Big Tech

Tech-primadonna Elon Musk og lussinggivende Oscar-vinder Will Smith bliver sjældent stillet til ansvar for deres idiotiske optrin. Skal vi snart behandle dem som alle andre?

Af Peter Christian Bech-Nielsen

Will Smiths kolossale overreaktion på Chris Rocks joke om Jada Pinkett Smiths isse ved Oscar-uddelingen er udtryk for en helt særlig hybris, som techmogul Elon Musk også bærer i sig. Ham vender jeg tilbage til. Først Smith.

Hvordan havde Oscar-akademiet reageret, hvis en ukendt person havde entreret scenen og givet Chris Rock en lussing? Mit bedste gæt er: På samme måde som når en streaker løber ind på en fodboldbane. Den ukendte klovn var blevet eskorteret ud af sikkerhedsvagter. Og smid et par håndjern oveni.

Hvad sker der med Will Smith?

Han får sin Oscar, tuder lidt i takketalen og fester efterfølgende og hyldes af hele Hollywood-koret, hvoraf en del normalt pakker sig ind i woke-ness og afsværger enhver form for vold eller krænkelse.

Musks frihedsgrader

Tech-tosse og lejlighedsvis geni Elon Musk har samme særlige evne. Han kan invitere Vladimir Putin til slagsmål om Ukraines skæbne på Twitter, som om det er en reel mulighed. Og som om han besidder den type magt. Han kan også manipulere kryptokurser med sine tweets. Eller tilsvine en britisk dykker i færd med at redde thailandske drenge fanget i en underjordisk grotte med prædikater som “pædofil”.

Hvor er myndigheder, når kursmanipulationen finder sted? Eller hvad med, når Musk i et tweet uden om børsen foreslår at tage Tesla af aktiemarkedet og omforme det til et privat firma, hvilket selvsagt skader aktionærerne?

Den berømte sag om dykkeren, som Musk kaldte pædofil, kom faktisk for retten, da dykkeren mente, at Musk havde skadet hans ry og rygte. Musk vandt. Hans forsvarere byggede deres sag på en idé om såkaldt “JDart”: Det vil sige en joke, der bliver dårligt modtaget på et socialt medie og derfor slettet med en undskyldning og så en respons om at komme videre i livet.

Dyrkelsen af techs founders som ansvarsfrie afguder og den afgrundsdybe tilbedelse af Hollywoods A-liste skuespillere er en underdanig kultur, hvor vi giver folk med tilpas meget kendisstatus eller rigdom en særlig ret til at bryde loven uden konsekvenser.

Høj eller lav, men samme

Det er en usund kultur. Og den har intet med fairness eller forbilledlig opførsel at gøre. Lad os begrave den i 2022. Lad os holde kendte og iværksættere op imod samme høje eller lave standard, som vi sætter for hinanden. Skal vi endelig finde os en helt, så lad det dog være den allestedsnærværende Volodymyr Zelenskyj, som faktisk gør alt i sin magt for at fremme sit folks fælles sag.

Zelenskyj presser omverdenen på alle måder for at finde en løsning, så krigen forhåbentlig ikke varer ved. Og hvor Ruslands Putin samtidig får sig den lærestreg, at han ikke kan angribe et uskyldigt land, fordi han drømmer om at genrejse fortidens, rædselsregime Sovjet.

Oscar-akademiet siger nu flere dage efter prisfesten, at de vil finde en passende straf til Will Smith, men det vil tage et par uger…ja, lad os nu se.

PS: At Smith selv i et gammelt klip fra Arsenio Hall Show i start-90’erne joker om en musikers skaldede isse, det føjer blot til hovmodet.