Blog

Velkommen til endnu et nyhedsbrev fra @kjaerulv – med lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier. I denne uge med historisk baggrund på FE-skandalen.

Af Anders Kjærulff, journalist og techkritiker

Der findes to efterretningstjenester i Danmark. Mindst.

De to vi kender og som bliver betalt af staten for at sikre henholdsvis den ydre og den indre sikkerhed, hedder FE, Forsvarets Efterretningstjeneste og den anden PET, Politiets Efterretningstjeneste.

FE skal som udgangspunkt tage sig af ydre trusler og kontraspionage, altså folk i Danmark, der spionerer imod os, men har på det seneste fået flere opgaver indenfor cybersikkerhed, her især Center for Cybersikkerhed, der er under FE.

Og ja, grunden til jeg taler om det her, er selvfølgelig på grund af Lars Findsen, der er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis man altså kan være det, når man sidder i fængsel, for det gør han lige i øjeblikket, sigtet efter den paragraf 109, landsforræder-paragraffen, som jeg har talt om før i det her nyhedsbrev.

Findsen har ikke mulighed for at fortælle hvad der er sket, da sagen foregår bag lukkede døre. Men han og hans forsvarer har fået ophævet navneforbuddet og i forbindelse med det, nåede han at udtale til pressen, at han mener at anklagerne imod ham er ’fuldkommen vanvittige’.

Pressen, der som bekendt også har haft besøg af FE og PET’s chefer, der skulle minde dem om, at også DE er underlagt paragraf 109 og læner sig op af samme behandling som Findsen, hvis de skulle få alt for gode ideer, de skriver nu løs som gale. Men samtidig lidt forsigtigt, for at finde ud af, hvad der mon kan være sket, og hvis jeg havde været mit gamle jeg, ville jeg også være kommet med en eller anden knap så hemmelig forklaring – men det vil jeg lade andre om.

Obersten og kommandøren

I stedet vil jeg fortælle noget til det, man i medierne kalder “baggrund”.

For at kunne gøre det, har jeg hevet den fremragende bog, ‘Obersten og Kommandøren’ af Wilhelm Christmas Møller ned fra hylden. Bogen er en meget velskrevet og ret personlig gennemgang af hvad forfatteren kalder ’Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati i 1945 til 1955’.

Og det med Socialdemokratiet, det er værd at holde fast i.
Obersten var Hans Mathiesen Lunding, leder af dansk efterretningsvæsen hele livet, kun afbrudt af et brutalt ophold i koncentrationslejr, hvor han var dømt til døden men slap med livet i behold.

Kommandøren var Poul Adam Mørch, der tilbagte krigen i Sverige som leder af undergrundshærens efterretningsvæsen. Nielsen og Møller, som det blev kaldt.

Sammen stod de for opbygningen af den militære E-tjeneste i Danmark.
De var meget forskellige. Mørch var konservativ og af god familie, mens Lunding var fra fattige kår i Sønderjylland og socialdemokrat helt ind i hjertet.

Det sidste betyder mere end man skulle tro. Historisk set, hævder forfatteren, er Socialdemokratiet nemlig det eneste parti, der seriøst har interesseret sig for efterretningsvæsenet, og har gjort det lige siden befrielsen.

Registrerede kommunister

Socialdemokratiet var faktisk så glade for det hemmelige, at de havde deres helt eget efterretningsvæsen, kaldet Arbejderbevægelsens Informations Central, der fungerede fra 1944 og helt op til 1972.

Informationstjenesten blev styret fra LO’s hovedkvarter i København, og havde, da den var størst, 6000 informanter på store arbejdspladser. Deres simple opgave var, at registrere kommunister, deres adresser, fødselsdata og i flere tilfælde også navne på ægtefæller.

Oplysningerne blev givet videre til Politiets Efterretningstjeneste og amerikanske CIA i et samarbejde, der har fundet sted kontinuerligt siden 2. verdenskrig, først med OSS, senere altså CIA og nu altså NSA, National Security Agency.

