Direkte til sidens indhold

Samarbejdspartnere dropper ud af CanopyLAB-projekt til millioner

Techvirksomheden CanopyLAB mister nu samtlige samarbejdspartnere i et projekt, som har modtaget tocifret millionstøtte fra Innovationsfonden. Ingen fremdrift, lyder begrundelsen.

Billede: Creative commons / Martin Vorel

CanopyLAB-stifter og CEO Sahra-Josephine Hjort har været i mediernes søgelys de seneste måneder på grund af blandt andet en Ph.d-afhandling, som ikke var blevet afsluttet, selvom direktøren flere steder optrådte som færdig Ph.D.

Nu er der imidlertid større problemer i farvandet for CanopyLAB. Således har Aalborg Universitet, Aalborg Havn, professionshøjskolen UCN og Arla nu trukket sig fra det fælles projekt “UnFoLD”, som havde en samlet finansiering på knap 22 millioner, hvoraf 14,5 millioner kom fra den statslige Innovationsfonden.

Radar har fået aktindsigt i en stor del af dokumenterne hos Innovationsfonden og Aalborg Universitet.

Ingen fremdrift

Partnerne i UnFoLD-projektet har simpelthen mistet troen på CanopyLAB.

I en skriftligt opsigelse skriver rektor Per Michael Johansen, at Aalborg Universitet, at “har foretaget en vurdering af projektets økonomiske forudsætninger i forbindelse med den faglige og økonomiske afrapportering. På den baggrund har Aalborg Universitet vurderet, at projektet ikke kan gennemføres inden for den økonomiske ramme, som er til rådighed.”

Aalborg Universitet skriver videre, at “de målsætninger, der ligger til grund for projektet, ikke kan indfries”. Det betyder, at den finansiering på knap 700.000, som universitetet bidrog med forsvinder. Det samme gælder de andre partnere.

Hos mejerigiganten Arla siger pressechef for Danmark, Jesper Skovlund, at man har “mistet troen på enhver fremdrift i projektet”.

– Vi lagde en masse mandetimer i projektet. Der er flere gange blevet søgt om udsættelse i forhold til de deadlines, der var i projektet. Men der skete ikke noget. Derfor hopper vi ud, siger han og tilføjer:

– Vi nåede ikke så langt, at vi faktisk forholdt os særligt meget til selve produktet.

UnFoLD er beskrevet som social læringsplatform med kunstig intelligens, der skal hjælpe undervisere med at tilrettelægge læringsforløb, der understøtter samarbejde og problemløsning og giver feedback til studerende eller medarbejdere.

Havnen var case

Hos Aalborg Havn fortæller PR- og brandingchef Maja Thordahl Schou, at man deltog som en testcase i projektet, hvilket primært skyldes havnens relationerne til professionshøjskolen UCN og Aalborg Universitet.

– Vi bruger meget krudt på at samarbejde med det lokale videnssamfund. Så når de trækker sig ud, så gør vi også, siger hun.

Uddannelseschef Peter Møller Pedersen bekræfter, at UCN har trukket sig fra projektet, men det ikke har været muligt for Radar at få yderligere kommentar på nuværende tidspunkt.

Techmediet Radar har henvendt sig til CanopyLAB’s CEO Sahra-Josephine Hjort for en kommentar. Hun er stadig ikke vendt tilbage flere dage efter Radar tog kontakt.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.