Direkte til sidens indhold

Kh. Kjærulff #12: Nøgen journalistik, downvotes og kolde kontanter

I denne uge tager Kh. Kjærulff på turne rundt i journalistikkens idealer, Twitters nye downvote-funktion og minder os om vigtigheden af ægte cool cash.

Jeg er en nøgen journalist.

Jeg har gennem 12 år kørt mit eget lille, bitte firma med mig selv som eneste asset og ansat, og jeg har hidtil klaret mig for forbavsende få midler, og der er absolut ingen udsigt til, at jeg bliver rig eller får råd til nye italienske sko via mit fag.

Jeg står op om morgenen og er nøgen og tænker: Er der sket noget?

Og det er der altid, faktisk er der sket så meget, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal begynde, så lad os starte i den Twitter-strøm, jeg stadig, modstræbende, bader mig selv i.

Jeg har pt. 6244 følgere – det går sådan lidt op og ned – hvis man optræder i andre, større medier eller har en bestemt dagsorden eller skriver noget sjovt og personligt, så går man op i følgere – og hvis man kommer til at holde på den forkerte hest og den stikker af (og det gør den jo!), ja, så bliver man blokeret og ingen følger én længere, eller rettere, så er der nogen andre der gør det, men måske er det nogen, man ikke kan lide?

Politik

Generelt er Twitter et ekstremt politisk sted. Udover Facebook, der som bekendt også er Instagram, så er Twitter det sted, politikerne tester et eller andet udsagn for offentligheden og især medierne. Derfor er der mange politikere herinde og ekstremt mange journalister.

Som journalist uden fast medie, der ikke kan lade være med at dele historier, oplever jeg således meget, meget tit, at ting jeg skriver på Twitter, ender i en eller anden onlineavis, ikke som citat, men som en vinkel eller en kilde, andre lige tager op og gør til deres egen.

Det er sådan det er – journalistik er en fødekæde, hvor alle æder af hinanden, men det er desværre også sådan, at effekten af en nyhed eller historie afhænger af, hvilket medie, den kommer i.

Det nu afdøde journalistiske ikon, Nils Ufer, skrev engang følgende den i stadig ekstremt læseværdige bog, ‘Den Nøgne Journalist’: ’Selv den bedste journalist kommer til kort på en dårlig avis. Derfor tror jeg heller ikke på ’stjernejournalister’. Eller som det er blevet sagt: Det er ikke journalister, der laver aviser. Det er aviser, der laver journalister’.

Jeg har ikke nogen avis eller radiostation for tiden, så jeg laver mig selv. Fordelen ved det er, at jeg selv kan bestemme.

Ulempen er, at det ikke giver nogen penge, og at jeg ikke når ret langt ud.

New Journalism

Nils Ufer ville i øvrigt have hadet det her, fordi det i en eller anden form er New Journalism, hvor det er mig, der ovenikøbet tillader mig at lege, at jeg er nøgen journalist, der er hovedperson og fortæller. Ufer gik ind for, at vi journalister skulle være diskrete håndværkere, lave anstændige referater og selvfølgelig være vågne ved havelågen, hvis der dukkede en god historie op.

Han syntes generelt også, at journalister tjener alt for mange penge, og som deltager i branche, hvor folk skifter jobs kontant og svingdørene mellem store tv-stationer og spindoktor-kontorer og kommunikationsjobs hos store firmaer og regioner og kommuner drejer rundt med jet-turbinehastighed, så må man jo konstatere, at det har han nok helt ret i.

Min fagforening, Journalistforbundet, er i øvrigt, helt symptomatisk, i gang med et eller andet navneskifte, hvor ordet ’JOURNALIST’, ikke længere skal indgå, fordi de journalistuddannede, der nu laver ’kommunikation’, aka. reklamevirksomhed og rådgivning for politiske partier eller firmaer, nu er så mange, at de også vil bestemme og ordet journalist, det er jo rasende gammeldags, ikke sandt? Det lugter af lokalsprøjter og referater fra badmintonklubber og husmoderforeninger og den slags er der jo ingen, der laver mere i en tid, hvor vi har travlt med at tjene penge og mene noget, og hvor den egentlig kåring finder sted i presselogen eller til et eller andet obskurt foredrag i publicist-klubben eller, og her taler jeg af erfaring, hvor vi hives ind som ’eksperter’ på emnerne bag de historier, vi har lavet.

Zombiemaskinen

Men det var Twitter, jeg kom fra. Her er der slet ikke noget filter, og her har jeg skabt mig om til en zombie-nyhedsmaskine, en form for telex eller virtuel telefax i et rungende tomt rum, der spytter den ene meter nyhed ud efter den anden til et publikum, der har mere travlt med at lave deres egne.

For vi vi lever i en verden af SKABERE, ikke læsere og hvis vi endelig læser noget andre har lavet, er det jo kun for, at bruge det til vores eget formål – som er os selv? Ikke?

