Direkte til sidens indhold

Trafik-kaos: Jazz-diva harcelerer over Wolt Market

Jazzsangerinden Caroline Henderson skriver til kommunen, at hun overværede en ‘potentielt livsfarlig’ situation ved et Wolt-market nær hendes hjem. Flere naboer klager ligeledes over farlig trafik ved Wolt Markets.

Foto: News Øresund, Malmö, Sweden.

Den verdensberømt danske jazzsangerinde Caroline Henderson er dødtræt af det lokale Wolt Market på Enghavevej. Og det i en sådan grad, at hun har sat sig til tasterne og skrevet et brev, som Radar har fået aktindsigt i.

I brevet til bestyrelsen i hendes ejerforening i det hippe Vesterbro beskriver sangerinden en ‘potentiel livsfarlig’ trafiksituation ved Wolt Markets, som hun har vedlagt et billede af.

‘Jeg fik taget et par “stemningsbilleder“ søndag eftermiddag d 29/5, hvor en potentiel livsfarlig situation opstår. Cyklisten kommer kørende på lovlig cykelsti når en bil, fra cyklistens perspektiv, kommer ud af det blå fra ulovlig parkering samtidig som bussen kommer rundt om hjørnet!’ skriver Caroline Henderson.

Hun fortsætter brevet med at slå fast, at hun gruer for, hvad der kan ske med børn i området.

‘Cyklisten har ingen forudsætning for at læse trafikken og kunne nemt være blevet klemt mellem bus og bil. Heldigvis gik det ikke galt …..denne gang. Tænker med gru på hvor mange børn der færdes på den strækning dageligt,’ skriver hun i brevet, som formanden for den lokale ejerforening har vedlagt i indsigelsen til kommunen.

Formanden skriver også til kommunen, at der ikke er problemer med andre butikker.

‘Det er ikke så meget de øvrige butikker.., det er primært trafikken til/fra Wolt, der giver problemer. Jeg vil blot sige, at jeg så sent som i går så to lastbiler (to store lastbiler.. ikke varevogne) levere varer til Wolt samtidig med, at der var tre bude der afhentede varer hos Wolt i biler. Totalt trafikkaos..!’ skriver ejerforeningsformanden og tilføjer til slut:

‘Jeg er i tvivl, om det er muligt at have en velfungerende og sikker afvikling af trafik på Enghavevej fremover, hvis Wolt bliver liggende,’ skriver han.

Radar var onsdag aften forbi Wolt Market på Enghavevej, hvor der nu er sat betonklodser op foran den upopulære dark store. Men samme situation opstod, da en bil med dagligvarer kørte fra fortorvet og udover cykelstien. Også adskillige scootere blev parkeret på fortorvet, mens der skulle hentes varer.

Dark stores er varelagre, hvorfra leveringstjenester som Wolt og Gorillas bude afhenter dagligvarer, som kunder har bestilt gennem app’en. I Hollands hovedstad Amsterdam har man sat grænse på maks. 50 dark stores og for nyligt blev tre af dem beordret til at lukke. Det sker efter adskillige klager fra naboer om støj, forurening og affald.

‘Vil hellere have tomme lokaler’

Det er ikke kun på Vesterbro, at naboerne er trætte af deres Wolt Market. Også på Holmbladsgade på Amager er der protester. En psykolog, der bor i naboejendommen, er utilfreds med, at Wolt ikke overholder lokalplanens bestemmelser om, at der skal være butik i lokalerne.

‘Det er på ingen måde en butik. En butik er kendetegnet ved at have varer, man kan købe fra butikken. Det fremstår i dag som en lukket budcentral og meningen med lokal planen var jo, at der skulle være et åbent butiksmiljø på hjørnet for at give et belastet kvarter liv og et løft’, skriver psykologen, der også er bestyrelsesmedlem i andelsforeningen.

Også en anden beboer i området er træt af Wolt Market og den farlige trafiksituation:

‘Vi har et klart ønske for vores lokalmiljø, at det er udadvendt og åbent mod gaden, som skitseret i lokalplanen.
Wolts lager bidrager ikke til dette. Tværtimod er facaden lukket ned med store, farvede reklameklistermærker over vinduerne og ikke andet. Deres medarbejdere dobbeltparkerer på hjørnet midt på kørebanen eller standser med motoren i tomgang, og vi som bor her frygter kun mere trafik af den karakter, efterhånden som aktiviteterne på lageret tager til. Det er decideret skadeligt for vores miljø,’ lyder det fra naboen, der sidder i bestyrelsen i en anden andelsforening.

Politikere vil gribe ind

På rådhuset i København bakker et politisk flertal op om Teknik- og Miljøborgmester Line Barfods (EL) ønske om, at dark stores ikke skal ligge i områder, der ifølge lokalplanen er beregnet til butikker og restauranter.

Socialdemokratiets  teknik- og miljøordfører Mette Reissmann har skrevet til Radar, at bylivet visner med dark stores.

– Vi ønsker trygge og levende byer – også i stueplan. Det sker ikke ved at have døde facader, når man har dark stores. Det medfører, at bylivet visner. Vi synes ikke, at der skal være lagerfaciliteter af den størrelse i byerne. Det er lukkede kasser, og det skaber utryghed. Der er ikke liv, som hvis der var rigtige butikker, og man kan se, hvad der foregår, siger Mette Reissmann.

Det kan i sidste ende få alvorlige konsekvenser for netop de to Wolt Markets, da begge lagerbutikker ifølge lokalplanen skal være butikker, restauranter eller lignende ‘publikumsorienterede serviceerhverv’, viser en gennemgang som Radar har lavet på baggrund af lokalplanerne.

Forvaltningen har i et notat beskrevet, at de ikke mener, at Wolts dark stores lever op til kravene for at være en butik, men sagerne skal afgøres enkeltvis efter en juridisk afgørelse.

Hos Wolt skriver communications manager Mikkel Tofte, at de er i kontakt med forvaltningen.

– Vi er i kontakt med forvaltningen for at diskutere, hvordan vi bedst kan løse de udfordringer, der har været eller kan tænkes at opstå. I sidste ende er det vores håb, at vi skaber en holdbar løsning på baggrund af en dialog med såvel kommunen som lokalmiljøet, skriver han.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.