Jeg har slugt Lars Findsens bog “Spionchefen – erindringer fra celle 18” på en aften. Sjældent har jeg haft mere lyst til at høre, hvad en person har at sige. Og i samarbejde med journalist Mette Mayli Albæk har den tidligere FE-chef begået en meget læseværdig bog med masser af nørdede detaljer fra rummet mellem spionvæsen og politik.
Hovedspekulationen fra Findsen er, om FE-sagen bruges til at fjerne ham, fordi han udvikler et uvenskab med departementschef Barbara Beatrice Bertelsen (BBB). Ja, han siger hende flere gange direkte imod i ministerielle sammenhænge. I ugerne og månederne op til at Tilsynet med Efterretningstjenesternes (TET) sønderlemmende pressemeddelelse med kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, hører han også fra højtplacerede kolleger, at han skal ofres sammen med FE’s indhentningschef. Det er på tale, at han skal være politidirektør i Nordsjællands Politi. Forsvarsminister Trine Bramsen giver ifølge Findsen udtryk for, at hun frygter for regeringens ve og vel i sådan en grad, at hun er klar til at ofre Findsen, inden TET’s kritik når offentligheden. Således kan regeringen sammensætte en ny FE-ledelse og dermed forsikre offentligheden om, at man har ryddet op.
Motivet
Hvis vi bliver inden for regimet af den offentlige fortælling om en S-regering med stor hang til at samle magten om få mennesker, lyder den version måske ikke helt i skoven. Men. Og ja, der er et stort MEN. Og det handler om motivet, som bogen aldrig rigtig får underbygget ordentligt: Hvorfor skulle regeringen køre så tung og offentlig proces med så store risici for at skade FE’s troværdighed, hvis det kun handlede om at slippe af med Findsen?
Bramsen kunne have omplaceret Findsen. Den slags er sket før i embedshistorien under mindre dramatiske omstændigheder. Og så har jeg måske så relativt megen tillid til demokratiet og embedsværket, at jeg simpelthen har svært ved at forestille mig, at BBB kan få så gigantisk et frirum til at gennemføre noget, som Findsen let antyder er en personlig vendetta. Regeringen er jo ekstremt afhængig af, at den samlede spiontjeneste udadtil fremstår kompetent, driftssikker og ikke mindst troværdig. I min bog skal der være noget markant mere på spil, hvis regeringen skal være villig til at løbe så stor en offentlig risiko. Altså, så skal Findsen inden TET’s voldsomme kritik have været en sten i skoen, der i så høj grad modarbejder den siddende regering, at der er særligt (u)artige sager i spil, som virkelig ikke tåler dagens lys.
Men den del giver bogen ikke noget større indblik i. Og imod Findsens antydninger om en personlig vendetta taler også, at hele polemikken i FE indebærer en enorm risiko i forhold til kabelsamarbejdspartneren USA.
Åbenmundet
Bogen berører i et meget begrænset omfang den vilde tilsynssag og de dertilhørende anklager, som starter hele miseren. Og ja, det skyldes formentlig, som Findsen igen-igen indskyder, at han har tavshedspligt. Det bliver lidt trættende, for hvem har savnet en bog om Findsens generelle bedrifter som embedsmand?
Og hvis Claus Hjort Frederiksen ellers har ret i, at han som minister ikke har afsløret noget nyt ved at kommentere det famøse kabelsamarbejde, ja, så er det svært at se, at Findsen kunne inkriminere sig selv yderligere ved at berøre det meget overordnet. Men Findsen går med livrem og seler. Han skal jo for retten.
Findsen nævner flere steder i bogen, at han gennem karrieren “aktivt” bruger sit journalistiske netværk. Og det kommer næppe som en overraskelse eftersom retssagen mod ham blandt andet omhandler læk til journalister. Jeg vil ikke forholde mig til, om Findsen har været for åbenmundet, men med petitesserne i Jakob Scharfs retssag in mente, så kan man ikke blive overrasket over, at anklagemyndigheden tror, at en sag mod Findsen kan vindes. Hvis vi siger, at eksempelvis Berlingske-historien fra september 2020 om kabelaftalen i pengeskabet er resultatet af Findsens samtaler med en god ven og journalist i et sommerhus, så vil det muligvis juridisk kunne opfattes som en ulovlig lækage, uagtet at Findsen selv mener at have været i god tro og have noble motiver.
Når Findsen selv skriver, at han “forsøgte at finde ud af, hvem der stod bag misvisende historier”, så lyder det nærmest som en privatdetektiv i spil.
