Nuts and Sluts: Mannings nye bog er en rejse i magtmisbrug og køn

Manning hedder @xychelsea på Twitter. Det samme hed den i øvrigt glimrende film om hende, der udkom i 2019 og som fulgte hendes vej ud af fængslet og ind i den svære frihed.

Nu er der også kommet en bog, ’Readme.txt’ hedder den sært beskedent, men readme.txt var også det, Chelsea Manning kaldte den fil, hun uploadede til Wikileaks fra en Barnes and Noble-boghandel over et tvivlsomt wifi-netværk, mens alle ure tikkede utrolig højt i 2010.

Jeg har fulgt Chelsea Manning via hendes Twitter-konto, en konto, hun oprettede i fængslet, og som andre drev for hende, mens hun sad inde, til den daværende præsident, Barack Obama, pludselig valgte at give hende strafforkortelse, ikke amnesti, så hun kunne træde ud i friheden efter syv år bag tremmer. Kun for at ryge bag tremmer igen i 2019, denne gang for at nægte at vidne mod Julian Assange.

Chelsea Manning har godt 500.000 følgere på Twitter på kontoen @XYchelsea, og her skriver hun på om sig selv, om de spil hun kan lide, om aktivisme og om transseksuelles rettigheder. 
Og nogen gange kommer der så hjerteskærende små opdateringer, som en af de sidste, hvor hun bare skrev. ’HI’ – efterfulgt af: ’jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive’.


Bor på bagsædet

Vi er mange der følger hende, lidt nervøst, fordi hun har forsøgt og truet med selvmord flere gange – og i øvrigt stadig mener, at verden udenfor fængslet er forfærdelig og ikke til at stole på, som hun sagde i et interview med The Guardian for nylig. 
I hendes nye bog får man lidt af en forklaring på, hvorfor.

Hun er vokset op i den konservative stat Oklahoma, som barn af en programmør for Hertz biludlejning og en walisisk mor. Både hendes far og mor drak tæt, og dengang, da Chelsea endnu var en dreng og hed Bradley, var der ikke plads til at være ung og homoseksuel. 
Da Bradley kommer til at kysse en anden dreng i skolen, indkaldes hendes forældre til samtale og hun trues med at blive smidt ud af skolen.

Senere bliver forældrene skilt, Bradley tilbringer en kort tid i Wales med moderen, hvis alkoholisme tiltager, hun vender hjem til USA for at bo hos sin far, hvis nye kone ikke kan lide hende og får hende smidt ud. Bradley, der i mellemtiden er blevet en habil koder og hacker ender som hjemløs i Chicago gennem to år og lever blandt andet af at sælge falske programmer fra bagsædet af den bil hun bor i.

Noter fra en skurvogn

Men mest af alt er Bradley det, amerikanerne kalder kønsforstyrret – Bradley føler sig mere som kvinde. Men det kan hun ikke leve med, så hun melder sig til hæren, både for at forsones med sin far og for, rent praktisk, at tvinge det kvindelige ud af sig selv.

Til at begynde med går det godt. Hun ender som efterretningsanalytiker i en skurvogn Irak, hvor hun sidder foran bunker af skærme med videofeeds fra slagmarkerne fra 2007 til 2010. Hun har adgang til stort set alt, ikke mindst den nu herostratisk berømte video, COLATERAL MURDER, en såkaldt GUN-CAM-video, der viste en kynisk besætning i en amerikansk helikopter, der først dræber en Reuters-fotograf og dernæst skyder de mennesker, der kommer kørende for at hjælpe, heriblandt flere børn.

Chelseas arbejde bestod af, at finde information på USA’s modstandere i felten – de, der byggede vejsidebomber eller planlagde angreb på baser. Hun mindes også, hvordan hun forbereder information til de special forces, der skal likvidere en flok særligt farlige terrorister. Soldaterne tager et forkert stykke papir med og dræber i stedet en flok tilfældige. ’Sågar en hund’, som Chelsea konstaterer.

På Orlov hjemme i staterne forsøger hun at få de store aviser til at interessere sig for det, hun ser som overgreb og magtmisbrug, hændelser der står i stærk kontrast til den officielle udgave af krigen, hvor intet går galt. 
Aviserne ringer aldrig tilbage og i 2010 uploader hun, i desperation, en bunke filer til WikiLeaks. Senere følger en række chatsamtaler med en unavngivet person fra WikiLeaks, en person som de amerikanske myndigheder stadig hævder må være Julian Assange, der på daværende tidspunkt stadig er på fri fod, men som USA allerede dengang var ved at forberede en sag imod, en sag der i øvrigt kulminerer i disse dage, hvor det endeligt afgøres om han, Julian Assange, kan udleveres til USA fra England, og der dømmes for spionage.

Chelsea Manning har i øvrigt ikke kommenteret på den del af sagen og nægter det fortsat. 
Kort efter denne og et par andre uploads til Wikileaks, chatter en rasende ensom Chelsea Manning med en anden hacker, hun tror ville kunne forstå hende. Han er sød – og stikker hende til FBI.

