Direkte til sidens indhold

LegalHero: Loven passer ikke til den måde folk arbejder i dag

LegalHero, der tilbyder juridiske ydelser via deres platform, mener, LegalTech-virksomheder ikke tager opgaver, men udvider markedet.

Legalhero-stifterne Oscar Almstrup (tv.) og Kristian Anker / pressefoto

Op mod 120 jurister er tilknyttet LegalHero, en LegalTech-platform, der er en slags hybrid mellem et rådgivningshus og en techvirksomhed.

Firmaets stiftere har flere gange været i medierne, da deres model med løst tilknyttede juridiske rådgivere kan minde om Uber og Wolts model med løst tilknyttede  chauffører og bude.

Men der er en væsentlig forskel i modellen. Wolt og Uber bruger gig-work, hvilket typisk er småjobs, der kræver fysisk tilstedeværelse. Mens Legalhero vil beskrive sig som crowd-work, der ofte er mere specialiseret og vidensbaseret arbejde.

Fænomenet spreder sig over hele verden blandt folk med efterspurgte kompetencer. Her går det ud på, at et firma typisk udbyder en del af en opgave, som bliver tilbudt på platformen.

Det er derfor en noget anden situation både fagligt og rent økonomisk end eksempelvis madbude eller rengøringsassistenter hos Happy Helper, som normalt fylder meget i debatten om platformsøkonomi herhjemme.

Techmediet Radar tog en snak med LegalHeros medstifter og direktør Oscar Almstrup for at blive klogere på, hvordan han ser på mulighederne og udfordringer ved denne type arbejdsplatforme samt om de gråzoner, der opstår.

Ansætter jurister

LegalHero blev startet samtidig med, at Uber var på sit højeste i Danmark i 2016. Men selvom de brugte freelancere, valgte Legalhero at ansætte de juridiske rådgivere på ‘timebaserede kontrakter’. De tjener alle 800 kroner i timen plus feriepenge.

– Vi kiggede på lovgivningen og kunne konstatere, at det var svært, fordi vi gerne vil have rådgiverne tæt på os, og samtidig skulle der være vandtættet skodder og en sikkerhed for kunden i, at de entrerer med et troværdigt firma, siger Oscar Almstrup.

I fagbevægelsen har den slags ansættelser fået betegnelsen nultimers-kontrakter og bliver set som en gråzone. Men når det gælder om at tiltrække jurister, handler det om at finde en balancegang.

– Hvis der skal være fleksibilitet den ene vej, må det også gælde den anden vej. Hvis juristerne laver noget galt, er det os, som står på mål for dem, og vi tager hele billetten gennem forsikringen, forklarer Oscar Almstrup.

Rådgiverne skal ikke tegne en ansvarsforsikring eller betale moms og oprette virksomhed. De skal heller ikke jagte betaling og kunder. For besværet tager LegalHero sig betalt med 48 procent af prisen for ydelsen, der samtidig bliver fastlagt inden arbejdet begynder.

– Hvis man har købt ydelser hos en advokat før, så ved man, er det er umuligt at få advokaten til at sige, hvad det koster. Det vil vi stå på mål for, siger Oscar Almstrup.

Hurtige facts om LegalHero:

  • Antal rådgivere: 125

  • Gennemsnits erfaring: 11,4 år fra relevant arbejdsområde efter endt kandidatstudie

  • Fagområder: Kommercielle kontrakter, selskabsret, IP, compliance og HR-jura

Ikke samme sikkerhed

Det er typisk to typer, som arbejder på platformen. De erfarne jurister i deres arbejdslivs efterår, der gerne vil rådgive nogle spændende start-up virksomheder i et begrænset antal timer om ugen. Den anden type er de unge jurister, der har aftjent deres værnepligt på et velrenommeret advokatkontor, men som ikke har tid til at holde ferie, fordi partneren i selskabet ringer i tide og utide.

– Det er typisk dem, som klarer sig bedst på vores platform. Men det har den bagside, at hvis du ikke er blandt de 10-20 procent bedste på platformen, så har du ikke den samme sikkerhed, som hvis du er ansat fuldtid, siger Oscar Almstrup.

