Direkte til sidens indhold

Borgmester undervurderer Chromebook-regning: Nye pc’er vil koste cirka 30 millioner

I et brev til S-regeringen fortæller Helsingørs borgmester Benedikte Kiær, at udskiftningen af Chromebooks vil koste op til fem millioner kroner plus implementering. Det tal er alt for lavt, vurderer it-ekspert.

Pressefoto / Helsingør Kommune

Helsingør Kommune kan se frem til en kæmpe regning, hvis de må kassere deres 8.000 Chromebooks som følge af Datatilsynets henstilling.

I kommunens eget skøn lyder regningen på fire-fem millioner plus implementeringsomkostninger. Men det tal er alt for lavt, vurderer partner Frederik Bastkær Christensen fra Zangenberg Analytics, som er specialister i finansiel it-rådgivning.

– Fem millioner er langt fra realistisk. Det er langt fra, hvad det vil koste at indkøbe nye computere. Og derudover skal det udrulles og lærere skal efteruddannes, siger han.

Brev til Wammen

I et brev til regeringen 18. juli, som Radar har fået aktindsigt i, kommer Benedikte Kiær (K) med det lave tal for, hvad det vil koste kommunen.

‘Vi skal finde et sted mellem fire og fem millioner kroner plus implementeringsomkostninger til at erstatte de godt 8.000 computer, der bruges af elever og lærere,’ skriver borgmesteren i brevet, der er sendt til finansminister Nicolai Wammen (S) og Justitsminister Matthias Tesfaye (S).

Radar har kontaktet borgmesterens pressemedarbejder. Han oplyser, at implementeringsomkostningerne betyder indkøb af nye computere. Her regner kommunens it-afdeling med, at hver computer vil koste mellem 2.500 og 3.000 kroner.

I så fald vil alene indkøb af nye computere til skoleeleverne koste kommunen 20-24 millioner kroner. Og en samlet regning vil altså ende på knap 30 millioner kroner.

– Det er klart, at det er en enorm udgift, som vi og alle de andre kommuner kan se frem til, hvis vi skal udskifte vores computere, fortæller Jesper Tidemann, pressekonsulent i Helsingør Kommune til Radar.

I brevet til regeringen fortæller borgmesteren også, at kommunen allerede er gået i dialog med Google om muligheden for at tilpasse løsningen, så den opfylder Datatilsynets afgørelse.

‘Det er imidlertid ikke sikkert, at det er teknisk muligt, og der er derfor risiko for, at vi må tage løsningen ud af brug,’ skriver Benedikte Kiær.

Det er en situation som adskillige andre eksperter også mener er den mest realistiske. Alligevel håber kommunen nu, at deres nye konsekvensanalyse svarer på Datatilsynets spørgsmål, og at de derfor ikke skal udskifte computerne.

Kan risikere millionbøde

Men indtil Datatilsynet kommer med deres afgørelse har byrådet besluttet at droppe Googles Chromebook-computere. Det skete på et hastemøde søndag aften inden skolestart. Borgmester Benedikte Kiær udtalte på mødet, at byrådet måtte mødes igen senere på ugen og genoverveje beslutningen, såfremt Datatilsynet ikke havde nået en afgørelse.

Men ifølge juraprofessor Bent Ole Gram Mortensen fra Syddansk Universitet, som Radar har talt med, kan det, som Radar har rapporteret, koste kommunen op mod 16 millioner kroner i bøde, hvis de vælger at bryde Datatilsynets påbud om at stoppe brugen af Chromebooks. Det vil ske på baggrund af en politianmeldelse, hvor Datatilsynet kan anslå bødens størrelse.

Forsker i persondataret ved Syddansk Universitet og medlem af Dataetisk Råd Ayo Næsborg-Andersen undrer sig i et blogindlæg over, at der ikke har været nogen plan B, i forhold til hvilken teknologi, der kunne anvendes i skoleklasserne:

– Sagen illustrerer særdeles overbevisende, hvor afhængig man bliver af en bestemt teknologi, når først man har indført den. (…) Produkter, som ved første øjekast virker til at være praktiske, nemme og billige løsninger, kan nemlig vise sig at være ubrugelige, fordi de ikke overholder reglerne. Og så har man et problem, hvis man har indrettet hele sit system efter disse produkter og ikke har nogen plan B, skriver hun.

Radar har bedt om en kommentar fra udvalgsformand for Børne og Unge i Helsingør, Claus Birkelyng (K), men han oplyser, at han er på ferie i Grækenland. Birkelyng arbejder til dagligt i politiets Nationale Cybercrime Center (NC3), hvor han er politiinspektør.

Claus Birkelyng henviser til borgmesteren for en kommentar. Radar er ikke lykkes med at få en kommentar fra borgmesteren inden deadline. Vi vil gerne spørge om, hvordan hun forholder sig til den enorme ekstraregning og den risiko, som kommunen løber.

Svært at finde anden løsning

I brevet lægger borgmesteren også vægt på, at alternative løsninger formentlig heller ikke er mulige.

‘Samtidig er alternative løsninger også forbundet med lignende udfordringer som Google for Education. Andre kommuner benytter Microsoft 365 til undervisningen – hvilket også er baseret på en datacenterløsning. Derfor vil vi ikke umiddelbart have mulighed for at finde en alternativ løsning, da de efter al sandsynlighed vil være forbundet med samme problemstilling som Google,’ står der i brevet.

Borgmesteren slutter brevet med at bede regeringen, som indtil videre har forholdt sig tavse i sagen, om at tage sagen op i EU-regi.

‘Der er brug for konkrete, brugbare, europæiske løsninger, der sikrer det – så det vigtige emne ikke ender med at skubbe en kæmpemæssig opgave ud til de offentlige myndigheder, hvilket medfører et unødigt stort ressourceforbrug, når det skal foretages af samtlige offentlige myndigheder i EU,’ skriver borgmesteren.

Borgmesteren har også sendt et lignende brev til Margrethe Vestager, der er næstformand i EU-kommissionen og konkurrencekommissær. Her beder hun om, at kommissionen tager på sig at skabe enkle, letforståelige rammer for offentlige myndigheders anvendelse af datacenterløsninger:

‘Derfor er der behov for et klart, europæisk svar på hvordan vi konkret sikrer os mod, at en ny løsning er i konflikt med de europæiske databeskyttelsesregler – vel at mærke et svar, der også er til at gennemføre i praksis.

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.