Spørgsmålene hober sig op
Findsens bog er i høj grad et partsindlæg. Den glimrer ved fraværet af spørgsmål og svar om tilsynssagen. Findsen konstaterer tørt, at TET’s kritik i form af en pressemeddelelse, var “forkert” og svarer til at køre en “bulldozer ind i en porcelænsforretning”.
Min nysgerrighed bliver ikke tilfredsstillet, fordi en komplet lukket FE-kommission med et mørklagt kommissorium har gennemgået materialet fra TET, og så pure frikender FE og ledelsen for TET’s anklager. Hverken TET’s medlemmer eller sekretariat er idioter. De er nogle af landets dygtigste fagligheder i at vurdere efterretningstjenesternes arbejde. Hvis så fagligt kapable mennesker skal kunne nå frem til en så radikalt anden konklusion end FE-kommissionen, så må vi simpelthen have svar på flere spørgsmål:
Bliver TET nogensinde oplyst om en decideret kabelaftale i et pengeskab på Kastellet? Sker der i det danske kabelsamarbejde med NSA en omgåelse af reglerne for indhentning mod danskere? Hvornår begynder regeringen at mistænke Findsen for at lække oplysninger? Og starter Findsens brøde et helt andet sted end det, som han skal i retten for? Og jeg kunne fortsætte…
En særlig forpligtelse
Findsen skriver, at han brugte sine kontakter efter hjemsendelsen på at afværge forsøg på at plante skadelige historier om FE. Han fortæller også, at andre aktører gjorde sit for at afværge og håndtere FE-skandalen. Jeg bliver noget forundret over, at en af landets mest magtfulde embedsfolk vurderer, at han kan agere i skyggerne, mens han er formelt hjemsendt. Der skal ikke tænkes ret mange arbejdsretslige tanker for at nå frem til, at Findsen ikke kan blande sig i FE-sagen som H-J-E-M-S-E-N-D-T. Og det er meget nærliggende, at det forhold er ganske tungtvejende i forhold til den endelig tiltale.
Den såkaldte Samsam-sag, der bliver rapporteret på baggrund af en række spektakulære efterretningskilder i Berlingske i januar 2020 er et godt bud på, hvor bægeret måske flyder over for regeringen i det forløb, der leder til FE-ledelsens hjemsendelse. På dette tidspunkt er TET’s kritik stadig et godt stykke ude i horisonten, men “højtstående kilder med dyb indsigt i efterretningsvæsenet” har talt endog meget åbent med Berlingske. Og en passage, der er værd at genlæse, lyder således:
“Ifølge Berlingskes oplysninger lå PET uden at reagere i mange måneder inde med viden om, at Ahmed Samsam var sigtet og fængslet for terrorisme i Spanien, selv om hans Syrien-rejser og aktiviteter – på nær én lovlig rejse i 2012 på hans eget initiativ – var sket efter instruktion af de danske efterretningstjenester.”
Den gode tjeneste
“Først da PETs søstertjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), i løbet af foråret og sommeren 2018 – kort tid før dommen faldt – indså, at der ville blive rejst tiltale for terrorisme mod deres agent, tog FE to gange kontakt til den spanske efterretningstjeneste, CNI, og gjorde det klart, at de aktiviteter, Spanien ville have Samsam dømt for, i betydelig grad var udført for de danske myndigheder. Formålet med henvendelsen var at overtale CNI til at finde »en løsning«, så Samsam kunne udleveres til Danmark. Men da lød beskeden fra CNI, at det var »for sent«, idet sagen var overdraget til domstolsbehandling.”
Der er tydeligvis en konflikt mellem dele af de to efterretningstjenester. PET kommer i denne fremstilling til at ligne amatører, som efterlader en mand i marken, mens FE i Samsam-sagen fremstår som den bekymrede og ansvarsbevidste af tjenesterne. Som nogle læsere vil huske, så er den tidligere PET-agent Morten Storm aldrig blevet officielt anerkendt som spion af netop PET. Også han blev mere eller mindre efterladt af PET. Hvem der var kilder til Storm-historien kan meget vel være del af FE-skandalens baggrund.
FE-skandalen har udviklet sig til en fortælling om Findsen, der formentlig har været udsat for alt for voldsom overvågning, men i lyset af vores harme over behandlingen af den nu tidligere FE-chef, må vi ikke glemme sagens kerne, der for mig stadig står ubesvaret: Får vi danskere gennemlyst vores data og kommunikation i et omfang, der reelt udgør ulovlig masseovervågning?