Den manglende sikkerhed i indtjeningen skal man altså være klar over. Men i øjeblikket er der stor efterspørgsel fra mange, der finder det interessant at arbejde som løst tilknyttede gennem platformen, fortæller direktøren.

– Reglerne passer ikke til den måde folk arbejder på i dag. I bund og grund handler det om, hvad du vægter højest. Din tid eller din lønseddel, siger han.

Lidt hysterisk

Som iagttager af platformsøkonomien gennem de sidste fem år, mener LegalHero-direktøren ikke, at vi alle kommer til at arbejde på en platform i fremtiden.

– Det argument synes jeg er lidt hysterisk, for mange platforme erstatter ikke arbejdspladser, men har udvidet poolen for arbejdet, siger han og uddyber:

– Det her er en udvikling, der kan køre af sporet, og det kan man se i lande uden en stærk fagbevægelse, men vi skal samtidig også anerkende platformsøkonomien. Nu taler jeg ikke om hurtig levering af pizza til døren, men om adgangen til kvalificeret arbejdskraft, og så åbner den op for muligheder for helt vildt mange mennesker, siger han.

Oscar Almstrup, der er cand.jur fra Københavns Universitet og University of California ser derfor fortsat store muligheder i platformsøkonomien.

– Jeg tror 100 procent, at den er kommet for at blive. Jeg siger ikke, at alt bliver gig-baseret, men der vil være komponenter, der vil smitte af rigtig mange steder, siger han.

Djøf: Det er kommet for at blive

Hos Djøf Advokat ser formand Rasmus Thingholm positivt på, at der kommer nye aktører, der udfordrer, hvad det gode arbejdsliv er.

– Med de mange år på arbejdsmarkedet, som vores medlemmer står over for, så skal der være mulighed for et fleksibelt og varierende arbejdsliv. Det afgørende er, at vores medlemmer bliver behandlet ordentligt og får tilbudt gode og markedskonforme vilkår. Derefter står det den enkelte frit, om de ønsker at arbejde freelance eller på kontor, siger han.

Blandt mange af Djøf Advokats medlemmer er der en stor efterspørgsel på fleksible arbejdsformer. To ud af tre adspurgte advokater svarede i en undersøgelse fra 2019, at de overvejer at forlade advokatbranchen.

– Flere og flere ser sig om efter alternativer, og hvis platforme som LegalHero kan tilbyde mere attraktive vilkår ud fra en helhedsvurdering, er det rigtig interessant, siger Rasmus Thingholm.

Som fagforening ser Djøf ikke noget problem i, at flere begynder at søge mod mere løst tilknyttede arbejdsrelationer.

– Det er ikke anderledes end med de mange advokater, som beslutter at blive selvstændige og sælger sine rådgivningsydelser på timebasis. Jeg tror, at det langt hen af vejen er ret selvregulerende. Jurister og advokater ved godt, hvilke vilkår og tilbud, de vil kunne få for tiden, fortæller han og uddyber:

– Den her type platform er en mulighed for, at man kan prøve at stå på egne ben, og det kan være en god indgangsvinkel til at prøve det mere selvstændige arbejdsliv af, siger Rasmus Thingholm.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.

Theranos-whistleblower delte scene med Elizabeth Holmes’ defensor på TechBBQ
Big Tech

Theranos-whistleblower delte scene med Elizabeth Holmes’ defensor på TechBBQ

Theranos-investor Tim Draper, der stadig forsvarer den bedrageridømte Elizabeth Holmes, og et af de mest markante vidner i retssagen, whistlebloweren Erika Cheung, deltog i netop overståede TechBBQ. Techfestivalen afviser, at den sender de forkerte signalerer ved at invitere Draper på hovedscenen som investorikon.

Ida Auken: Jeg fik stress af skærme og smartphones
Tech-politik

Ida Auken: Jeg fik stress af skærme og smartphones

Socialdemokraten Ida Auken mener, at vi er nødt til at se på vores allesammens afhængighed af sociale medier i stedet for kun at være optaget af brugen af vores data. Men hvad med hendes eget forhold til Big Tech?