Direkte til sidens indhold

Trods kritik: Kulturminister vil ikke tvinge Big Tech til åbenhed om algoritmer

Kulturministeren holder fast i, at hun vil anmode om at få mere indsigt i Big Techs algoritmer trods kritik for at være for blød.

Billede: Pressefoto af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen

Flere techeksperter har over for Techmediet Radar kritiseret, at kulturministeren i et nyt medieudspil blot vil bede om adgang til at se bagom de algoritmer, der udvælger og bestemmer meget af det indhold, som brugerne ser på eksempelvis Facebook eller Google.

Efterfølgende har Radar spurgt ministeren, hvorfor hun ikke vil gennemtvinge, at store techvirksomheder skal åbne deres algoritmer helt op for forskere?

Facebook har eksempelvis for nylig stoppet algoritmesamarbejder med AlgoritmWatch og NYU, så intet tyder på, at frivillighed skaber åbenhed. Facebook-whistleblower Frances Haugens læk viste også, at intern forskning om skadevirkninger forblev intern.

– Der er ingen tvivl om, at der er behov for meget større åbenhed om tech-giganternes algoritmer og ikke mindst deres samfundsmæssige effekter. Derfor indgår det i medieudspillet, at vi vil anmode udvalgte tech-giganter om at offentliggøre oplysninger om deres algoritmers effekter på vores samfund. Desuden arbejder vi for en ambitiøs aftale med resten af EU, der vil stille nye krav, som blandt andet pålægger tech-giganterne en række nye gennemsigtighedsforpligtelser, blandt andet regler om adgang for forskere. Det vil være med til at sætte en helt ny global standard for regulering af tech-giganterne og gennemsigtighed i forhold til algoritmernes effekter på vores samfund, skriver kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i et svar til Radar.

Ny nordisk tænketank

I slutningen af januar nedsatte Nordisk Ministerråd en ny tænketank af nordiske eksperter, som skal gøre os klogere på problemstillinger i forhold til Big Tech. Danmark får ansvaret for at nedsætte tænketanken og lede dens arbejde.

Når regeringen allerede barsler med en række forslag ift. tech, har et nyt techkontor, og der findes Djøf’s Tech-kommission og IDA’s Siri-kommission og en række andre techråd, hvorfor har vi så brug for endnu en tænketank? Har vi ikke mere brug for bastante lovforslag og krav til Big Tech?

– Tech-giganter og deres betydning for vores demokrati er en af vor tids helt store udfordringer. Og vi har brug for en større forståelse af udfordringerne, og hvordan vi løser dem og stiller konkrete krav til tech-giganterne. Nogle svar vil være internationale, og mange vil skulle findes i EU. Men derudover skal vi i Danmark finde løsninger, der passer til vores særlige samfundsindretning og vores kultur. Her er vores nordiske naboer de rette at lade os inspirere af. Den nordiske tænketank skal bidrage til at gøre os klogere på, hvordan en nordisk tilgang til at løse udfordringerne kan være, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Den nye tænketank kan i princippet godt komme konkrete lovanbefalinger. Forventningen er, at tænketanken vil inddrage en bred vifte af aktører uden for tænketanken i arbejdet.

De specifikke medlemmer er endnu ikke udpeget men vil ifølge Kulturministeriet bestå af forskere, civilsamfundsrepræsentanter og relevante brancherepræsentanter, eksempelvis fra mediebranchen, fra hele Norden.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.