Blog

Det kræver mod. Det kræver et opgør med det, vi plejer. Men det er tid til at omfavne standardsystemer som grundpillen i næste fase af den offentlige sektors digitalisering.

Af Terkel Tolstrup, partner i Deloitte

Traditionelt har offentlige myndigheder været tilbøjelige til at gå efter de egenudviklede eller customizede it-systemer. Ikke bare i det endelige valg af løsning, men allerede i udbudsmaterialet, hvor specifikationerne kræver et skræddersyet system til at indfri behovene og passe til prismodellen.

Men situationen ser anderledes ud nu, og i mine øjne er standardsystemer det oplagte og fremtidssikrede valg for langt de fleste offentlige aktører.

De standardsystemer, vi har i dag, er markant anderledes end tidligere. De bliver forbedret i en ufattelig hastighed som følge af krav fra kunder, og fordi både leverandører og tredjeparter konstant fejlretter, forbedrer og tilføjer nye funktionaliteter i standardpakkerne.

Hvor et standardsystem tidligere krævede, at organisationen indrettede sig til systemet, er de i dag så fleksible, at systemerne tilpasser sig organisationen – og i øvrigt fint kan integreres med eksisterende løsninger. Man kan til- og fravælge moduler og tvinges ikke til at købe “hele pakken”, hvis man kun har brug for dele af standardsystemet.

Mindre sårbart

En anden motivation for at vælge en standardløsning handler om at undgå sårbarhed. Det er sårbart for en offentlig myndighed at miste styring over et digitaliseringsprojekt, fordi den egenudviklede fremgangsmåde trækker ud og sprænger budgettet.

Ofte når den teknologiske udvikling at overhale processen indenom, så det egenudviklede eller specialtilpassede it-system er “outdated”, allerede før det bliver implementeret af slutbrugerne. Samtidig gør den offentlige myndighed sig dybt afhængig af den specifikke leverandør og de individer, som har det nøjagtige kendskab til den konkrete løsning og har de særkompetencer, der kræves for at supportere løsningen.

Det er sårbart, navnlig i en tid, hvor udbuddet af it-kompetencer slet ikke matcher den høje efterspørgsel i samfundet.

Mest sikkert

Min vurdering er derfor, at det at satse på et standardsystem som offentlig myndighed er det sikreste valg. Også rent datamæssigt.

Det er forståeligt, at man kan have bekymringer om sikkerhed og kontrol, når man har standardsystemer liggende i public cloud. Jeg tror, at de fleste myndigheder kommer til at overgå til public cloud på sikker og reguleret vis inden for en overskuelig fremtid. Det er den retning, den teknologiske og regulatoriske udvikling tager.

Men på den korte bane kan de fleste systemer også etableres i private cloud og endda on premise, hvis det skulle være nødvendigt.

Derfor vil jeg gerne opfordre alle offentlige myndigheder til at tage strategisk stilling til standardsystemer, næste gang I skal digitalisere eller udskifte eksisterende it-løsninger.

Det er ikke det, vi plejer – men det er den mest fremtidssikrede vej at vælge.