Big Tech, Tech-politik

Den irske databeskyttelsesmyndighed DPC har krævet, at rettighedsorganisationen NOYB ikke offentliggør dokumenter i Facebooks GDPR-sag.

Af Peter Christian Bech-Nielsen

Den langvarige strid mellem privacy-NGO’en None Of Your Business (NOYB) og Facebook har nået et nyt foreløbigt klimaks.

NOYB, der er stiftet af Max Schrems, er efter at have klaget over, hvad den mener er Facebooks brud på den europæiske GDPR-lovgivning, ved den østrigske databeskyttelsesmyndighed, blevet sendt videre til Irland, hvor Big Tech-giganten har hovedkvarter.

Årsagen er, at de østrigske myndigheder mener, at den irske databeskyttelsesmyndighed DPC er rette instans til at vurdere, om Facebook overtræder GDPR. Men midt i november krævede DPC, at NOYB skriftlig bekræfter, at organisationen ikke offentliggør dokumenter fra sagen.

NOYB vil ikke love som part i sagen, at den ikke offentliggør dokumenter, og derfor har DPC nu som konsekvens valgt ikke at partshøre NOYB i sagen.

– DPC udøver proceduremæssig afpresning. Kun hvis vi holder kæft, så vil DPV ‘give’ os vores retmæssige krav på at blive hørt. Vi har anmeldt denne hændelse ved den østrigske korruptionsmyndighed. Det her er en myndighed, som beder om “noget-for-noget” for at udføre sit job, hvilket sandsynligvis svarer til korruption i Østrig, siger Max Schrems, NOYB-stifter ifølge organisationens hjemmeside.

Overførsel af data

Kernen i sagen er hvorvidt, at Facebook har indhentet samtykke til at bruge brugerdata til alverdens formål. Facebook retslige argument er, at virksomheden ser brugernes accept af Facebooks brugerbetingelser som en aftale. Og dermed er der ikke noget behov for samtykke. NOYB mener, at Facebook bryder GDPR ved ikke at indhente samtykke.

I en mail til NOYB fra 18. november skriver DPC:

“Under omstændighederne, og med tanke på jeres tidligere handlinger og fortroligheden i myndighedsprocessen, så vil vi ikke være i stand til at frigive indvendinger og de dertilhørende materialer jer på nuværende tidspunkt.”

Det tilføjes, at DPC vil genoverveje sin indstilling om at høre NYOB og dele dokumenter, hvis NOYB ændrer holdning til de opstillede krav om ingen offentliggørelse af dokumenter fra sagen.

Irsk myndighed siger god for Facebook

I oktober skrev det irske datatilsyn DPC i et udkast til en afgørelse til den den europæiske databeskyttelsesmyndighed EDPB, at Facebook ikke behøver at bede brugerne om specifikt samtykke til at målrette dem med annoncer.

Det er blandt andet offentliggørelsen af dette brev, som DPC bruger som årsag til at ikke at dele flere dokumenter i sagen med NOYB. Og desuden beslutningen om ikke længere at høre NYOB som part.

Radar har kontaktet DPC for en kommentar, men tilsynet er ikke vendt tilbage.

Billede: NOYB-stifter Max Schrems / pressefoto NYOB