Direkte til sidens indhold

Professor om historisk krypto-bedrag i milliardklassen: Det sker hele tiden

Det amerikanske politi, FBI, har beslaglagt 3,6 milliarder dollars i bitcoin i den hidtil største sag om kryptokriminalitet. Beløbet svarer til værdien af en Storebæltsbro.

RazzleKhan aka. Heather Morgan / youtube

En sag om hacking og tyveri af bitcoin for knap 30 milliarder danske kroner er langt det største beløb nogensinde beslaglagt i kryptovaluta.

I forbindelse med beslaglæggelsen har politiet anholdt ægteparret Heather Morgan og Ilya Lichtenstein, som er anklaget for at ville hvidvaske de i alt 119.754 bitcoins, som er rykket til flere digitale wallets i deres navn.

Ifølge det amerikanske justitsministerium er der ikke beviser for, at de står bag selve hackingen af den store kryptobørs Bitfinex, hvor valutaen blev frarøvet ved et hackerangreb i 2016. Men for myndighederne er sagen en klar markering af, at bedrag og hvidvask i digitale valutaer ikke befinder sig i et lovløst rum.

– Dagens anholdelser viser, at vi vil føre en hård linje over for de individer, der prøver at bruge digitale valutaer til kriminelle formål, siger vicejustitsminister Kenneth A. Polite Jr i en pressemeddelelse.

Rapper om kapitalister

https://www.youtube.com/watch?v=7jlSHGAem6g

Den 31-årige Heather Morgen er mange ting: økonom, selverklæret serieiværksætter med tech-erfaring og mest iøjnefaldende har hun været meget aktiv som rapper under navnet ‘RazzleKhan’, hvor hun på bizzr vis rapper om skurkagtige kapitalister.

Ifølge LinkedIn var 34-årige Ilya Lichtenstein med til at stifte et teknologifirma ved navn MixRank, som ifølge Crunchbase kom i gang med hjælp fra milliardæren Mark Cuban. Han har siden fungeret som rådgiver for forskellige startups og er blevet en angel investor ‘interesseret i blockchain-teknologi, automatisering og big data’.

På tidspunktet for hacket af kryptobørsen var den stjålne kryptovaluta omkring 71 millioner dollars værd. Da værdien af Bitcoin siden er steget voldsomt, er den nu omkring 4,5 milliarder dollar værd, og 3,6 milliarder dollars blev beslaglagt.

Professor i krypto: Der vil altid findes skurke

Bortset fra det gigantiske beløb samt den kulørte historie om det svindlende ægtepar, der formentlig kan se frem til op imod 25 års fængsel, er der intet unormalt i, at kryptovaluta bliver hacket. Men det ikke er hver dag, at vi ser politiet have held med at inddrive det.

– Det er et enormt beløb, så det er en stor sag, men den slags hacking, som står bag, sker hver eneste dag, fortæller professor i kryptovaluta ved Copenhagen Business School Michel Avital.

Han mener ikke, at kryptovalutaens troværdighed lider et knæk, selvom et så stort beløb kan hackes fra individuelle konti eller lyssky kryptobørser.

Kryptovalutaer som Bitcoin og Ether og børser som Kraken og Binance er manipulationssikre og så gode som de kan blive, forklarer han.

– Der vil altid være banditter og tyve, der udnytter åbne døre og naive sjæle, så det gælder om at beskytte sig selv bedst muligt. Det her sker hele tiden, siger han.

Politiet: Det sker hyppigere

I Danmark har politiet oprettet en ny afdeling under navnet National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK),  til at tage sig af den mest komplekse økonomiske kriminalitet.

Radar har forsøgt at få svar på, hvor stort et beløb dansk politi herhjemme har beslaglagt i kryptovaluta. Men det er ikke muligt at få en ‘separat opgørelse over, hvad der er beslaglagt i kryptovaluta’, lyder det.

Siden 2013 har det været praksis, at politiet beslaglægger kryptovaluta i forskellige typer sager.

‘Kryptovaluta kan ligesom almindelig fiat-valuta (lovligt betalingsmiddel udstedt af eks. centralbank) beslaglægges i forbindelse med politiets efterforskninger, og med den stigende anvendelse af virtuelle valutaer sker denne type beslaglæggelse stadig hyppigere. Beslutning om eventuel beslaglæggelse og forholdene omkring denne tages særskilt for de enkelte sager’, skriver en fuldmægtig fra NSK.

Derudover har NSK ingen kommentar til beslaglæggelser af kryptovaluta.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.