Direkte til sidens indhold

Digitalt frustreret læge: Jeg er havnet på B-holdet 

Thomas Birk Kristiansen er praktiserende læge og arbejder til dagligt ved computer. Alligevel føler han sig på det rent personlige, praktiske plan på det digitale b-hold.

privatfoto

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen er med egne ord havnet på det digitale b-hold.

– Jeg egner mig ikke til den digitale verden. Det er særligt problemer med at få betalt regninger i E-boks og få tjekket ud med rejsekortet, som jeg har svært ved, fortæller Thomas Birk Kristiansen, der har egen praksis med 11.000 patienter sammen med to andre læger i Ishøj, til Radar.

– Det var helt klart nemmere for mig, da jeg fik mine regninger med posten, og de lå hjemme på køkkenbordet. E-boksen er for abstrakt. Det er ikke fordi, jeg har noget ønske om at undgå at betale regningerne, og det er heller ikke fordi jeg ikke har pengene. Jeg får det ofte bare ikke gjort, siger han.

En oplevelse med en ubetalt afgift til DSB, som han har delt på Facebook, tjener som et konkret eksempel på, hvordan han ender med at måtte punge ud for sin digitale forglemmelse.

En cykelafgift blev til gæld

– På vejen hjem fra en cykeltur i Sverige, forsøgte jeg på Bådstad station at købe en cykelbillet til turen over Øresundsbroen. Der var så vidt jeg kunne se ikke mulighed form at købe dansk cykelbillet på den svenske automat og ej heller betjening på stationen. Så da jeg alligevel skulle stå af i Københavns lufthavn kort efter, mente jeg, at det ikke var nødvendigt, fortæller Thomas Birk Kristiansen.

Men på turen over Øresund kom der en dansk billetkontrollør, som venligt forklarede ham, at han skulle have stået af og købt en cykelbillet på Malmø station eller i DSB-appen.

– Det endte med at koste mig 100 kroner i kontrolafgift, hvilket jeg forsøgte at betale med det samme. Men kontrolløren tog hverken imod kontanter eller betalingskort, siger han.

Over en måned senere havnede der et girokort på 200 kroner i hans E-boks. Udover kontrolafgiften på 100 kroner, var der en rykker, da han ikke havde betalt afgiften i første omgang til DSB.

– Det fik jeg ikke betalt, og den næste rykker fik jeg vist heller ikke betalt, fortæller Thomas Birk Kristiansen.

For et par dage siden modtog han så et brev fra Gældsstyrelsen med et girokort for den manglende betaling til DBS. Beløbet var nu vokset til 440,83 kroner.

– Jeg forsøgte at betale i går, men der var MitID nede. Heldigvis huskede jeg det i dag, så jeg fik betalt pengene, men hvis jeg skal være helt ærlig, så var der en reel chance for, at jeg havde glemt det igen, fortæller Thomas Birk Kristiansen.

Sjov historie men en vigtig pointe

Thomas Birk Kristiansen synes selv, at det er en sjov ‘falde-på-halen’ historie, som han godt kan grine af. Når man som ham er veluddannet og ellers klarer sig godt, er det ikke et meget stort problem at betale et par rykkere. Men det vil det være for mange, og han har fulgt med i debatten om de digitalt udsatte i Politiken, og han har en teori om, at det kan være et større problem end som så.

– Jeg har en teori om, at den voksende gæld til det offentlige skyldes, at mange har svært ved at få betalt deres regninger, når de kun får dem digitalt. Det er mentalt bedre at få dem fysisk med brevpost, end at få dem mere abstrakt i E-boks. Det hører jeg også fra yngre mennesker, jeg taler med, siger han.

For selvom han har intentionen og lysten (til en vis grad) til at betale regningerne digitalt, kan det tit ende med at virke uoverskueligt.

– I gamle dage forsvandt regningerne også nogle gange i posten. Men måske skulle vi spørge os selv, om vi har digitaliseret nogle steder og på en måde, så resultatet bliver dårligere. Det bliver for besværligt med alle de portaler, NemId og MitId. Der kommer endda også regninger på e-mails fra firmaer, hvor man så skal logge ind på deres sites. Det virker pludselig som en stor indsats at få betalt regningerne, siger han.

Thomas Birk Kristiansen er godt klar over, at sagen med den ubetalte afgift til DSB i sidste ende er hans eget ansvar. Som veluddannet læge med styr på it i professionelle sammenhænge, mener han, at det er vigtigt at tale om de digitale udfordringer, som mange døjer med. Ifølge Justitias rapport om digitalt udsatte, har 25 procent af danskerne problemer med digitale løsninger.

– Det har kostet mig rigtig mange penge, hver gang jeg glemmer at betale en regning eller glemmer at tjekke ud med rejsekortet. Jeg er ikke bange for at udstille mig selv, for vi er nødt til at tale om det og tage stilling til, at der er rigtig mange andre, der også har svært ved det, og hvor det digitale endda kan give større problemer både praktisk og økonomisk, siger han.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.