Direkte til sidens indhold

Kh. Kjærulff #4: Godt nytår fra et samfund, der har en computer, som ikke virker

Velkommen til et nyhedsbrev fra @kjaerulv – med lidt om hvad der er sket i ugen, set fra min sære uriaspost på egen blog og diverse sociale medier.

Nødradio fra Garagen · KH @KJAERULV: MATRIX.DK: Godt nytår fra et samfund, der er en computer, der ikke virker

Godt nytår – håber I er kommet godt over på den anden side og ind i den nye virtualitet, der hedder 2022.

Jeg har set den nye Matrix-film, Resurrections, genopstandelserne. 
Jeg så den 2. januar, fordi det føltes passende som begyndelsen på et nyt år, og fordi jeg faktisk havde glædet mig til at se den efter at have dyrket de meget sparsomme trailers, der kom ud.

Jeg havde glædet mig til at gense NEO, aka. Thomas Andersson aka. skuespilleren Keanu Reeves, der om nogen har lavet sig en karriere på de tidligere tre film i den originale Matrix-trilogi.

Den første var og er stadig den bedste, kan jeg godt afsløre, om end Reeves og hans livlange Matrix-kærlighed, Trinity, spillet af Carrie Ann Moss, spiller med en nyfunden tyngde og værdighed, der på mange måder er det meste værd: Man tror kort sagt på de to og deres kærlighed, for The Matrix er i virkeligheden også – og måske endda mest – en historie om, at kærlighed besejrer alt!

Trilogien, som nu er en kvartet har altid givet den fuld gas med effekter, og når de to endelig holder hånd og ser hinanden ind i øjnene, ja, så eksplodere alting og alle de onde forsvinder i et inferno af krudtrøg, og det er faktisk rørende og smukt.

Resten af filmen derimod ved ikke rigtig hvad den vil udover at være….den fjerde Matrix-film. I DEN er Neo igen Thomas Andersson – han er ikke længere hygge-hacker med et kedeligt kontorjob, men ledende spildesigner, der har lavet et computerspil, der hedder….The Matrix.

Hans onde chef tvinger ham til at lave en opfølger, og det giver ham hele tiden flashbacks, som han og hans psykolog tror er psykotiske anfald, men vi ved naturligvis bedre, lige fra begyndelsen. 
Og, ja der skal ædes masser af røde piller og hamres en masse Kung Fu før Neo – og Trinity, der først skal frigøres for en familie-simulation med falske børn og mand – kan flyve afsted sammen.

Men denne gang er det ikke Neo der på messiansk vis stiger mod himlen, det er Trinity, kvinden, der både kan slå en prober næve, køre en motorcykel med Neo bagpå og altså, viser det sig til sidst efter at Neo har opgivet den evne, at flyve.

Sidste ord i filmen – så vidt jeg husker det – var: Vi har fået den bedste gave mennesket kan få – en ny chance.

Den chance er spildt, og jeg ærgrer mig lidt over den film, ikke at jeg ikke var underholdt, men at den vil mig så lidt, når der var så mange muligheder for at skrive sig seriøst ind i samtiden. For at sige noget om vores moderne liv, altså det, der er opstået EFTER den første Matrix film fra 1999, for sølle 23 år siden.

Dengang var smartphonen ikke opfundet og internettet var stadig en lille smule eksotisk for de fleste og sociale medier bestod af postlister på hjemmesider. 
I én, synes jeg lidt ensom scene, tager Matrix Resurrections fat på det spring: 
Thomas Andersson er i en elevator, der kører ned. Vi ser ham og de andre i elevatoren, oppefra, som stod vi ovenpå dem. Thomas kigger op. Direkte ind i kameraet. Alle andre ser ned. På deres telefoner og ind i det som Facebooks Mark Zuckerberg af gode grunde ikke har døbt The Matrix, men META, og det er egentlig rigtig meget meta.

For Matrix Resurrections er i den grad en metafilm om et dobbelt univers, hvis ambition er den samme som METAs: At få os, brugerne til at investere endnu mere tid og opmærksomhed på at interagerer bevidstløst med hinanden gennem maskiner, der så tapper os for data på næsten samme måde, som The Matrix der har hele menneskeheden koblet op til et el-net og bruger dem som batterier.

