Malte Larsen (S) er som digitaliseringsordfører og medlem af Digitaliseringsudvalget med til at forme den digitale omstilling. Samtidig bijobber han for telekoncernen Norlys, som i 2021 betalte ham i alt 271.400 kroner fordelt på honorar og diæter.
Norlys-koncernen, der ejes af 800.000 andelshavere, kom ud af 2021 med et overskud før skat på godt en milliard kroner og har klare interesser i den digitale udvikling.
Malte Larsen, som er valgt i Østjyllands Storkreds, ser ingen problemer i sit velbetalte bijob.
– Det er forbrugerne i Randers, som har valgt mig ind, og det er rimelig nemt at varetage deres interesser begge steder. Som jeg forstår det, kan man ikke være inhabil i Folketinget, siger Malte Larsen.
Ekspert: Svært at håndtere
Det er korrekt, at et folketingsmedlem principielt ikke kan være inhabilt, da de er valgt til at repræsentere interesser, men lektor ved Copenhagen Business School Benjamin Egerod med speciale i lobbyisme forklarer, at man fra forskningen ved, at det kan være svært for den gennemsnitlige politiker at håndtere sine interessekonflikter.
– Hvis man sidder med i et udvalg, der er med til at udforme lovgivning, der regulerer den virksomhed, man samtidig arbejder i, er det klart, at det er bekymrende og potentielt dybt problematisk, siger Benjamin Egerod med forbehold for, at han ikke kender til, om Malte Larsen fx. trækker sig fra særlige møder.
TDC: Klar interessekonflikt
Hvis man spørger Norlys største konkurrent, TDC Net, om de har nogen interesse i Digitaliseringsudvalgets arbejde, lyder svaret, “ja da!”.
– Vi kunne forstår på Digitaliseringsministeren og udvalgets formand, at de gerne vil prioritere den grønne omstilling, og det er den dagsorden, som vores teknologi kan hjælpe på vej, så vi vil meget gerne arbejde sammen med udvalget om den dagsorden, lyder det fra Jonas Sunn Torp som er Senior Vice President og kommunikationsansvarlig i TDC Net.
Hvis I havde et bestyrelsesmedlem som sad i Digitaliseringsudvalget, ville det så være en fordel for jer?
– Ja, men det ville være en interessekonflikt, og det går ikke, siger Jonas Sunn Torp, som understreger, at han ikke kommenterer på konkurrentens situation.
Larsen: Ikke hos Norlys
Malte Larsen anerkender, at der kan være en interessekonflikt for TDC Net, fordi deres reelle ejere er aktieselskaber, men han anerkender det ikke for Norlys.
– Jeg har samme ejerkreds som min vælgerbase, og de siger til mig, at det skal være så billigt som muligt. Det er samme dagsorden i Norlys som i folketingsudvalget. Det handler om at sikre, at borgerne bliver bedst muligt serviceret, og at vores digitalisering er mest mulig fornugtig, og at vi ikke får koblet nogen af, fordi de ikke kan følge med.
Så dine interesser som folketingsmedlem i digitaliseringsudvalget er altid de samme som når du arbejder for Norlys bestyrelse?
– Jeg kan ikke sige, at det er en til en de samme, for når jeg sidder i bestyrelsen, er jeg forpligtiget til at arbejde for Norlys interesser, men der har jeg samme ejere, som dem der stemmer på mig derhjemme, siger Malte Larsen.
Søren Gades eksempel
Lektor Benjamin Egerod mener, at folketingsformand Søren Gades bijob som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn, der har medført en del debat, faktisk er mindre grelt end Malte Larsens engagement i Norlys.
– Hvis man sammenligner det med sagen om Søren Gade, er det lidt interessant, fordi Søren Gade jo som Folketingets formand faktisk ikke sidder og regulerer Esbjerg Havn, siger Benjamin Egerod.
Selv kan Malte Larsen ikke se problemet i Søren Gades arbejde i Esbjerg Havn og ej heller sin egen post.
– Jeg kan ikke drage en parallel, når jeg ikke kender hans situation helt til bunds. I forhold til min egen situation, så er det forbrugerne i Randers, som har valgt mig ind i kreds 9 i Norlys og befolkningen i Randers, som har valgt mig til Folketinget, og det er de samme menneskers interesser, siger han.