Direkte til sidens indhold

Nu er det sikkert: Folketinget får nyt udvalg for Digitalisering og IT

Et helt nyt udvalg bliver oprettet med navnet ‘Udvalg for Digitalisering og It’, bekræfter Jeppe Søe, næstformand i Folketingets Præsidium.

Digitaliseringen af Danmark bliver nu trukket helt ind i hjertet Christiansborg. Fremover vil beslutninger om nye it-systemer som MitID eller debatter om cybersikkerhed foregå i ‘Udvalget for Digitalisering og It’.

Det bekræfter moderaten Jeppe Søe, der er næstformand for Folketingets Præsidium til Radar. Den nyvalgte Søe, der er udpeget som it-ordfører for sit parti, ser frem til at deltage i udvalget.

– Området har haft min interesse i årtier som producent i en virksomhed – men også den offentlige IT (og samkøring) og tech-giganter og sikkerhed ligger mig på sinde. Et virkelig væsentligt område, der nu får eget udvalg og dermed jo automatisk selvstændig – fortjent – fokus, skriver Jeppe Søe i en sms til Radar.

Var ønsket

Udvalget er blevet foreslået af SF’s it-ordfører Lisbeth Bech-Nielsen, der havde stillet et forslag om et digitaliseringsudvalg uagtet, om der kom en minister, fortalte hun til Radar i forbindelse med udnævnelsen af Marie Bjerrre (V) som digitaliseringsminister.

– Jeg har selv bedt om et udvalg for området, for man kan ikke bare pege fingre, man må også tage tage ansvar og løfte området. Mange af de vigtige dagsordener kan også godt ske i et folketingsudvalg, så vi behøver ikke vente på en minister, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Den endelige vedtagelse skal ske i Udvalget for Forretningsorden, før det kan meldes officielt ud. Formanden for Folketinget, Søren Gade, var også positiv over for udvalget, da Radar mødte ham på Christiansborg.

– Det er klart, at når vi har en minister på området, så giver det god mening, at vi også har udvalg, så det forventer jeg, at vi kan få afklaret relativt hurtigt, og jeg ser selv meget positivt på et digitaliseringsudvalg, siger Søren Gade.

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder
Spionage

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder

Eksperter er dybt bekymrede over, at de store datamængder, som Forsvarets Efterretningstjeneste indsamler, ikke længere er underlagt tilsyn. Kun enkelte partier er kritiske til citat, mens Forsvarsministeriet understreger, at en ny FE-lov vil forholde sig til danskernes privatliv.