Platformsøkonomi, Tech-politik

En professor i skatteret og en lektor i ansættelsesret er ikke i tvivl: Hvis ét Wolt-bud vurderes som lønmodtager, så gælder det alle Wolt-bude. Wolt har ingen kommentar.

Af Peter Christian Bech-Nielsen og Mats Magnussen

Skatterådets vurdering af et enkelt Wolt-bud som lønmodtager bør, set med juridiske briller, gælde alle Wolt-bude. Sådan lyder vurderingen fra lektor i ansættelses- og arbejdsret Natalie Videbæk Munkholm fra Aarhus Universitet, efter hun har læst den samlede afgørelse.

– Spørger (Mats Magnussen, red.) gengiver nogle sms-korrespondancer, men ellers er der intet der virker til at være individuelt for ham i det indsendte. Den dokumentation som Skattestyrelsen bruger i deres argumentation er Wolts almindelige forretningsbetingelser, instrukser og krav, som det virker til er generelt for alle, siger hun og tilføjer:

– Når Skattestyrelsen vægter de generelle ting, så er det helt naturligt at antage, at det samme nok ville gælde, også hvis andre Wolt-bude spørger.

Ses i andre lande

Natalie Videbæk Munkholm hæfter sig ved, at Skatterådets afgørelse minder om lignende sager fra andre europæiske lande, hvor forskellige taxi- og leveringsplatforme er blevet vurderet af domstolene. I Italien nåede anklagemyndigheden frem til, at Uber Eats, Just-Eat, Deliveroo og Glovo skulle give deres bude, som ellers havde fungeret som selvstændige, rettigheder som ansatte.

Platformene fik samtidig en milliardbøde for brud på databeskyttelsesregler i forhold til ansatte.

– Det handler om instrukser, om hvordan man håndterer maden og transporten og beregner betaling. Det er graden af detaljer, Skatterådet har lagt vægt på, og det virker til at gælde for alle bude. Skattestyrelsen har kunnet se, at algoritmen håndterer overvågning og kontrol af, hvorvidt budene har levet op til kravene. Der udøves kontrol, ledelse og instruktion igennem app’en, siger hun.

Professor i skatteret ved Aalborg Universitet, Liselotte Madsen mener, at Skatterådets vurdering er lige efter bogen, og det er en helt klar afgørelse.

Den logiske konsekvens af sagen er ifølge professoren, at Skattestyrelsen genvurderer samtlige Wolt-budes nuværende skattestatus som selvstændige.

– Det vil betyde, at Wolt skal til at indeholde kildeskat for budene fremover, siger hun.

Spørgsmålet er, om den skatteregning, der mangler at blive betalt af de selvstændige bude, også vil ende hos Wolt.

– Det er klart, at når nu Skatterådet har underkendt den gældende praksis, så giver det anledning til at overveje, om det kan få betydning for de tidligere sager, siger Liselotte Madsen.

Hvad nu?

Wolt har mulighed for selv at bede Skatterådet om et nyt bindende svar. Wolt kan også justere på vilkårene, som budene arbejder under. Vælger Skattestyrelsen at pålægge Wolt at indberette skat fra alle Wolt-bude, så kan Wolt vælge at bestride afgørelsen, og så ender sagen for retten.

Radar har spurgt skatteminister Morten Bødskov (S) og Skattestyrelsen om Skatterådets afgørelse får nogen direkte effekt. Skatteministeriet har sendt spørgsmålet videre til Styrelsen, der ikke forholder sig konkret til afgørelsens videre konsekvenser.

“Spørgsmålet om, hvilken status bude og andre tilknyttet forskellige arbejdsplatforme har, afhænger af en konkret vurdering baseret på bl.a. udformningen af deres kontrakter, de faktiske forhold på den enkelte platform mv,’ skriver Skattestyrelsen og tilføjer:

“…en afgørelse for en enkelt borger eller virksomhed vil ikke nødvendigvis være den samme, som Skattestyrelsen træffer over for andre borgere og virksomheder, idet forhold og kontrakters indhold mv. kan variere fra sag til sag. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at kontrakter løbende kan ændres, og at sådanne ændringer også kan have betydning for de afgørelser, som Skattestyrelsen træffer.”

Techmediet Radar har over flere dage forsøgt at få et interview med Wolt. Det har platformens pressefolk afvist med henvisning til, at Wolt gerne vil læse den samlede afgørelse. Radar har flere gange, uden held, tilbudt Wolt at se afgørelsen for så at give et interview.

Radar lagde torsdag aften afgørelsen frit tilgængeligt på sin hjemmeside og har sendt den til Wolts presseansvarlige, men selskabet er endnu ikke vendt tilbage.

Kun ét bud

I en intern Facebook-gruppe har Wolt over for budene understreget, at selskabet mener, at Skatterådets afgørelse kun vedrører det enkelte bud og ikke de flere tusinde kurerpartnere, som leverer for Wolt.

Natalie Videbæk Munkholm mener, at det er interessant at se, hvordan arbejdsmarkedets parter vil reagere på Wolt-afgørelsen.

– Den skatteretlige afgørelse får sikkert lidt løftede øjenbryn hos arbejdsgiverne og fagforbundene, det er der hvor der indtil nu har været opmærksomhed på status for platformsarbejdere. Man får nye ting på bordet fra Skatterådets vurdering i forhold til den samtale, som parterne. Det kan give lidt krudt til forhandlingerne mellem parterne, siger lektoren, der arbejder med et større projekt for Beskæftigelsesministeriet om de nye forslag fra EU’s side om platformsarbejderes vilkår.