Det var den amerikanske præsident Joe Biden, som gav ordren til at ødelægge rørledningerne Nord Stream sidste år. Det skriver den anerkendte Pulitzer-vinder og journalist Seymour Hersh i et meget detaljeret blogindlæg på baggrund af en kilde, der angiveligt har direkte kendskab til missionen.
Operationen blev ifølge Hersh’ kilde udført ved hjælp af fjernudløste sprængstoffer, som blev placeret af specialtrænede amerikanske dykkere i juni sidste år, og som tre måneder senere ødelagde tre af de fire Nord Stream-rørledninger.
Ifølge journalisten skete operationen i samarbejde med Norges efterretningstjeneste og flåde, og det var angiveligt dem, som bad om, at danske embedsmænd blev underrettet om operationen for at sikre, at oplysninger om eksplosionen ville blive tilbageholdt.
USA afviser
En talsperson for den amerikanske regering afviser historien.
– Dette er fuldstændigt falsk og komplet fiktion, siger Adrienne Watson, der er talsperson for Det Hvide Hus’ sikkerhedsråd, og samme reaktion er kommunikeret fra både CIA og det amerikanske udenrigsministerium.
Den norske ambassade er ikke vendt tilbage med en kommentar til Seymour Hersh, som i sin lange karriere er særligt kendt for at have afsløret, at amerikanske soldater begik krigsforbrydelser i Vietnam. Han har tidligere arbejdet for New York Times, som har kaldt angrebet for et ‘mysterium’.
Senioranalytiker ved Tænketanken Europa og tidl. chef ved Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo har ikke meget tilovers for den amerikanske journalists historie.
– Hersh har ofte brugt “anonyme, officielle” kilder, som tog fejl. Derfor har han henover årene stået bag flere fejlagtige historier. Hersh benægter bl.a., at Bashar al-Assad har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, og at Rusland ikke har noget med det kemiske angreb på Sergej Skripal at gøre. Begge dele helt forkert, siger han til Radar og tilføjer:
– Derudover er der mange ting ved angrebet på Nordstream-ledningerne, som han overser. Historien holder derfor ikke.
Ingen kommentar
Radar har spurgt udenrigsordfører Christian Friis Bach fra Radikale Venstre om en reaktion på historien, men han afviser at kommentere. Vi har også spurgt regeringspartiet Moderaterne om en kommentar fra udenrigsordfører Jon Stephensen, men han ønsker heller ikke at mene noget om Seymour Hersh’ historie.
Radar har desuden kontaktet Udenrigsministeriet, men de har ingen kommentarer til historien. Forsvarsministeriet har heller ingen kommentar til historien. Radar har bedt den amerikanske ambassade om en kommentar, men den henviser det amerikanske forsvarsministerium. Norges ambassade skriver til Radar, at “denne sag har vi ikke behov for at kommentere”.
Seymour Hersh har længe haft status som en legendarisk reporter, men de seneste år er indtrykket hos flere i både medieverdenen og i politiske kredse, at hans historier blevet mindre troværdige. Han har blandt andet hævdet, at det amerikanske militær fløj iranske terrorister til Nevada for at træne, og at det kemiske våbenangreb i Syrien i 2013 ikke blev udført af den syriske regering. Efterfølgende har flere iagttagere herunder mediet Bellingcat affejet hans påstande om sagen.
Hersh’ Bin Laden-teori, som går på, at USA samarbejdede med Pakistan i forbindelse med mordet på Bin Laden, har efterfølgende fået kritik for at være udokumenteret og baseret på kilder uden reelt kendskab.