Platformsøkonomi

Skatteministeren har bedt Skattestyrelsen om at styrke vejledningen for platformsarbejdere efter store problemer med manglende skattebetaling.

Af Mats Magnussen

Fremover skal arbejdsplatforme som leveringsapp’en Wolt og rengøringstjenesten Happy Helper selv indbetale skat af de indtægter, som de udbetaler i honorar til deres bude og rengøringsfolk. 

Det er anbefalingen fra Skattelovrådet, som i deres rapport ‘Den Tredje Gruppe på Arbejdsmarkedet‘, er kommet med ni konkrete anbefalinger til lovgivning på det digitale arbejdsmarked. I rapporten fremgår det, at der er tale om cirka 300.000 mennesker på det tredje arbejdsmarkedet. 

Rapporten har været ventet med spænding, fordi den muligvis kunne skabe mere klarhed om, hvornår man er honorarmodtager, lønmodtager eller selvstændig. I øjeblikket er honorarmodtagerbegrebet nemlig meget bredt defineret.

Skattelovrådet anbefaler i deres rapport, at der fremover ikke skal ske en større ‘ensretning af beskatningsreglerne for honorarmodtagere og lønmodtagere’.

Dermed holder Skattelovrådet altså fast i, at der stadig skal være den tredje kategori, honorarmodtager. 

I indledningen til deres rapport nævner Skatterådet, at der netop har været en afgørelse i Skatterådet om et Wolt-bud, der blev vurderet til at være lønmodtager.  

Den afgørelse har ‘betydning for den skatteretlige afgrænsning af lønmodtagere over for honorarmodtagere’, skriver Skattelovrådet. 

Massive problemer med skat

Anbefalingerne kommer sammen med en kontrolrapport fra Skattestyrelsen, der viser massive problemer med skattebetalingen på digitale arbejdsplatforme. 

Skattestyrelsen har siden 2020 udført kontrol med 3.700 arbejdstagere på digitale arbejdsplatforme, og i alt har 95 procent haft fejl i skattebetalingen.

Skattestyrelsens kontroller har resulteret i skatteopkrævninger for over 45 mio. kr. i perioden fra 2020 til februar 2022. I 2022 er der til og med februar udsendt skatteopkrævninger for 6 mio. kr.

Minister vil have bedre vejledning

Skatteminister Jeppe Bruus siger i en pressemeddelelse, at han oplever, at der er udfordringer på området.

– Jeg vil gerne kvittere for Skattelovrådets rapport, som indeholder mange relevante overvejelser og konkrete forslag til, hvordan skattesystemet kan indrettes mere hensigtsmæssigt for den tredje gruppe på arbejdsmarkedet. For vi må også erkende, at vi har nogle udfordringer med det her område, siger skatteminister Jeppe Bruus. 

I januar 2020 fik Skattestyrelsen tilladelse til at indhente kontroloplysninger fra fire platformsvirksomheder. Her var Happy Helper og Wolt blandt de virksomheder, der blev kontrolleret. 

– Vi kan desværre se, at personer i den tredje gruppe har store problemer med at efterleve skattereglerne. Skattelovrådet peger på, at vi har brug for mere og bedre vejledning af gruppen. Jeg vil derfor bede Skattestyrelsen om tage initiativer til en styrket vejledning, som er målrettet netop den tredje gruppe på arbejdsmarkedet, siger Jeppe Bruus. 

Wolt: Positivt udspil

Hos platformsvirksomheden Wolt er de glade for anbefalingerne. De læser den som en bekræftelse af, at der er mere end to grupper af beskæftigede på arbejdsmarkedet. 

Mikkel Tofte, der er communications manager i Wolt, siger til Radar, at de er klar til at indeholde kildeskatten for deres bude:

– Hos Wolt ser vi det ikke som et problem at skulle administrere klideskat for vores selvstændige kurerpartnere. Der er, som anført i Skattelovrådets rapport, tale om en indeholdelsespligt for ikke-lønmodtagere. Og det styrker blot vores opfattelse af, at vi indgår samarbejder med personer, som netop opfatter sig som ikke-lønmodtagere.

– Hvis det kræver, at vi som samarbejdspartner og hvervsgiver påtager os nogle administrative pligter for at sikre de bedste betingelser for at inddrive skat, så er vi klar til det, siger han.