Direkte til sidens indhold

Nyt digitaliseringsudvalg skal være ‘sexet’: Hvis det bliver kedeligt, aflyser vi

Der var stor optimisme efter første møde i det nye Udvalg for Digitalisering og It, selvom der er uklarhed om, hvilke emner udvalget skal behandle. Ifølge formanden og næstformanden skal det være et sjovt og sexet værdiudvalg.

Jeppe Søe, næstformand i Udvalget for Digitalisering og It.

Første møde i det nyoprettede Digitaliseringsudvalg blev holdt i lejede lokaler; det rummelige og fornemme Finansudvalg. Det skyldes, at det ellers tiltænkte lokale bliver brugt til at opmagasinere en række malerier.

Da Radars udsendte først ankom kort efter klokken 11.30, havde de fleste medlemmer forladt mødet, men så kom Jeppe Søe (M) fornøjet ud. Han er næstformand for udvalget, der ifølge ham skal være et ’værdiudvalg’.

– Jeg tror, det bliver et værdiudvalg, hvor vi skal turde tage nogle af de diskussioner om, hvordan vi kan få alle med. Hvordan kan vi få begejstring ind i debatten? Hvordan kan vi lave en digitalisering, som i virkeligheden er noget mere fokuseret… og hvor man ikke laver mange forskellige løsninger, der kan det samme, siger Jeppe Søe.

Alle postkasserne

Her spurgte Radars udsendte straks, om det var forvirringen med den digitale post med flere forskellige udbydere, han henviste til.

– Nej, det er helt lavpraktisk. Hvorfor har vi både en app for kørekort og en app til sundhedskortet? Der er sket mange knopskydninger, fordi man ikke har haft et udvalg eller et ministerium, som har haft det overordnet overblik, siger han.

Søe, der selv har drevet medievirksomhed, fortalte også, at det nye udvalg skal gå på tværs af områder, og forklarede, at der stadig hersker stor forvirring omkring, hvad det nye udvalg konkret skal behandle af emner, fordi digitalisering og it går på tværs af alle udvalg og berør mange forskellige ministerier.

– Jeg er ret sikker på, at vi bliver ligesom Etisk Råd, der indimellem blander sig i forskellige områder. For vi kommer også til at gå ud over ministeriets område. Vi vil også gerne blande os i noget af det, som de andre udvalg sidder med. Det kunne fx. være brug af skærme i folkeskolen. Hvordan kan vi styrke folkeskolens brug af digitale ting, i stedet for bare at sige sluk, lyder det fra Moderaternes it-ordfører.

Men hvad er så Jeppe Søes egen personlige mærkesag, og hvor står han selv i digitaliseringsdebatten, som bekendt er meget hårdt trukket op?

– Personligt synes jeg, at taletiden inden for it primært har været givet til dem, der er megabekymrede for alting. Dem, som siger sluk eller forbyd, siger han.

Du er ovre på den optimistiske bane?

– Jeg er midt i mellem, for jeg synes, der mangler en stemme, der også siger, jo, men der er fandme også gode ting ved digitalisering. Hold kæft, hvor kan vi løse meget inden for den grønne omstilling og alt muligt andet, hvis vi tør åbne en lille, bitte smule op, siger Jeppe Søe.

Formanden: Det skal ikke være drift

Som den sidste kom formanden for udvalget, Lisbeth Bech-Nielsen (SF), ud med et fad brownies. Hun udlagde visionen for udvalget med nogle meget anderledes begreber, end man normalt forbinder it-verdenen med.

– Vi skal have et spændende udvalg, hvor vi skal være meget åbne. Vi skal have folk til at komme udefra og gøre os klogere. Vi skal have noget, der er sjovt og lærerigt på hvert udvalgsmøde. Hvis det kun er rent drift og kedelige ting, så aflyser vi det, for det er i forvejen et område, der trænger til at blive sexet lidt op på en eller anden måde, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Første påfund som formand var en digital afstemning om, hvilke emner der skulle på dagsordenen til næste møde. Her vandt børns brug af tech i skolen samt inklusion og ulighed i det digitale samfund. Emner, som formanden tilfældigvis også er meget optaget af.

På mødedagsordenen var også en invitation til et besøg hos TDC, hvor man ville kunne få en indføring i det sikkerhedsmæssige setup og overvejelser som følger med telenetværkets status som kritisk infrastruktur. Men det må vente.

– Vi skal lige finde ud af, om vi skal gøre en indsats for at få tele, bredbånd og den fysiske infrastruktur over i vores udvalg. Det kræver lidt mere tankevirksomhed, for det er meget tungt og tidskrævende, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Til dagens møde var digitaliseringsministeren Marie Bjerre (V) også forbi, men mest for at hilse på og komme med nogle generelle betragtninger om brugen af sundhedsdata, EU’s AI-forordning og Big Tech.

– Men jeg har indkaldt til et samråd om MitID, så det får vi god tid til at tale om snart, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Liberal it-mand

Blandt udvalgets medlemmer har kun Liberal Alliances Alexander Ryle en it-baggrund. Han er uddanet cand.merc.it og har netop sagt sit velbetalte job som it-konsulent op for at blive medlem af Folketinget. Efter flere måneders tomgang, fortalte han, at det var fedt at være i gang. Og han ser særligt frem til overlappet mellem hans ordførerskaber på it og EU.

– Der er meget på vej fra EU i forhold til regulering af kunstig intelligens, og der er mange planer om adgang til sundhedsdata på tværs af lande, hvor vi er foran i Danmark. Jeg er bekymret for, at vi risikerer at skulle lave mange ting om,  fordi EU først kommer på banen nu. Jeg er også bekymret for EU-protektionisme, altså at man vil lagre mere data i EU frem for at bruge amerikanske cloud-teknologier, siger Ryle.

En mærkesag som du vil tage med videre?

– Der er flere ting, men det er en forudsætning for digitaliseringen, at vi har folk ude i virksomhederne, staten og organisationerne, som både kan implementere og vedligeholde it-systemerne. Det kræver, at vi kan få flere it-folk fra udlandet, og at der sker en opkvalificering ude i erhvervslivet, siger Alexander Ryle.

Disclaimer: Lisbeth Bech-Nielsen er gift med Radars chefredaktør Peter Christian Bech-Nielsen. For at sikre så vandtætte skotter som muligt, har han ikke haft noget at gøre med tilblivelsen af artiklen.

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder
Spionage

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder

Eksperter er dybt bekymrede over, at de store datamængder, som Forsvarets Efterretningstjeneste indsamler, ikke længere er underlagt tilsyn. Kun enkelte partier er kritiske til citat, mens Forsvarsministeriet understreger, at en ny FE-lov vil forholde sig til danskernes privatliv.