Overvågning

Tidligere FE-chef Lars Findsen, der er fængslet for at have lækket fortrolige oplysninger til pressen, havde i ugerne op til sin anholdelse talt om en forestående tur til Makedonien.

Af Peter Christian Bech-Nielsen og Mats Magnussen

Den nu fængslede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, havde i tiden op sin anholdelse 8. december fortalt flere, der er tæt på ham, at han skulle rejse til Makedonien, også kaldet Nordmakedonien. 

Det fortæller flere kilder til Techmediet Radar.

Lars Findsen fortalte ifølge kilderne, at turen havde forbindelse til det arbejde, som han havde udført i FE, men han var på dette tidspunkt stadig fritaget fra tjeneste. Den tidligere FE-chef blev anholdt i Københavns Lufthavn.

Efter flere ugers spekulationer kom det mandag frem, at Lars Findsen er en af de fire tidligere medarbejdere fra FE og Politiets Efterretningstjeneste (PET), som blev anholdt og sigtet for at have lækket tophemmelige oplysninger efter en særlig landsforræderiparagraf.

Anholdelserne skete nærmest samtidig med, at en kommissionsundersøgelse netop havde frikendt fem ledere i den såkaldte FE-sag.

FE-undersøgelsen blev sat i værk efter, at Tilsynet for Efterretningstjenesterne (TET) rejste voldsom kritik af FE for at have “tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger”.

Findsen var således blandt de frikendte chefer, der blev kritiseret af TET for, at FE var i risiko for uberettiget at foretage indhentning mod danske statsborgere samt, at spiontjenesten uden hjemmel har overvåget en ansat i selve tjenesten. 

Særlig PET-indsats

Ifølge DR’s oplysninger blev der i 2020 nedsat en særlig efterforskningsgruppe i Politiets Efterretningstjeneste, som skulle forsøge at finde kilden eller kilderne til en serie af lækager. Det handlede blandt andet om FE’s samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, der angiveligt kunne tilgå overvågning af søkabler ved København, hvor der løber enorme mængder data mellem en lang række lande.

DR skriver, at Findsen har været under “langvarig og massiv overvågning med blandt andet telefonaflytning” fra PET.

Ved grundslovsfremstillingen mandag i retten var Lars Findsen oprørt over, at sigtelserne mod ham ikke må blive offentliggjort.

– Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I gerne citere mig for, udbrød Lars Findsen i en kort pause, inden pressen blev sendt ud af retssalen.

Lars Findsen har været fritaget for tjeneste siden august 2020, hvor TET offentliggjorde sin voldsomme kritik af FE. I efteråret 2021 blev han tilknyttet et forskningsprojekt ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om, hvordan jihadisme spreder sig på tværs af landegrænser. Der var dog ikke tale om en decideret ansættelse.

Ifølge Techmediet Radars kilder har noget af Lars Findsens nærmeste familie igennem flere uger været i tvivl om, hvor Findsen opholdt sig.

Lars Findsen er fortsat varetægtsfængslet frem til 4. februar.

Techmediet Radar har forsøgt at få en kommentar fra Lars Findsens advokat Lars Kjeldsen.

13/1 – kl. 14:45 – Radar har rettet den oprindelige underrubrik og indledning, da flere læsere og journalistkolleger har antydet, at de grundet ordlyden fik indtryk af, at Findsen blev anholdt på vej ud af landet. Han blev anholdt, da han landede efter turen til Makedonien. Vi beklager eventuelle misforståelser.

Blå bog: Lars Findsen

Lars Findsen er født 17. september 1964.

1990-1993: Fuldmægtig, Datatilsynet

1993-2002: Diverse stillinger i Justitsministeriet

2002-2007: Chef for Politiets Efterretningstjeneste

2007-2015: Departementschef i Forsvarsministeriet

2015-: Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

I 2003 blev Lars Findsen tildelt Dannebrogordenens Ridderkors.

Kilder: FE og PET

Foto: FE / pressebillede