Direkte til sidens indhold

Gorillas på danske hænder: “Jeg kan godt afsløre, at det ikke er profitabelt i dag”

Europas hurtigste unicorn nogensinde, leveringsplatformen Gorillas, så ud til at forlade Danmark, men endte i stedet på danske hænder. Radar har taget en snak med den danske ejer, Rasmus Hjorth Sindberg.

Pressefoto / Gorillas

Den store leveringskrig så ud til at have fået sit første offer.

I maj skrev Radar, at den tyske leveringsplatform Gorillas var på vej til at forlade Danmark. Det skete, efter selskabet havde fyret hundredvis af medarbejdere og meldte ud, at de undersøgte alle strategiske muligheder for Gorillas i Danmark.

En af de muligheder var Rasmus Hjorth Sindberg, der godt kan forstå, hvorfor Radar skrev, at Gorillas var på vej til at forlade Danmark.

– Der har været meget uvished, og mange har tolket beskeden fra Gorillas som, at de forlod landet, siger Rasmus Sindberg som det første, da Radar møder serieiværksætteren, der sammen med sit investeringsnetværk Spin&Co nu ejer 75 procent af aktierne i det danske Gorillas-selskab.

Rasmus Hjorth Sindberg er serieiværksætter og er medstifter af bla. Storm Group og Brand New Ventures. Han købte i starten af året grøntkassefirmaet Eat Grim og rådgiver flere virksomheder i Norden om kunderelationer og vækststrategier.

– Der var en række andre om buddet, men efter en lang række møder mellem os og holdet i Berlin, kom vi frem til, at det var et godt match, for de har ligesom os et iværksætter-dna, fortæller han.

Efter et møde i London i juli tog det fart, og 9. august kunne parterne melde ud om aftalen, der var den første af sin slags.

– Vi har 100 procent råderet over aktivet, men vi har valgt at lave et strategisk samarbejde, fordi vi tror på selskabets position, brandet og teknologiplatformen, men vi er 100 procent autonomt fra Gorillas i Tyskland, siger Sindberg.

‘Danmark er ikke en dødssejler’

For ham at se gjorde Gorillas det rigtige ved at prioritere de fem kernemarkeder, Tyskland, Holland, Frankrig, UK og USA, hvor de havde set mest vækst og var mest modnede. På det tidspunkt forlangte investorerne en plan for, hvordan selskabet blev profitabelt hurtigt.

– Jeg havde gjort det samme. Men derfra og til at konkludere, at det danske selskab var en dødssejler, det er jeg helt uenig i, siger han og fortsætter:

– På rigtig mange nøgleparametre lå Danmark højere end nogle af de modnede markeder. Kunderne køber ofte, og relativt meget. Det viser, at de danske kunder har en sund adfærd, som er med til at bestyrke vores tro på, at det er en kategori, som er kommet for at blive.

Spørgsmålet, som mange stiller sig, er jo, hvordan det bliver rentabelt. Kommer I til at skrue på et eller andet?

– Jeg kan godt afsløre, at det ikke er profitabelt i dag. Det er ingen hemmelighed. Men vi tror på markedet, og at vi kan dreje selskabet i en retning, så der bliver en forretningsmæssig bæredygtighed. Det tager tid, og det kræver en vedholdende indsats for det team, som sidder her.

Lige nu kan du få leveret en is uden at det koster mere. Er det noget sådan, du vil ændre på? 

– Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi kommer til at lave nogle greb for at sikre, at der bliver en højere grad af rentabilitet. Forleden sad jeg på en café i England efter et bryllup og havde hovedpine. Jeg bestilte en pakke Panodil fra Gorillas, som blev leveret direkte til mit bord. Det var en unik service, men jeg betalte to pund ekstra, fordi jeg havde købt for under 10 pund.

Hvor vigtigt er det at fortsætte med at levere inden for 15 minutter?

