Direkte til sidens indhold

Rengøringsplatformen Hilfr solgt til liberal erhvervsmand med flere onlinecasinoer

Stifterne af rengøringsplatformen Hilfr har solgt selskabet til erhvervsmand, der blandt andet står bag onlinecasino.

Rengøringsplatformen Hilfr er blevet solgt. Det oplyser en af stifterne bag Hilfr Steffen Wegner på Linkedin.

– Hilfr har ikke fået nok tid og opmærksomhed alt for længe, og nu er der heldigvis nye kræfter, der er klar til at tage Hilfr videre, skriver Steffen Wegner på Linkedin.

Hilfr blev stiftet for syv år siden af Dennis True, Niels Martin Andersen, Nicolai Søndergård Kjær og Steffen Wegner.

Rengøringsplatformen, der forbinder private med rengøringshjælp, blev udråbt til at være verdens første platformsvirksomhed med overenskomst, da de landede en aftale med fagforening 3F for deres såkaldte SuperHilfrs.

– Unge og naive kastede vi os ud i kamp med det sorte marked for rengøring, forhandlede den første platformsoverenskomst i DK, tog en ordentlig svingom med konkurrencemyndighederne – der ironisk nok ikke var glade for overenskomsten – og vi forsøgte at navigere Coronatiden og mangel på arbejdskraft bedst muligt, skriver Steffen Wegner på Linkedin.

I opslaget forklarer Steffen Wegner, at stifterne langt fra bliver økonomisk uafhængige af salget, men at de har lært en masse:

– I vores tid har vi formidlet flere end 60.000 timers rengøring. Familier har fået mere tid og rengøringsfolk har fået et ordentlig job. Det er jeg sgu stolt af, skriver Steffen Wegner, der ikke har yderligere kommentare til salget, da Radar ringer til ham.

Erhvervsmand bag onlinecasinoer

Hilfr er ifølge cvr-registret blevet overtaget af erhvervsmanden Jimmi Meilstrup, der tidligere har investeret i Hilfr og været bestyrelsesmedlem i virksomheden.

– Vi har forsøgt at afsætte virksomheden i et stykke tid. Nu fortsætter vi så det gode arbejde som founders har lavet siden starten, siger Jimmi Meilstrup.

Derudover skal filminstruktør og skuespiller Anders Villum Jensen samt Hilfr’s nuværende direktør Mads Nicholas Busekist være med til at drive Hilfr.

– Anders Villum Jensen er min ven, og han skal prøve at være med til at give Hilfr et skud og vækste det endnu mere, siger Jimmi Meilstrup.

Jimmi Meilstrup står bag en lang række virksomheder og er direktør og stifter af Vita Media Group, som blandt andet leverer dataløsninger til online casinoer. Han er desuden medejer af Reward Group, der driver en række onlinecasinoer som Jacki Jackpot og Trada Casino.

Meilstrup ejer også det liberale netmedie 180 grader, hvor han også er administrerende direktør.

Han ønsker at fortsætte samarbejdet med 3F.

-Jeg synes, det er en super god model, som gør Hilfr unik. Vi kan se, at vi får en del hilfr’s fra andre platforme, som ikke er under overenskomst, og det passer godt på det danske arbejdsmarked. Det er klart, at det gør os lidt mindre flexible, men vi har en langtidsholdbar model, siger han.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.