Direkte til sidens indhold

Folketinget har udsigt til nyt digitaliseringsudvalg

Dagen har budt på flere overraskelser i form af et Digitaliseringsministerium. Nu er der også udsigt til et helt nyt digitaliseringsudvalg.

Foto: Presse / SF

Et nyt digitaliseringsudvalg kan meget snart være en realitet.

Det fortæller SF’s fungerende it-ordfører Lisbeth Bech-Nielsen, der har stillet forslaget om et digitaliseringsudvalg til Folketingets præsidium.

– Jeg havde stillet et forslag om et it- eller digitaliseringsudvalg uagtet, om der kom en minister. Nu er jeg selvfølgelig endnu mere optimistisk, da det ville være mærkeligt at have en digitaliseringsminister og ikke have et udvalg, siger Lisbeth Bech-Nielsen til Radar.

Forslaget om at oprette et udvalg er ved at blive behandlet i Folketingets præsidium, fortæller Venstres Søren Gade, der er formand for Folketinget, da Radar møder ham.

– Det er klart, at når vi har en minister på området, så giver det god mening, at vi også har udvalg, så det forventer jeg, at vi kan få afklaret relativt hurtigt, og jeg ser selv meget positivt på et digitaliseringsudvalg, siger Søren Gade.

Han forklarer, at det nu er et spørgsmål om at få forslaget på dagsordenen i Udvalget for Forretningsorden, hvor samtlige partier sidder med.

– As we speak er vi ved at lave en tidsplan, så vi kan forhåbentligt få det afklaret i forretningsudvalget i løbet af den næste uge, siger Søren Gade.

Glæder sig over nyt ministerium

Som it-ordfører ser Lisbeth Bech-Nielsen frem til samarbejdet med den nye minister på området.

– Det er rigtig godt, at der er kommet en minister på området, så det ikke længere bare er en flig af Finansministeriets ansvarsområde, men at vi har en, som skal stå på mål for udviklingen.

Hvad håber du på, der kommer ud af et nyt digitaliseringsministerium?

– Jeg har en forhåbning om, at det bliver et ministerium, som kigger på, hvordan vi bedst muligt sikre digitaliseringen af den offentlige sektor, men også på hvordan vi som samfund forholder os til data, særligt børns, til etik og privatlivsbeskyttelse, selvom det ikke er noget Socialdemokratiet eller Venstre har haft en interesse i indtil videre.

Hvordan vil du gå til den nye minister, der ikke har været meget inde i området før?

– Jeg er en oplagt modpart, da der ikke er mange politikere, som interesserer sig for området, og jeg har selv bedt om et udvalg for området, for man kan ikke bare pege fingre, man må også tage tage ansvar og løfte området. Mange af de vigtige dagsordener kan også godt ske i et folketingsudvalg, så vi behøver ikke vente på en minister. Jeg kender Marie Bjerre som en dygtig og grundig person, så jeg ønsker ikke at tryne hende, bare fordi jeg kender mere til området end hende, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Kan det nye ministerium ende som et sted, hvor it-skandaler skal dø?

– Jeg har fulgt debatten om MitID, og det har været svært at få Wammen i tale, men jeg håber ikke, at det bare er en skinmanøvre, hvor man kan sende aben hen og ellers droppe al politikudvikling. Jeg synes desværre ikke regeringsgrundlaget lægger op til at nyskabe området, det handler mere om effektivisering, mens de store etiske diskussioner udelades, siger hun.

Disclaimer: Lisbeth Bech-Nielsen er gift med Radars chefredaktør Peter Christian Bech-Nielsen. For at sikre så vandtætte skotter som muligt, har han ikke haft noget at gøre med tilblivelsen af artiklen.

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder
Spionage

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder

Eksperter er dybt bekymrede over, at de store datamængder, som Forsvarets Efterretningstjeneste indsamler, ikke længere er underlagt tilsyn. Kun enkelte partier er kritiske til citat, mens Forsvarsministeriet understreger, at en ny FE-lov vil forholde sig til danskernes privatliv.