsulenter i fem forskellige kommuner er hans konklusion, at it-konsulenterne har en ret almindelig og gængs tilgang til GDPR-reglerne.

– Fokus er, at man skal beskytte mod hackere og andre udefrakommende, og beskytte brugerne af systemet mod deres egen fejlbarlighed. De har slet ikke forestillet sig, at softwaren kunne stjæle fra os. Det er en menneske-centrisk forestilling, at data er noget mennesker bevidst skaber og kan forbryde sig mod eller stjæle. siger han og tilføjer:

– De havde slet ikke blik for at et system, uden at vi ved det, bruger alle mulige trackere og skjulte måder at gemme oplysninger om os på, siger Tomas Vlk.

Hvad er det mest problematiske i deres forståelse?

– Deres antagelse er problematisk, fordi det slet ikke er der, vores teknologi er nu. Der sker et brud omkring årtusindskiftet, hvor Google finder ud af, at de skal kombinere datapunkter for at skabe en anden slags værdi, så it-konsulenternes sikkerhedsforståelse hører til dengang, hvor vi havde vores egne computere i EDB-rummet, og det flugter slet ikke med nutiden og den nyeste Schrems-afgørelse, siger Tomas Vlk, der også er nyhedsbrevsredaktør i foreningen Kritik Digital.

‘Vi er fucked’

Tomas Vlk forklarer, at de fleste af konsulenter egentlig godt forstår det grundlæggende problem med dataoverførsler til tredjelande, men at de føler sig efterladte på perronen på grund af de usikre udmeldinger fra politisk hold.

Et eksempel på den usikre og tvetydige opfattelse er det iøjnefaldende citat fra it-konsulenten Otto, der erkender, at kommunen er ‘fucked’, når det kommer til at overholde GDPR-reglerne, hvis de erkender præmissen om, at Google har adgang til ip-adresser, søgehistorik og metadata fra billeder, hvilket samlet ville kunne give et ret tydeligt billede af personen.

– Konsulenten erkender, at det bliver så komplekst, at de ikke kan gøre noget ved det. Fordi hvis Google har adgang til alt den data, så er de med hans egne ord fucked. Konsulenten slår efterfølgende ud med armene og siger, at det jo også handler om, hvor langt din sølvpapirshat er trukket ned, fortæller Tomas Vlk.

– Det er et tydeligt eksempel på, at konsulenterne har svært ved at forholde sig til problematikkerne, fordi de ønsker at bevare deres handlerum og muligheder, som Googles system giver dem, siger Tomas Vlk, der selv erkender, at hans sølvpapirshat er trukket ret langt ned.

Ulige forhandling

Tomas Vlk ved, at det ikke er konsulenternes ansvar at forholde sig til de her komplekse problematikker, men han mener, at det er vigtigt at forstå, hvordan eksperter på området forholder sig til diskussionen om retten til privatliv, som politikerne i sidste ende skal tage stilling til. 

– Der mangler i øjeblikket en klar og tydelig forståelse af, hvorfor det er vigtigt, at vi har GDPR-reglerne. Opfattelsen blandt mange it-folk, viser mit speciale, er, at det bare er til besvær, og det smitter naturligvis af på politikerne, siger Tomas Vlk.

Han mener, at den manglende bekymring for retten til privatliv på nettet hænger sammen med vores traditionelt store tiltro til, at staten vil os det bedste. Men problemet opstår i det øjeblik, at det offentlige og private bliver blandet sammen, forklarer Thomas Vlk, der med sine tjekkiske rødder har et personligt kendskab til totalitære staters overvågning.

– Det bliver svært at finde hoved og hale i, om der opstår problemer med vores data, for generelt kan vi ikke stole på, at tech-giganterne vil os det bedste, siger han.

Og stod det til ham burde det slet ikke være kommunernes opgave at forhandle aftaler med Google. 

– Det er et af verdens største firmaer, der sidder overfor de danske kommuner. Det er ikke to lige parter, der indgår en kontrakt. Det burde være den danske stat, der tog ansvar for de her aftaler, siger Tomas Vlk.

Radar har kontaktet Googles danske pressechef Jesper Vangkilde for en kommentar, men det har han ikke ønsket.