På den måde er journalister endt med at minde om politikere, de politikere, der i dag minder mere om embedsmænd, der igen minder om gammeldags, diskrete politikere, der skubber deres dagsordener ind under en ambitiøs Birgitte Nyborg-type mens vi, journalisterne, skriver om de tweets, hun lægger op. Tweets der er skrevet af andre journalister, der nu kalder sig kommunikører, fordi spindoktor lyder sådan lidt grimt….

Det forfærdelige er, at vi nu er endt med en verden, der tilsyneladende ikke længere er konkret. En verden, hvor alt kan diskuteres, og hvor vi så til gengæld har skabt et absurd fake-news-objektivitetsbegreb, der baserer sig på videnskab og faktatjek og store datasæt, mens vi dygtigt glemmer, at videnskab hele tiden udvikler sig, og at fakta ikke er, hvad de har været, eller rettere: At vi vitterligt lever i en tid, hvor alle har fået ret til deres egne.

Datadata

Hermed går virkeligheden i selvsving – journalistik bliver DATA som erstatning for det konkrete. Og når jeg siger konkret, så mener jeg mennesker.

Dem vi ikke får talt med, fordi vi har travlt med at vade ind og ud af det der tomme rum med telefaxen indeni.

Udenfor det rum, i havet, finder det globale skibbrud sted. Og det, der tydeligvis er sunket, er det gode skib VÆSENTLIGHEDSKRITIERIET.

Det var et godt, sejldygtigt skib, men vi har selv sænket det.
Ingen af os aner, hvad der betyder noget seriøst, for alt får samme plads og rubrikstørrelse og tid.

Om det er Rasmus Paludan, EU-folkeafstemninger, mord, skandaler eller kendisproblemer i Paradise Hotel, der hvor du kan checke ud, men aldrig komme væk fra og i morgen står solen op igen, og vi har glemt det hele og så er der sket noget. Igen.

Og der kommer mere og mere af det, der sker, rummet med telefaxen er nu så fyldt af nyheder, at man skal have en motorsav og en buskrydder for at kunne komme derind. Det er der en konkret forklaring på.

Der er for mange journalister.
Da jeg blev uddannet i 1990, kom der 100 nye journalister om året. Men daværende kulturminister Jytte Hilden, mente at journalister skulle være akademikere og startede en ny uddannelse på et universitet, og siden et andet og siden dengang er det væltet ud med journalister, 400 om året kommer der nu.

Og det i en tid, hvor alle kan lave deres egne tomme rum med telefaxmaskiner, de selv fodrer på internettet via deres hjemmesider og sociale medier, og med en befolkning, der har ansigtet limet til deres stadigt større mobiltelefonskærme. Der er blevet kamp om opmærksomheden – og pengene.

Krig

Indimellem hæves det gode væsentlighedskriterie-skib fra den sugende sorte bund, det hviler på: Da krigen mellem Ukraine og Rusland brød ud, så vidste vi godt hvad det handlede om.

KRIG, det er fandeme konkret, og det bliver dækket efter alle kunstens regler, lige fra BBC Worlds sobre reportager til diskussioner om politikernes brug af skudsikre veste i kampzonerne. Desværre skred det hele direkte over i diskussioner om Ukraine-gade og mudderkastning mellem partiernes opfattelse af, hvem der havde den moralske ’upper hand’, en diskussion, som Enhedslisten jo i øvrigt taber non-stop og igen og igen, fordi…der er krig og så er det, helt forståeligt, slut med netop forståelse for og af dem, der er fjenden: Russerne.

Så er det meget nemmere på Twitter og siden den allestedsnærfraværende Elon Musk købte sig ind i butikken, er det blevet endnu sjovere: På hans opfordring og begejstring er der nu såkaldte DOWNVOTE knapper på opslag, en lille diskret pil til højre, som man kan trykke på, hvis man ikke mener, det pågældende opslag er passende og ’bidrager til samtalen’, som det hedder.

Luskebukseri

Alle downvotes er i vanlig luskebuks-stil anonyme, dvs. at den du downvoter ikke kan se, at det er dig. De kan faktisk ikke engang se, de er blevet downvoted.

Men. Hvis du nu er Twitter-bruger og tænker, hvor ER den knap, så jeg kan klikke alle røvhullerne væk fra mit feed – ja, så kan det godt være der ikke ER én. For nogen gange er den der, og andre gange ikke.

Og det er ikke alle, der får én, måske har du én, måske har jeg?
Og det er ligesom Musk – der købte en trediedel af Twitter, nåede at sætte sig direktionen og så forlod den igen, så han bedre kunne købe og sælge, uden at det er ren åbenlys spekulation på samme måde, som det, han i sin tid lavede med Bitcoins: Først købte han en masse, så fortalte han vidt og bredt om, at de bl.a. kunne bruges til at købe Teslaer for, så steg Bitcoins og så skiftede Musk mening og solgte og talte pludselig varmt for kryptovalutaen, dogecoin, som var startet som en sarkastisk meme-coin, men nu er virkelighed, som almindelig mennesker har virkelige penge i.

