Direkte til sidens indhold

Radar er blevet en del af Teknologiens Mediehus

...og bliver en del af PLUS-abonnement i løbet af et par måneder. Du har fortsat adgang til indholdet, ved at registrere dig her. Vi kontakter dig med et gratis og uforpligtende prøveabonnementstilbud ved lancering.

    Måske er lykken i virkeligheden…en Nokia 3310?

    Tilbage i 2019 skiftede Radars Jacob Stenager sin smartphone ud med en Nokia 3310 for at blive mere fri. Tre måneder senere måtte han ydmyget skifte tilbage igen.

    Nu er du her igen.

    Du scroller igennem nyhedsstrømmen i jagten på et hurtigt dopaminfix. Gør du ikke? Måske på din smartphone. Og måske har du dårlig samvittighed og tænker, nu lægger jeg telefonen fra mig. Jeg spilder alligevel alt for meget tid på Facebook, Twitter og hurtige nyheder.

    Og måske er du endda en af dem, der drømmer om et mere simpelt liv. Et liv fri fra opmærksomhedstyven i lommen, der bimler og bamler, og konstant vil have dit fokus. Nostalgien tager måske også over, og du tænker tilbage til livet før smartphones, internet og sociale medier, og på den måde når du konklusionen: Måske er lykken i virkeligheden…en Nokia 3310?

    Altså den finske plastikklods, der kan ringe, skrive sms’er, spille Snake og overleve et fald fra flere meter. Intet andet. Super simpelt. I så fald er du ikke alene. Flere medier beretter om stigende tendens, hvor flere skifter tilbage til såkaldte dumbphones i jagten på et mere autentisk liv. Så follow the pack, drop din smartphones og tag magten tilbage.

    Meeen, stop lige en halv, før du bliver en digital rebel. For jeg har været der, og det er ikke så nemt, som det lyder…

    Et digitalt fængsel

    Tilbage i 2019 skiftede jeg min smartphone ud med en Nokia 3310 i tre måneder. Længere kunne jeg ikke holde til. Det blev en kafkask oplevelse. Jeg tog beslutningen i en blanding af idealisme og selvpromovering: Se mig, jeg har wrestlet mig fri fra techgiganternes halsgreb. Er jeg cool nu?

    Jeg opdagede hurtigt, at vores digitaliserede samfund bestemt ikke tilgodeså mit simple liv med 3310’eren. Den nyvundne frihed fra cute kattevideoer blev i stedet brugt på nøjsom planlægning, hver gang jeg skulle ud ad døren. Dårligt trade-off. Skulle jeg for eksempel et nyt sted hen, så skulle jeg nøjsomt memorere ruten. Uden Google Maps og Rejseplanen var frygten for at fare vild vild reel. Det resulterede flere gange i, at jeg kom for sent og var nødsaget til at spørge ældre damer om vej. Forpustet kunne jeg så ankomme til festlighederne og sige, at jeg kommer for sent, fordi jeg har en gammel Nokia og ikke kan finde vej. Held og lykke med at ændre det førstehåndsindtryk.

    Offentlig transport var også besværligt. For eksempel havde jeg et rejsekort, der kun dækkede Københavnsområdet. Rookie mistake. Så hvis jeg skulle med bussen i provinsen, skulle jeg have mønter med og være klar på at blive mødt af buschaufførens skeptiske blik, når jeg bad om at betale en voksenbillet kontant. Værre var det altid at have en lille tvivl, om man sad i den rigtige bus. Med min distræte natur, så eksisterede chancen for, at jeg sad i den forkerte bus på vej i den forkerte retning og ingen mulighed for at tjekke det på 3310’eren. Ikke just godt for stressniveauet.

    Og så var det ellers at slå røven i bussædet og lave ingenting. Uden Spotify og podcasts kunne jeg stirre i luften, og hvis sulten for stimuli blev stor nok, kunne jeg tage et spil Snake eller lytte til mine ringetoner på 3310’eren. Det var ikke fordi, mit liv blev mere frit. Tværtimod.

    Hvem er mine virkelige venner?

    Mit sociale liv blev også påvirket. Det viste sig at være en umulig opgave at omdirigere sit sociale liv fra Facebook og ind i sms’en, så jeg fandt ud af at snyde. Selv på 3310’eren var det muligt at gå på Facebook. Altså den nye 3310, der blev relanceret i 2017, og som tech-journalister faldt i svime over. Den havde skam 3G. Et lille internetikon og bum, så var jeg på det mest analoge Facebook nogensinde. Med lidt fingersnilde kunne jeg endda tjekke min indbakke. Det var i den grad også nødvendigt, for langt de fleste venner skrev fortsat på Messenger, selvom jeg højt og helligt prædikede om mit analoge sms-liv med 3310’eren.

    Nokiaen er også fed, hvis du ønsker at teste styrken i dine venskaber. Du kan bare spørge dem pænt om deres konto- og registreringsnummer, efter de har lagt ud for din øl. ”Kan du ikke bare mobile pay?” spørger de irriterede tilbage, inden du siger: ”Nej, jeg er sådan en idealistisk fyr med en analog telefon”. Så er der lagt op til en festlig aften. Alternativt kan du selv lægge ud og dagen derpå skrive en venlig besked med dit konto- og registreringsnummer og en påmindelse om at overføre det angivne beløb. Og så ellers vente spændt i Netbanken, hvor du forresten skal bruge dit nøglekort til at logge ind på. Tik-tak. Tik-tak.

    For digital til Nokia

    Til sidst gav jeg op. Mit liv blev hverken nemmere eller mere frit af at skifte til en dumbphone. Så med en udsigt til sommer på det europæiske jernbanenet med en telefon uden adgang til internettet, tog jeg i Elgiganten og købte en smartphone. Og her indså, jeg den enlige lykke i det digitaliserede Danmark anno 2019, nemlig at kunne logge på Nem-ID blot ved brug af sin pegefinger. Gud, hvor har jeg brugt meget tid på at lede efter mit nøglekort.

    Så selvom det er fristende at vende tilbage til fortiden og leve et mere simpelt liv med Nokiaen, så er lykken desværre ikke 3310’eren. Dertil er vores samfund blevet for digitalt.

    Kommentar: Hvor ender TikTok-konflikten? Meget taler for et salg…
    Big Tech

    Kommentar: Hvor ender TikTok-konflikten? Meget taler for et salg…

    TikTok står efterhånden i en situation, hvor det ligner et historisk fald i værdi, hvis USA indfører et forbud mod platformen. Så hvis ikke Bytedance skal se sit kæreste eje blive til værdiløs kode på historiens store app-mødding, så peger meget på et frasalg…