– På leveringstiden så tror jeg ikke, at det er så væsentligt, om det er 10 eller 20 minutter, men det er vigtigt, at når behovet opstår, så bliver det løst. Klassiske onlinesupermarkeder kræver planlægning – ofte 1-2 dage frem. Vi tror, at storbyforbrugere ønsker den fleksibilitet, vi tilbyder, med strakslevering.

Kommer I også til at gå I andre retninger i forhold til, hvad man skal kunne få leveret? 

– Jeg tror, at Gorillas bliver en succes i København, fordi vi er fokuseret på dagligvarer. Københavnerne kan godt lide, at det er et klart produkt. Vi kører ikke rundt med en badmintonketcher eller pomfritter. Vi kommer med dagligvarer.

I dialog med fagforeninger

Den store spiller på markedet er Wolt med næsten samme forretningskoncept som jeres, hvad er dine overvejelser i forhold til at konkurrere med dem?

– Vores riders sidder ude i vores supermarkeder og venter på, at du lægger en bestilling. Vores riders er fastansatte og timelønnede. Vores varer kommer fra vores egne hylder. Vi er passionerede om, at det skal være hurtigt, grønt og med høj præcision.

Det er en anden ansættelsesmodel end Wolt, men der har været diskussioner om, hvorvidt lønnen er god nok, og om at det kan være for hårdt at have en masse tunge vare på ryggen. Hvad er din holdning som dansk ejer til de arbejdsvilkår Gorillas tilbyder?

– Det har i høj grad vores fokus og har også været det i processen. Nu er vi i en situation, hvor vi har overtaget selskabet, og vi er gået i dialog med alle de parter, som har noget at sige om arbejdsvilkår, så vi får det gjort på den bedst mulige måde.

Så I er i dialog med 3F om overenskomst?

– Vi har indledt dialog med flere fagforeninger og med vores medarbejdere. Det har vores fokus, og det er en forudsætning for at skabe en sund og vedblivende relation til storbykunden, at man har styr på hele sin værdikæde. Det tror jeg også bliver et differentieringsparameter både nu, men også i fremtiden.

Hvad forhindrer jer så I at lave en aftale med en fagforening nu?

– Vi har haft nøglerne til selskabet i en uge nu. Så selvom vi gerne ville invitere arbejdsmarkedets parter herind, så er det dem, vi venter på nu. Jeg kan ikke komme det nærmere.

Investorhypen er væk

Værdiansættelsen af de store børsnoterede selskaber er gået alvorligt ned af bakke. Er du enig i, at hypen om leveringsplatformene er væk?

– Vi er meget opmærksomme på, at investorhypen er aftaget. Men vi tror stadig på, at storbyforbrugerne har appetit på konceptet. Men det er klart, at vi skal finde en måde at få konceptet gjort bæredygtigt. Som jeg ser det, kan man sagtens være på vej mod en bæredygtig forretning og ikke nødvendigvis levere overskud på dagen eller året, men at vi har en plan om at komme inden for en bæredygtig strategi. Og der tror jeg da helt klart, at den her gruppe af relativt hurtigtvoksende q-kommerce selskaber har måtte tage et reality check, og genoverveje deres vækstplaner. Det er også præmissen for, at jeg sidder her i dag.

Er Gorillas’ app noget, som alle danskere kommer til at bruge på sigt?

– Det tror jeg ikke. Det er ikke for alle, men mange vil bruge hver uge og andre vil bruge det engang i mellem. Storbyforbrugerne stiller anderledes krav, og de har vænnet sig til, at deres behov skal dækkes hurtigere end for bare tre år siden.

Der er flere, der mener, at det her leveringsmarked er nødt til at blive et monopol, før det bliver rentabelt. Tror du, at der kommer til at være én spiller til sidst?

– Hvis markedet er København, så tror jeg, at der er plads til mere end én, men hvis du har et marked i provinsen, så tror jeg, det bliver sværere. For så er aktivitetsniveauet relativt lavt. Hvis man ser på tværs af de nordiske lande, som vi har licens til at drive, så tror jeg helt sikkert, der er plads til flere, siger Rasmus Hjorth Sindberg.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.