Solbriller og læbestift

Hun anholdes og tilbringer 9 måneder i isolation i Kuwait, i et lille bur, konstant overvåget af vagter, der ikke lader hende slukke lyset eller sove. Så kommer hun til USA, og en retssag, der skal vise sig at tage tre år, begynder. Sagen finder sted i skyggen af Edward Snowdens afsløringer.

I medierne fremstår Snowden som den voksne, eftertænksomme. Manning fremstilles som den skøre og mærkelige transvestit og under retssagen lækker nogen et billede til aviserne, hvor hun er iført blond paryk, læbestift og store solbriller. 
Hun sidder i fængsel under hele sagen og kan ikke forsvare sig i interviews med pressen. Hun idømmes 35 års fængsel. 
Hun mener selv, helt rimeligt, at hendes straf blev ekstra hård, fordi den amerikanske regering ikke fik fat i Edward Snowden, der som bekendt stadig residerer i Rusland.

’Folk siger, at jeg bare blev whistleblower, fordi jeg en utilpasset transseksuel. Det passer ikke. Jeg var computerspecialist med adgang til al for meget information, forsøgte at gøre mit job, men måtte indse, at det her simpelthen ikke holdt’, sagde hun til The Guardian i sidste uge.

Men selvom fængslet er slemt, er det også et vendepunkt. Det er her, hun samler mod og vilje til at skifte køn, og via loven tvinger det amerikanske fængselssystem til at tage hende alvorligt.

Kompliceret

Readme.Txt’ er en kompliceret bog, der desværre også lider lidt under en svag oversættelse, hvor jeg flere gange greb mig selv i, at længes efter at få den på engelsk i stedet, sproget virker urytmisk, ligesom flere referencer til styresystemer og Tor-browsere næsten er ved at synke i uvidenhed: Der tales bla. om en ’computer med ’Linus’ – og jeg går ud fra, der er tale om styresystemet Linux?.

Når bogen stadig er værd at læse, er det fordi den både handler om Chelsea Mannings whistleblowing, men også er en rørende historie om få lov til at være den man er, trods massiv modstand, og i et miljø, hæren, der først for nylig har åbnet op for homoseksualitet og – på det seneste – for transseksuelle soldater.

Samtidig er den også en krønike over den tid, hvor WikiLeaks virkelig betød noget, og hvor deres læk og Julian Assange fyldte godt i seriøse medier som Washington Post og The Guardian. I dag er WikiLeaks på mange måder reduceret fra en nyhedstjeneste og portal for ’leakere’ til en person, Assange, der gennem de sidste ti år har fået ødelagt sit ry og rygte så grundigt, at ingen længere aner hvad der er op og ned.

Uanset hvad, så er fakta i hvert fald, at med mindre der sker et mirakel, så kommer han til at tilbringe resten af sit liv i et amerikansk fængsel, og hvis nogen skulle have glemt det, så sad han først otte år i frivillig indespærring i den ecuadorianske ambassade. Og nu efter at Ecuador blev enige med sig selv om, at de hellere ville være venner med USA end med Assange, smed ham ud på røv og albuer, og der har han siddet i det dystre og hardcore engelske Belmarch-fængsel i snart to år, mens amerikanerne har arbejdet sig gennem retssystemet for at få ham udleveret. Næste stop er efter al sandsynlighed USA og flere tremmer.

Nuts and Sluts

Chelsea Manning har ikke haft noget nemt liv, og det er stadig svært, at være hende. Men hun fortryder ikke noget, og gør meget ud af at skille de to ting ad: Sit kønsskifte og tiden som whistleblower, kun for at opdage, at det amerikanske retssystem brugte det imod hende – hun var jo underlig, hun var en af de ’NUTS AND SLUTS’, som man ikke kan stole på, hed det.

Herhjemme har hun også fået med grovfilen af en anmelder som Bent Bludnikov, der kalder bogen for ’egocentreret kønspolitik’ og ’en flæbende offerskildring’. 
Som om. 
Hun blev løsladt fra fængslet i 2017, kun for at blive sat ind igen i 2019, da hun – endnu engang – nægtede at vidne omkring Julian Assange. Her forsøgte hun selvmord for anden gang. Hun sad inde i et år. 
‘Jeg har det svært med at være fri, sagde hun til The Guardian, ’det var nemmere i fængslet. I fængslet har man mad og medicin og folk tager sig af hinanden. Udenfor gider vi ikke engang sige hej. Ingen taler med hinanden. Ingen stoler på hinanden. Det siger ret meget om, hvor fucked-up verden er ligenu, synes jeg’.

I bogen skriver hun selv om sine motiver til at lække: 
’Det jeg gjorde i min tid i hæren var et oprør, modstand og civil ulydighed. Det er en vigtig del af vores forhistorie for at fremtvinge fremskridt’.

Jeg håber, hun bliver ved at forsøge at gøre netop det. 
Fremtvinge fremskridt. Imens vil jeg fortsat følge hende på Twitter. 
Og huske at sige ’Hej’ engang imellem.