Tech-politik

S-regeringen slagter sin egen formodningsregel for digitale platforme i en ny arbejdsudbudsreform indgået med støttepartier, Kristendemokraterne og DF.

Af Peter Christian Bech-Nielsen

Regeringen fremlægger i disse minutter en række reformtiltag, der har som primært formål at øge arbejdsudbuddet.

Ét forslag glimrer dog ved sit fravær.

Regeringen havde lagt op til, at en såkaldt formodningsregel for digitale platforme skulle regulere forholdet mellem eksempelvis leveringsplatforme og madbude således, at platformsarbejderne som udgangspunkt betragtes som lønmodtagere.

Formodningsreglen er blevet forhandlet undervejs, men den klarede ikke cuttet. Baggrunden for regeringens kovending er ifølge flere kilder, som Radar har talt med, EU’s platformudspil, hvor fem kriterier skal være med til at afgøre, om en platformsvirksomhed er at betragte som arbejdsgiver og arbejderne dermed som ansatte.

“Søforklaring”

Enhedslistens beskæftigelses-, økonomi- og social dumping-ordfører Victoria Velasquez siger til Radar, at regeringen prioriterer øget arbejdsudbud over sit eget forslag om at regulere platformene:

– Det lyder ærlig talt som en søforklaring, så man ikke behøver indrømme, hvor langt man åbenbart er villig til at gå for at please de blå og herunder også de blå i Radikale Venstre. Vi står med problemerne til op over begge ører nu, så der er akut brug for handling. Jeg er så skuffet over, at hensynet til finansministeriets regnemodeller vejer tungere end rigtige menneskers arbejdsliv, siger hun.

Minister: Spændende EU-direktiv

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Radar, at regeringen stadig går ind for en formodningsregel:

– Jeg havde gerne set, at det var med, men sådan er det i forhandlinger. Regeringen går stadig stærkt ind for det, fordi vi mener, det vil sikre tryghed for de såkaldt platformsarbejdere, og vi vil nu se på, hvordan vi kan få det igennem, siger han og tilføjer:

– Der er desuden et spændende direktiv på vej fra EU om netop dette, så noget skal der gøres. Derfor er jeg stadig meget fortrøstningsfuld.

Reformpakkens hovedindhold kan du læse om her.

Billede: Pressefoto / Hungry