Jeg håber det går dem godt. Vi er nemlig alle sammen på vej mod rent digital penge, hvis det står til Dansk Erhverv og Folketinget, der fredag morgen kunne høvle endnu en skive af det, der hedder KONTANTREGLEN. For et par måneder siden blev maks. beløbet for kontante køb sænket fra 50.000 kr til 20.000.

Og fredag blev det vedtaget, at erhvervsdrivende ikke skal være forpligtede til at modtage kontanter i handler med andre erhvervsdrivende, og den hidtidige dispensationspraksis for kontantreglen formaliseres, så festivaler og lignende arrangementer af midlertidig karakter fremover ikke længere skal ansøge om dispensation fra kontantreglen’.

KontantReglen handler om, at alle de steder, der tager betaling SKAL tage imod kontanter. Og hvis du har et Dankort eller Mobilepay eller noget andet er det nok ikke noget, du tænker så meget over, men der er faktisk svage grupper i landet, der ikke har det og en masse andre, der har deres egne grunde til at ville betale med det, der må siges at være kongens mønt, mønt, der altså i fremtiden bliver sværere at komme af med.

Det har det sjovt nok ikke været meget debat om nogen steder – i stedet presser Dansk Erhverv konstant på i ministerierne for at få kontantreglen afskaffet totalt ligesom de gjorde i Sverige for nogen tid siden med katastrofale følger, da hele markedet for at bruge kontanter kollapsede på stedet, og alle nu hænger på rent digitale løsninger, noget der er ekstra absurd i en tid med krig, hvor den svenske stat opfordrer borgerne til at være beredte, gemme ekstra mad og batterier – og – kontanter…

Kan ikke hackes…

Kontanter har nemlig den uforlignelige force, at de er ikke kan hackes og ikke bruger batterier, og det at have dem som backupsystem i nærheden af en væbnet konflikt er en usædvanlig god ide.

De er også anonyme, og det er helt klart en torn i øjet på banker og skattemyndigheder, men helt ærligt: Den største svindel i dag er digital.

At kontanter så samtidig gør det nemmere for borgere uden kreditkort, med dårlig økonomi eller bare ude at stand til at håndtere koder og kort at være her, må siges at være endog yderst fornuftigt. Ikke?

Som én skrev på det der Twitter, sikkert downvotet til helvede af diverse krypto-spekulanter og Dansk Erhverv og af bankerne, der godt er klar over, at man ikke kan gebyrlægge kontante transaktioner: ’Jeg er pt. uden kort. Så jeg kan ikke bruge DSB’s toiletter, er stødt på massive problemer med at betale regninger på en restaurant, ikke købe DSB’s biletter over internettet, ikke opdatere mit rejsekort (vi har ikke 7eleven). Det vender den tunge ende nedad’.

Og her nærmer denne splitternøgne journalist sig også den tunge ende, enden på dette selvfinancierede nyhedsbrev, der både mangler en sponsor og et medie, der kan forme mig som journalist.

For jeg er ikke nogen stjerne, bare et menneske med en stemme og alt for meget, jeg gerne vil sige, før jeg går ud.

Tak for at lægge ører til.

kærlig hilsen @kjaerulv

PS: Apropos Twitter, så har Dansk Cyklistforbund taget et af mine tweets med i deres blad. Jeg har før lavet indslag om det, de skriver om – nemlig digital stelnumre. Hør det her: https://soundcloud.com/garagen/kh-kjaerulv-jeg-er-sa-glad-for-min-cykelskal-staten-vide-hvor-den-er

PPS: KLIK PÅ LINKS I TEKSTEN! Der er sandsynligvis bedre historier der, end min tekst!

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.

Theranos-whistleblower delte scene med Elizabeth Holmes’ defensor på TechBBQ
Big Tech

Theranos-whistleblower delte scene med Elizabeth Holmes’ defensor på TechBBQ

Theranos-investor Tim Draper, der stadig forsvarer den bedrageridømte Elizabeth Holmes, og et af de mest markante vidner i retssagen, whistlebloweren Erika Cheung, deltog i netop overståede TechBBQ. Techfestivalen afviser, at den sender de forkerte signalerer ved at invitere Draper på hovedscenen som investorikon.

Ida Auken: Jeg fik stress af skærme og smartphones
Tech-politik

Ida Auken: Jeg fik stress af skærme og smartphones

Socialdemokraten Ida Auken mener, at vi er nødt til at se på vores allesammens afhængighed af sociale medier i stedet for kun at være optaget af brugen af vores data. Men hvad med hendes eget forhold til Big Tech?