Digitalisering i det offentlige

Regeringens digitaliseringspartnerskab og dets 46 forslag beror på en alt for stor tiltro til data og dens mange gevinster, mener tænketank.

Af Peter Christian Bech-Nielsen

Tænketanken TeknoEtik har udsat forslagene fra regeringens digitaliseringspartnerskab for et kritisk gennemsyn med kommentarer og fodnoter i det som kaldes en “annoteret udgave” af de visioner og forslag, som blev modtaget og fremlagt af finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup i starten af oktober.

TeknoEtik, der består af en større gruppe forskere og videnspersoner med forskellige indgange og ekspertise i digitalisering, konstaterer tørt, at rapporten fra Digitaliseringspartnerskabet “kun fokuserer på potentialer og nærmest ikke på risikovurdering”.

Bestyrelsesmedlem i TeknoEtik Jesper Balslev, der også er Ph.d. i digitalisering og lektor ved Københavns Erhvervsakademi, uddyber kritikken over for techmediet Radar:

– Digitaliseringspartnerskabet har fritaget sig selv fra nogle meget grundlæggende principper: At man arbejder ud fra et evidensbaseret vidensgrundlag, og at man har involveret alle interessenter, siger han og tilføjer:

– Man har samlet nogle mennesker, primært fra erhvervslivet, og så ladet dem drømme frit uden nogen bund i viden og erfaring fra andre policypapers, eksempelvis Disruptionrådets arbejde. Og så har man sendt en pdf ud med en masse forslag. Det er båret af fantasmer og positivisme.

Kendte ansigter

En hurtig overflyvning af Digitaliseringspartnerskabets medlemmer tegner et billede af mange kendte ansigter fra erhvervslivets top (læs Netcompanys Andre Rogaczewski, Mærsks Jim Hagemann Snabe, Danfoss-direktør Kim Fausing etc.) interesse- og erhvervsorganisationer, nogle iværksættere og en håndfuld fagbosser fra HK, 3F, Danmarks Lærerforening, FH og Dansk Metal. To forskere med større ekspertise på området er der blevet plads til i form af professor mso Mikkel Flyverbom fra CBS, hvis speciale er kommunikation og digital transformation, og Stephen Alstrup, der er professor med speciale i algoritmer ved Københavns Universitet, Han er også direktør i AI-virksomheden SupWizz. En hel del er gengangere fra Disruptionrådet, der blev nedsat af Lars Løkke Rasmussen.

Og hvad når de 28 medlemmer så frem til? DI-direktør Lars Sandahl Sørensen pegede i en kommentar ved offentliggørelsen på et særlig ord som løber gennem snart sagt alle 46 forslag. Nemlig “data”. Og gerne mere af den.

– Vi skal bruge de mange data fra blandt andet sundhedssektoren til at blive klogere og dygtigere. Og vi skal være mere ambitiøse med brugen af data til at skabe nye og innovative produkter og til at hjælpe os med den grønne omstilling, sagde han til Ritzau.

Og det skal ske med stor hast og omtanke, hvilket rent logisk lader til at være en svær kombination.

Sundhedssystemet skal være en spydspids i brugen og delingen af data ifølge et af forslagene. Både patienter og ansatte i sundhedsvæsenet skal have adgang til “alle relevante oplysninger”.

Den grønne omstilling adresseres også med en klar ide om it-teknologiske løsninger er det centrale element, der skal forløse projektet.

Ellers bliver der lagt stor vægt på at udskifte gamle offentlige it-systemer og på at “fjerne barriererne for anvendelse af kunstig intelligens”. Og især inddragelse af private virksomheder i udviklingen af nye offentlige løsninger fremhæves. Der lægges op til en gennemgribende forenkling af udbudsregler, så små og store virksomheder kan byde ind på digital opgaveløsning.

Overfor syge og udsatte borgere ønsker man en større grad af datadeling mellem kommuner, stat og regioner til en “digital transformation af det samlede socialområde. Helt konkret ønsker man en 1-årig tværsektoriel task force nedsat, som “skal identificere de væsentligste barrierer og forudsætninger for datadeling og opstille en realiseringsplan for optimal datadeling og realisering af gevinster for borgere og samfund”.

Der er løbende påmindelser om, at man skal sikre en sikker håndtering af borgernes data. Man vil blandt andet lave en fælles infrastruktur for samtykke, så borgere, virksomheder og myndigheder har overblik. Og man er også klar med flere penge til Datatilsynet.

Over en bred kam tales der meget om at høste gevinster ved mere digitalisering. Det er ofte i noget med effektivisering og smartere løsninger. Og her mener Jesper Balslev fra Teknoetik, at mange af forslagene er udtryk for en “fugle på taget-tankegang”, som ofte ses i forbindelse med digitalisering i det offentlige:

– Stort set al international forskning viser, at der er ingen naturlig sammenhæng mellem digitalisering og produktivitet. Selv OECD skriver det i en ret ny rapport.

Kunstig intelligens – mest til det simple

Brugen af algoritmer og kunstig intelligens i især beskæftigelses- og socialforvaltninger har været et brandvarmt emne siden den nærmest berygtede Gladsaxe-model satte ild til debatten i 2018. Ideen om at overvåge og sammenkøre oplysninger på tværs af de kommunale registre for at udpege børn, der potentielt skulle fjernes, ramte en nerve i mange borgere og måske især i forældre.

