Ud af det blå udkom Lars Findsen torsdag med sin erindringsbog, ‘Spionchefen: erindringer fra celle 18’, skrevet i samarbejde med journalist Mette Mayli Albæk. Det meste af bogen handler om Lars Findsens mangfoldige karriere i statens tjeneste, fra Registertilsynet (daværende datatilsyn) til FE, og hans oplevelser som indsat i Hillerød arrest efter anholdelsen i december 2021. Selve FE-sagen fylder relativt lidt i bogen, men det er selvfølgelig den del, som alle kaster sig over.
Lars Findsens erindringer har midt i valgkampen fået en flertal af partier til at kræve en ny kommissionsundersøgelse af FE-sagen. Regeringen støtter en ny undersøgelse, men først når straffesagen mod Lars Findsen er afsluttet. Det er en smart strategi for at lægge låg på sagen, da straffesagen meget vel kan tage 2-3 år eller mere.
Mistanken om ulovlig overvågning er der stadig
Selv om fokus lige nu er på regeringens håndtering af FE-sagen, bør den kommende kommissionsundersøgelse også omfatte det som sagen startede med: mistanken om ulovlig overvågning af danske borgere og den særlige undersøgelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
Der har ganske vist allerede været en FE-undersøgelseskommission (FEUK), som med et hemmeligt kommissorium har set på dette spørgsmål. I den offentlige sammenfatning kommer FEUK med den stik modsatte konklusion af tilsynet, angiveligt på grundlag af det samme materiale, hvilket er meget svært at forklare. På baggrund af FEUK’s hemmelige beretning har tilsynet i januar 2022 indstillet sin kontrol med indhentning og videregivelse af rådata, hvilket er en betydelig svækkelse af den uafhængige kontrol med FE. Desværre er disse alvorlige konsekvenser for borgernes retssikkerhed fuldstændigt druknet i andre aspekter af FE-sagen.
Lars Findsen kommer meget sporadisk ind på tilsynssagen, der beskrives som noget der beror på en række misforståelser og en whistleblower, der var optaget af sit eget narrativ. Om mediedækningen efter tilsynets pressemeddelelse i august 2020 skriver han ligefrem, at ”flere kilder var aktive og plantede forkerte eller misvisende historier om tjenesten”.
Disse beskyldninger mod mediedækningen fremstår som en grov undervurdering af, hvordan journalister arbejder med bekræftelse af oplysninger fra deres kilder. Det er for letkøbt at kalde en række ikke nærmere angivne nyhedsartikler forkerte eller misvisende for derefter trække tavshedspligt-kortet, når disse påstande skal dokumenteres.
Mødet med Trine Bramsen i august 2020
Det mest opsigtsvækkende element i bogen er beskrivelsen af et møde med Trine Bramsen kort før hjemsendelsen i august 2020, hvor forsvarsministeren ifølge Lars Findsens erindringer skulle have sagt, at hun godt vidste, at hverken FE eller FE-ledelsen kunne bebrejdes for noget, men at en udskiftning af FE-ledelsen var nødvendig for at sikre opbakning i Folketinget (”tælle til 90”).
Trine Bramsen vil ikke udtale sig om mødet, så vi har kun Lars Findsens udlægning. Det lyder meget underligt, at regeringen ligefrem skulle frygte at blive væltet som følge af tilsynets særlige undersøgelse af FE. Måske ville der være indvendinger fra regeringens støttepartier, men i dansk politik plejer der at være en solid opbakning hen over midten til sager om efterretningstjenesterne, også når der er alvorlig kritik fra tilsynet. I 2016 fik en borgerlig regering eksempelvis fuld støtte fra Socialdemokratiet til et lovforslag, som skulle lovliggøre PET’s manglende sletning af personoplysninger.
Hjemsendelsen satte en kædereaktion i gang
Lars Findsens forklaring om, at Trine Bramsen i august 2020 afviste tilsynets kritik understøttes til gengæld af det efterfølgende forløb med FEUK, der med et hemmeligt kommissorium frifandt FE og FE-ledelsen. En strategi om at afvise tilsynets kritik harmonerer dog ikke særligt godt med beslutningen om hjemsendelse af FE-ledelsen, som uundgåeligt ville give offentligheden og medierne det indtryk, at der var hold i kritikken. Den konsekvens må regeringen have været klar over, selv om de måske har undervurderet, hvor intensivt medierne gik til sagen og ret hurtigt kunne afsløre forbindelsen til NSA. Det er i hvert fald svært at se en rød tråd i regeringens strategi.
Det efterfølgende forløb, hvor Lars Findsen gennem mere end et år bliver overvåget af PET, for til sidst at blive anholdt i samme uge som han frikendes af FEUK, er i en helt anden kategori, hvor alle mulige forklaringer hurtigt kommer til at fremstå som konspirationsteorier. Hvad var grundlaget for at PET kunne få en retskendelse om telefon- og rumaflytning? Lars Findsens erindringer kaster ikke lys over disse ting, hvilket nok også ville være svært uden at bryde tavshedspligten i straffesagen. Han filosoferer dog lidt over, om der er blevet slækket på mistankekravet, når PET indhenter aflytningskendelser. Det er bestemt noget som bør undersøges.
Uden en ordentlig undersøgelse, som giver offentligheden reelle svar på de mange spørgsmål, er der en overhængende risiko for, at FE-sagen bliver hængende som en mørk sky af mistillid over dansk politik i lang tid fremover. Det kan ingen have interesse i.
Jesper Lund er formand for IT-politisk Forening. Foreningen er dannet på baggrund af et ønske om at styrke borgernes rettigheder og frihed i informationssamfundet. Foreningen ønsker at modarbejde den stigende overvågning i både den private og den offentlige sektor, samt den øgede kontrol af borgerne, som centrale databaser med persondata giver mulighed for.
