Direkte til sidens indhold

Radar er blevet en del af Teknologiens Mediehus

...og bliver en del af PLUS-abonnement i løbet af et par måneder. Du har fortsat adgang til indholdet, ved at registrere dig her. Vi kontakter dig med et gratis og uforpligtende prøveabonnementstilbud ved lancering.

    Politiets MitID-koks drukner spejdere og fodboldklubber i papirarbejde

    Flere frivillige foreninger oplever bøvl, besvær og bunker af gammeldags papirarbejde, når de skal indhente børneattester fra deres frivillige spejderledere eller fodboldtrænere. Problemet skyldes, at Rigspolitiet stadig bruger NemID.

    Generalsekretær Morten Gade fra Dansk Spejderkorps er frustreret over bøvlet med børneattester. Foto: Anders Almholt

    Spejderledere og fodboldtrænere burde bruge tiden på at øve frispark og lave spejderhytter.

    Men bøvl og besvær med at indhente børneattester fra Rigspolitiet rammer lige nu adskillige spejderklubber, kirkelige fritidsforeninger og fodboldklubber, som må bruge tid og kræfter på at sende fysiske blanketter ind til politiet fremfor at bruge den digitale løsning til formålet.

    Det skyldes, at Rigspolitiet endnu ikke er overgået fra NemId til MitID, hvilket gør det umuligt for unge under 18 år at ansøge digitalt om en børneattest, fordi de ikke længere kan få NemID. Også voksne hvor NemID er udløbet eller som har slettet appen, som myndighederne gav besked om, bliver lige nu straffet med lang ventetid.

    Hos Det Danske Spejderkorps er generalsekretær Morten Gade ansvarlig for at indhente børneattesterne for de nye spejderledere, som ofte er under 18 år, og som derfor ikke kan signere med NemID. Han er godt træt af den langsommelige proces med papirer, som skal sendes frem og tilbage.

    –  Problemet er, at det bliver meget mere bureaukratisk for de her unge mennesker, som tager det første skridt ind i det frivillige arbejde, og så er det fordyrende for vores organisation, hvor tiden og pengene går fra børn og unge, siger Morten Gade, som selv har en digital baggrund og derfor undrer sig over den manglende implementering hos Rigspolitiet.

    Han oplever af og til at få formularen tilbage fra politiet, fordi den er forkert udfyldt.

    – Jeg fører min egen statisk over, hvor ofte der må bruges slettelak på de her formularer. Vi har også måttet grine af, at politiet har et særligt stempel, når de ikke er udfyldt korrekt. Det virker bare absurd, siger Morten Gade, som understreger, at man ikke bliver frivillig uden en børneattest.

    Træls og bøvlet

    I Fodboldklubben AC Horsens er der lige nu tre unge trænere, som ikke har NemID, og derfor venter de lige nu på at blive godkendt. Derfor er det ved at blive et problem for klubben, der forsøger sig med at få flere unge til at blive fodboldtrænere, fortæller formanden for bestyrelsen Christina Egelund Antonsen.

    – Det bliver en udfordring for os, hvis ikke det bliver løst snart, for vi får flere og flere unge trænere som kun har MitID, så det kan godt gå hen og blive meget træls, siger hun.

    Allerede nu bliver alle, som bruger NemID, varslet om den snarlige udløbsdato 30. juni. Fra det tidspunkt af vil NemID ikke længere kunne bruges. Derfor virker det helt håbløst, at man skal ned på Borgerservice for at aktivere et NemiID, hvis man vil have med børn at gøre, mener Jeppe Buhl Axelsen, der er kasserer i Coding Pirates Allerød, der hjælper unge med at lære at kode.

    – Det er noget vi bakser med. Jeg har selv slettet mit NemID, og pludselig skal jeg ned på Borgerservice, hvilket virker helt tosset, fordi man ikke skal bruge det længere. Det er næsten kafkask, at staten gennemtvinger MitID, så kommunerne får overarbejde, men samtidig så har politiet ikke selv fået det implementeret, siger han.

    DUF: Det er hul i hoved

    I Dansk Ungdoms Fællesråd hører de også om stor frustration med børneattesterme fra flere af deres 80 forskellige medlemsorganisationer, fortæller forkvinde Christine Ravn Lund.

    – Det her er unødigt bøvl i foreningslivet, og det er noget, vi bruger meget tid på.  Det er også endnu et eksempel på, at digitaliseringen falder ned mellem to stole. Vi har i lang tid arbejdet for at afbureaukratisere foreningslivet, men man har altså glemt de frivillige i overgangen fra NemID til MitID, siger Christine Ravn Lund.

    Dansk Ungdoms Fællesråd har prøvet at rykke Rigspolitiet igennem deres kontakter i Kulturministeriet, men har endnu ikke hørt, om der er en løsning på vej.

    – Vi har presset på ad flere omgange for at høre om der snart sker noget, for sagerne hober sig op. Det er bare så ærgerligt, at vi skal reagere på bagkant, i stedet for at tage det med fra start når vi digitaliserer, siger Christine Ravn Lund.

    Politiker: Det skriger til himlen

    På Christiansborg har Dansk Folkepartis børne- og familieordfører Mette Thiesen undret sig over, at børneattester kun skal indhentes af lærere og pædagoger, men ikke af fysioterapeuter eller andre sundhedsfaglige, og hun har stillet spørgsmål til Kulturministeren. Men hun vil nu også tage fat i den relevante minister for at få et svar på, hvad der kan gøres.

    –  Det skriger jo til himlen, og det er eksempel på, at MitID og andet digitalisering er noget som skal være smart, men som ender med at blive bureaukratisk og bøvlet end i forvejen. Jeg må høre den relevante minister, hvad der skal gøres ved det. Der ingen som er tjent med at det tager så lang tid, og man ikke kan sikre det her grundlag for at få styr på børneattesterne, når de nu er så vigtige ude i foreningerne, siger Mette Thiesen.

    Rigspolitiet: Klar om 4-6 uger

    Radar har spurgt Rigspolitiet, hvornår de forventer at problemet bliver løst. Her lyder svaret, at den aktuelle udfordring med signering af samtykke, hvor der udelukkende kan benyttes NemID, er det sidste udestående i forbindelse med politiets overgang fra NemID til MitID.

    – Det har ikke været muligt for Rigspolitiet at færdiggøre denne del af overgangen fra NemID til MitID grundet udestående tekniske leverancer fra Digitaliseringsstyrelsens leverandør. Rigspolitiet er blevet oplyst, at det nu er muligt at gå videre med politiets egen del af løsningen og forventer, at det er muligt at benytte MitID til at gennemføre digitalt samtykke inden for 4–6 uger, lyder det i et skriftlige citat fra Rigspolitiets pressetjeneste.

    Politiet er ikke bekendt med, hvor mange personer, som er ramt af problemet. Radar har uden held forsøgt at få en kommentar fra digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

    Pernille blev gjort digitalt gravid: Nu kræver hun 100.000 kroner i erstatning
    Digitalisering

    Pernille blev gjort digitalt gravid: Nu kræver hun 100.000 kroner i erstatning

    Pernille Kalstrup blev ufrivilligt brugt som forsøgskanin, da hendes tidligere arbejdsgiver Københavns Kommune testede et nyt it-system. Ved en fejl gjorde de hende digitalt gravid, og hun måtte i lang tid kæmpe for at overbevise myndighederne om, at de have begået fejl, der havde personlige konsekvenser. Nu kræver hun sammen med sin fagforening 100.000 kroner i erstatning.