Vi kender ikke sigtelsen mod Lars Findsen. Det kan være hvad som helst. Han KUNNE jo have været dobbeltagent? Eller noget andet. Men det man måske går efter ham med, og det der gættes på blandt mine kolleger, er afsløringen af den aftale socialdemokraten Poul Nyrup indgik med Bill Clinton og NSA i 1997.

Den aftale gav, ifølge ikke mindre end fem journalister på Berlingske, NSA adgang til et kabel et sted i København, hvor man kunne følge med i kommunikation fra blandt andet Kina.

Problemet var, at al mulig anden international data og telefontrafik – fra hele Danmark og ud af landet – også løb gennem det kabel, men det valgte man at se stort på, hvilket i maj måned eksploderede i historien om, at FE havde hjulpet NSA med at overvåge tysklands kansler Angela Merkel.

Men: Det var jo amerikanerne, vores, og historisk set, især Socialdemokratiets venner. Og vi har sikkert fået noget tilbage for ulejligheden.

YHEM

Selve aftale har været YHEM, som det hedder, Yderst Hemmelig, men det har ikke forhindret pressen i at skrive om det og Socialdemokratiet i at benægte med den stærkt indstuderede sætning: Vi har ingen grund til at antage, at der finder ulovlig overvågning sted.

Og nej, den var ikke ulovlig, faktisk ligger der angiveligt et stykke papir med hele aftalen i FE’s hovedkvarter på Østerbro, med underskrifter af samtlige forsvarsministre siden Nyrup-regeringen, inklusive, må man formode, Tine Bramsen. Hun har hidtil været påfaldende tavs.

Socialdemokratiet har altid vist stor forståelse for efterretningstjenester, og er der nogen, der gennem tiderne har hjulpet med at rage kastanjerne ud af ilden, hvis FE eller PET – og især deres meddelere – kom til at klokke i det, så er det Socialdemokratiet.

’Ved at lægge ryg til en efterretningsudvikling, der ikke altid var demokratisk, set fra en ideel synsvinkel, fik partiet et ansvar, der betød at det senere og efter evne lagde låg på de skandaleagtige sager, der opstod med mellemrum’, skriver Wilhelm Christmas-Møller.

Han fortsætter med at forklare, hvordan politikerne og tjenesterne nærmest har en drejebog for at dræbe sager, når de kommer i medierne, en drejebog, der inkluderer læk af injuerende oplysninger mod modstandere og lange, lange sagsbehandlinger i diverse kommissioner og udvalg, så længe, at ingen længere kan huske, hvad sagen gik ud på, når den endelig når en slags afgørelse. Lidt som da de tre landsretsdommere afviste sagen omkring Tilsynets med Efterretningstjenesternes whistleblower, og beskyldningen om, at FE havde overvåget danskere ulovligt – samme dag, som Støjbjerg-sagen blev afgjort.

Den lokale FE’er

Men tilbage til min bog: Når Wilhelm Christmas-Møller er interessant og ved så meget, så det fordi han selv arbejdede i militærets E-tjeneste, det nuværende FE, i 15 år.

Han var sig også paragraf 109-bevidst og undlader at skrive om den periode, han selv var ansat i, og nøjes med at kigge tilbage på rent historiske forløb, hvortil der findes kilder.

Dansk presse har altid opført sig pænt. Som Wilhem Christmas-Møller konstaterer, så har beliggenheden af ’Villaen’, FE’s lyttecentral på Aflandshage, stort set ikke være omtalt.

‘Flertallet af disse har i virkeligheden været ganske loyale overfor de legitime og lovlige dele af de danske e-tjenesters arbejde’, skriver han.

Spørgsmålet er, om især PET presser den loyalitet for hårdt nu. Og selvom jeg har lyst til at fortælle mere om Willliam Colby fra CIA, Stay-Behind-netværk, Forsvarets Central Radio og ikke mindst GLADIO, så vil jeg nu nøjes med at konstatere, at det er påfaldende, at det er PET, der har overvåget FE’s chef.

De to tjenester har nemlig altid ligget i krig med hinanden om bevillinger og indflydelse, og som det ser ud nu, er det PET, der går med sejren.