På Facebook og i sikkert endnu højere grad i det nye META, er vi databatterier, der leverer informationer om os, der kan bruges til at sælge os ting eller manipulere os. 
Det er sådan det er og jeg synes ikke helt, at Matrix Resurrections formår at få den pointe på plads i noget, der faktisk ender med at ligne netop de videospil, som Paul Andersson designer – og som måske indenfor forbavsende kort tid vil være at finde på META i en Occulus Rift-udgave med VR-briller og handsker og hovedtelefoner.

I hvert fald vil der nok være SKINS, så man kan være Neo eller Trinity eller agent Smith, mens man tramper rundt inde i sin stue iført en bunke skærme og ledninger, og udefra – for den ikke forbundne – ligner en besat person midt i et psykotisk anfald.

Smidt ud af Matrix

Herhjemme kan man også få sig en Matrix-agtig oplevelse – endda uden at forstå hvorfor. 
Den 29. december røg tegneren StineStregen – aka Stine Spedsbjerg – ud af Facebook. Hun blev deaktiveret, og dermed brutalt revet ud af sin Matrix-ærtebælg, den vi alle sammen sidder i: ’Din konto er blevet deaktiveret. Du kan ikke bruge Facebook, fordi din konto eller aktiviteten på den ikke følger vores fællesskabsregler’, lød begrundelsen som tegneren postede på et andet socialt medie, Twitter med teksten,

’Nå, men jeg brugte den heldigvis heller ikke til andet end mit arbejde’…

Ordet DEAKTIVERET er interessant – fordi det er meget, meget Matrix at kunne slukke for folk, som det passer én – men det er et sidespor, for det, der virkelig har fået folk op at køre er problemet med at klage over sådan én de-aktivering, for det kan man ikke rigtig, da det man prøver at klage til i virkeligheden er en maskine, der kun tænker i matematik, ganske som simulationerne i The Matrix og ligeså firkantet og dumstædigt, som var de ALLE sammen agent Smith bag solbriller.

Facebook bruger en blanding af underbetalte folk i tredjeverdens lande på forfærdelige kontrakter men langt overvejende algoritmer til at finde ud af, om folk skal smides ud eller ej. Og selvom de, altså algoritmerne, skriver venlige standardsvar, er de ikke til at diskutere med. 
Så hvis Stinestregen skal have en chance for at komme tilbage skal hun på en eller anden måde påkalde sig menneskelig interesse – og det er der p.t. kun én måde at gøre på: Via medierne!

Heldigvis for hende skrev Politiken lidt om det, og historien blev re-tweetet en del gange, blandt andet af Journalistforbundet, og så var der pludselig åbent igen. Fordi et menneske havde fundet ud af at det måske var dårlig presse….?

Det er ikke kun Facebook, der kører helt automatisk, det vælter med historier fra folk, der har mistet deres konti uden at forstå hvorfor: Undertegnede har selv haft ørene i TWITTER’s maskine i december sidste år, hvor jeg af stadig uvisse grunde blev de-aktiveret i en måned og hvor alle klageadgange tydeligvis var robot-bemandede og ikke gav noget resultat. 
Men så skrev jeg en artikel til PROSA-bladet, og den blev retweetet rigtig meget, og SÅ blev der på mystisk vis, åbnet igen – helt uden forklaring, hverken på deaktiveringen eller reaktiveringen…

Hvad med dem uden mediekontakter?

Stinestregen og jeg kom altså tilbage igen. 
Men hvad med alle de, der ikke har medieadgang? Der er sandsynligvis mange, og mon ikke de stadig står derude og banker på, med mindre de da har opgivet og lavet en ny konto?

I mens kan man læse i Politiken at vore højtærede folkevalgte nu bruger mere tid på sociale medier end regulært lovarbejde. 26.000 Facebook-opslag blev det til fra #dkpol i 2021 og det er jo tankevækkende. Måske det bedste for dem var at blive de-aktiverede? Eller er de selv en del af simulationen, en del af den Matrix, der breder sig ud over hele landet og stjæler vores tid og koncentration?