Skulle nogen mere eller mindre tilfælde datapunkter, som et glemt tandlægebesøg sætte klokkerne til at bimle? Det virkede alligevel lidt voldsomt for mange mennesker og ikke mindst eksperter. Og modellen blev da også pillet af bordet igen, men det har ikke skræmt mange kommuner fra at eksperimentere med det der under forskellige former kaldes AI, kunstig intelligens, maskinlæring eller algoritmer.

Ph.d.-studerende, Asbjørn Ammitzbøll Flügge, har, sammen med adjunkt Naja Holten Møller og professor Thomas Hildebrandt fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet, gennem en workshop med 35 sagsbehandlerne og socialarbejdere og opfølgende kvalitative interview undersøgt hvad fagfolk reelt mener, at digitale virkemidler som kunstig intelligens kan overtage af funktioner på beskæftigelsesområdet. For de databegejstrede er konklusionen lettere nedslående:

– Man skal være varsom med sådan noget her. Der hvor vi ifølge studiet kan overveje brugen af AI, det er områder hvor simple beslutninger i en ikke-risikobetonet kontekst kan automatiseres. Det kan for eksempel være en automatisk indhentning af en lægeerklæring i forhold til at vurdere en borgers evne til at være i virksomhedspraktik, siger forskeren.

Meeeen, ja der er et stort MEN.

– Sagsbehandlerne fortæller, at det der er en simpel indhentning hurtigt bliver kompliceret. Hvordan er forholdet mellem borger og sagsbehandler på grund af andre faktorer i borgerens liv eller ting der sker andre steder i systemet, siger han og tilføjer:

– Profileringsværktøjer – og dem er der en del af – tager udgangspunkt i de områder, hvor vi har meget data. De borgere vi har mest data på er de borgere, der allerede er en del af ”systemet”. De syge, de ledige eller dem på sociale ydelser. På den måde bliver algoritmernes blik bliver ofte vendt mod de borgere, der allerede fylder meget, siger Asbjørn Ammitzbøll Flügge.

Databegejstring

Jesper Balslev mener, at skiftende regeringer har haft for vane at starte igen fra bunden med at lave digitale strategier i stedet for at bruge den megen forskning og evidensbaserede viden, der findes i forhold til digitalisering:

– Præmissen er, at data er konge – vi kan kun nå den grønne omstilling og alt muligt andet med nok data. Man har som udgangspunkt, at data kan redde alt bare den er fri og god. Det er en meget naiv forestilling. Forskellige datasæt er oftest meget svære af sammenkøre, fordi den er indsamlet forskelligt og usammenlignelig. Hvorfor har man ikke inddrager flere folk med forskningserfaring?

Asbjørn Ammitzbøll Flügge forklarer, at når man kigger på nærmest al forskning i forhold til digitalisering i det offentlige, så skinner en ting igennem:

– Det er primært drevet frem med ønsket om bedre service og effektiviseringer. Det interessante er, at der ofte sker det med digitalisering, for eksempel med selvbetjeningsløsninger, at vi flytter arbejdet over på borgerne.

Et eksempel på denne opgaveflytningen kunne være Aula. Hvor det før var myndighedernes opgave at oplyse borgeren om diverse forhold angående vedkommendes børn, så har man nu forpligtet borgeren på en app, som borgeren skal tilgå for at få en række nødvendige informationer og desuden meddele børneinstitutioner og skoler om sygdom, ferie og familiære forhold. En del af disse opgaver lå før hos pædagoger, lærere og ledelse.

Institut for Menneskerettigheder udgav for ganske nylig rapporten “Når algoritmer sagsbehandler”.

Her skriverne forskerne, at en af de centrale udfordringer ved AI-profileringsmodeller “er risikoen for, at modellen udøver ulovlig forskelsbehandling eller diskrimination”. Og så luftes der også en del bekymringer om datakvalitet, og om dataen er indsamlet på en måde, hvor den med rimelighed kan bruges til det ønskede formål.

Rikke Zeberg fra DI Digital har svært ved at genkende kritikken fra TeknoEtik.

– I DI arbejder vi for adgang til data for forskere, virksomheder og offentlige myndigheder, da det skaber grundlaget for nye innovative produkter til gavn for os alle. Det skal naturligvis ske ansvarligt, etisk og med fuld transparens. DI har i et bredt samarbejde netop lanceret D-mærket, som virksomheder, der har fokus på it- sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse kan opnå, siger hun.

Radar har forgæves forsøgt at få en kommentar fra blandt andet DLF-formand Gordon Ørskov Madsen, Stine Mangor fra Legal Monster, HK’s Kim Simonsen, Gregers Kronborg fra Rulebreaker Ventures og Eva Berneke fra digitaliseringspartnerskabet for at forholde dem kritikken. Vi tilføjer såfremt nogen vender tilbage efter offentliggørelse.

Billede: Direktør i Netcompany, Andre Rogaczewski, som er medlem af digitaliseringspartnerskabet (Netcompany pressefoto)

TeknoEtik udgiver alle kommentarer til forslagene på deres hjemmeside mandag.