Lars Findsen, der som jurist i forvejen repræsenterer et DJØF-element i en ellers militær tjeneste, har en fortid som chef hos PET, og byttede i sin tid plads med Thomas Ahrenkiel, også DJØF’er uden stjerner på skuldrene.

Sidstnævnte var i spil til en ambassadørpost – i Berlin – men holder nu lav profil i det private. Både Findsen og Ahrenkiel er blevet ansat under borgerlige regeringer. Og begge er nu ude af systemerne.

Et stykke vej

Hvad angår Findsen, og hvorvidt han har gjort noget forkert eller ej, så må tiden og domstolene vise det. Indtil videre kender vi end ikke sigtelsen.

Jeg skal her bare igen henvise til min bog:

“Hermed rejses spørgsmålet om, hvor langt en E-chef bør og må gå på egen hånd, hvilket vil sige uden politisk rygdækning? Det er min opfattelse, at han for effektivitetens skyld må være rede på at gå et stykke vej”, skriver Wilhelm Christimas-Møller.

Og lige et lille ‘heads up’ her til sidst:

Rygter i mediebranchen siger at der under den kolde krig – og måske sågar den dag i dag – altid var EN journalist på enhver redaktion i Danmark, der var direkte forbundet til PET eller FE, og som var villig til at tage telefonen og ringe til hovedkvarteret, hvis noget pinligt var under opsejling – eller til at skrive artikler, der sendte resten af pressen i en anden retning.

I disse tider vil jeg nok anbefale de af mine kolleger, der danser på kanten af 109 at kigge sig godt over skulderen og tænke lidt over, hvem på kontoret, der altid er sært velorienteret og som synes at være immun overfor fyringsrunder og omplaceringer.

Og så snakker vi ikke mere om det – det er der nok andre, der vil gøre. For vi skal også nå et par andre ting.

Dataetisk Uråd

I denne uge har formanden for det tydeligvis vingestækkede dataetisk råd, Johan Busse, klaget i sin nød over ikke at være blevet hørt, da Morten Bødskov og SKAT lige fik fiflet en lov igennem, der giver SKAT mulighed for adgang til ALLE oplysninger om borgerne, inklusive potentielt politisk tilhørsforhold, så de kan træne en algoritme.

Der er nul begrænsninger, ja, man har sågar tænkt sig, at trække på åbne kilder som køb på Den Blå Avis og Facebook-opslag i bedste “techbro” high-tech STASI-stil.

Folketinget vedtog det bredt, om end flere politikere nu har fået lidt kolde fødder og jamrer sig over ikke at have tid nok, til at sætte sig ind i den slags komplicerede sager.

Busses Dataetisk råd, er som sagt ikke blevet hørt, selvom det må siges at være lige deres område, hvilket endnu engang understreger, at databeskyttelse og etik kun er noget forvaltninger beskæftiger sig med, når det passer dem.

Dataetisk Råd er under alle omstændigheder kun et råd. Og man behøver ikke rigtig lytte til dem. Det er synd. Ikke mindst for tilliden til staten.

Så går de anderledes hårdt frem i Frankrig, hvor deres datatilsyn har stanget mega-bøder ud til både Facebook og Google, for bevidst at have sjusket med cookies gennem lang tid: I Frankrig, hvor tilsynet ikke sidder under et ministerium, og hvis afgørelser ikke kan ankes, har det kostet de to techgitanter 210 millioner euro!

Det kunne vi, i lille Danmark, hvor vi helst vil være venner med amerikanerne, godt lære lidt af. Ikke?

Og hvis vi ikke vil det, så bør vi nok se at få trænet vores etiske muskler, før vi høvler data ind og fodrer dem til algoritmer, som ingen forstår, og som derfor ikke kan holdes ansvarlige – end ikke for paragraf 109.

Kærlig hilsen

@kjaerulv

PS.

Hvis du vil vide lidt mere om FE og aflytning, så kan du med stor fordel se det her aldrig sendte TV-program, DECODE, som jeg var med til at lave – det er en såkaldt PILOT, og DR ville ikke røre det med en ildtang.

Christmas-Møllers beskrivelse af, hvordan man dysser en E-sag ned.