I The Guardian har den engang skandaliserede journalist og nu genopstandne forfatter Johann Hari et fremragende essay, om hvordan vores opmærksomhed er blevet stjålet. Han har talt med en række psykologer og forskere, heriblandt professor Earl Miller fra Massachusetts Institute of Technology, der forklarer at vores hjerner simpelthen kun kan tænke en eller maksimalt to tanker af gangen, og at vores evige skiften mellem rigtigt arbejde, som at skrive det her, og Twitter og Facebook og sms-beskeder og breaking news, betyder, at vi nulstiller de processer, vi er i gang med, hver gang vi skifter vores opmærksomhed frem og tilbage. 
Det giver tidsspilde.

En undersøgelse af studerende, der skulle løse en opgave, mens der kom sms’er ind sat overfor med en kontrolgruppe uden sms’er, vise den første gruppe klarede sig 20 procent dårligere end de sidste!

Earl Miller kalder menneskets nuværende situation for ’en perfekt storm af kongnitiv nedgradering!’ 
Johann Hari skriver: ’Et mindre studie blandt gymnasielever konkludere, at deres koncentration kun er på 65 sekunder. Et andet, af folk, der arbejder på kontor, fandt ud af, at de kun kunne fokusere på en opgave i 3 minutter af gangen’. 
Det er ikke meget.

Og nej, det har ikke altid været sådan og det ved vi godt, hvis vi, især os, der er over 40, mærker lidt efter. 
Men i modsætning til tidens trends, hvor man skal kontrollere sig selv og lade være med at have notifikationer eller bruge smartphones, så er Haris ærende et andet: Det er ikke vores egen skyld. Problemet skal ikke individualiseres – for det er verdensomspændende, og selvom det lykkes en enkelt analog sjæl at koble sig fra hist og her, så kører samfundet videre i The Matrix.

Vi har ikke tabt vores opmærksomhed, skriver han, den er blevet stjålet fra os. Og vi må sammen kræve den tilbage. 
Men tilbage til det koncentrationsbesværede Folketing, hvor man arbejder stenhårdt på at bygge Danmark om til en stor computer.

Den største af de computere har altid stået hos SKAT, men den har ikke rigtig virket siden EFI, Et Fælles Indrivelses-system, blev opgivet. Det var ellers meningen, at det system skulle spare en masse mennesker væk, ja de blev faktisk sparet væk.

Siden da har Morten ’Nødløgn’ Bødskov arbejdet utrætteligt på at sprænge budgetterne for SKAT indefra med hvad man må kalde et super-uetisk-signatur-AI-projekt, hvor man kort sagt vil samkøre alle data om borgerne – også de åbne fra Amazon og Facebook – og så lave nogen risiko-for-snyd-algoritmer, der kan køres hen over os alle sammen baseret på data, Bødskov i øvrigt har tænkt sig at beholde ligeså længe skattevæsenet skønner det nødvendigt.

Hvad værre er: Man vil ‘træne’ systemet på borgernes data – hvilket uvægerligt betyder, at man skaber en black-box-AI, som ingen bagefter kan forklare hvorfor har taget en bestemt beslutning – eller rettere, staten er kloge nok til at sige, at den slags systemer skam ikke tager beslutninger, men leverer beslutningsstøtte til mennesker, der så skal tage stilling derfra.

Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan se matematikken og datagrundlaget bagefter? 
Hvem tør sige nej til juvelen i et system, der ser ud til samlet at ende med at koste 9.9 milliarder om året og som er blevet 50 procent dyrere på kun fem år, ikke mindst under Bødskovs ledelse?

Samme Bødskov har fået den hidtil hårdeste kritik af Rigsrevision, jeg mindes at have set – og så er det nye automatiske ejendomsskatte-system, der også er baseret på algoritmer ikke engang rullet helt ud endnu.

DET bliver nok 2022’s mest interessante oplevelse, når borgerne finder ud af, at systemet regner plus minus 20 procent til hver side, og at SKAT regner DET for en acceptabel fejlmargin – der kommer til at være hyggelige samtaler over hækken, når vi opdager, at naboen betaler 20 procent mindre i ejendomsskat end os selv, for samme hus, hvis vi da ellers har tid til den slags mere, vi har jo travlt med at lade os distrahere her i Matrix-DK og vores opmærksom er så velsignet kort.

Tak fordi du læste det her til ende.

Kærlig Hilsen 
@kjaerulv

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.