Tech-politik

Radar erfarer, at Skatterådet blandt andet har udskudt at tage stilling til Wolt-budes status som enten lønmodtager eller selvstændig, fordi der pågår forhandlinger mellem Wolt og Skattestyrelsen.

Af Mats Magnussen og Peter Christian Bech-Nielsen

Wolt og Skattestyrelsen forhandler allerede om, hvorvidt Wolt skal indeholde kildeskat, erfarer Radar fra kilder tæt på forløbet. 

Det mest omdiskuterede punkt på Skatterådets møde tirsdag, sagen om Wolt-budes status som lønmodtager eller selvstændig, blev angiveligt udsat af et medlem udpeget af den borgerlige fløj, erfarer Radar fra flere kilder tæt på forløbet. 

Sagen er derfor sendt til hjørne i op til tre måneder. Det er op til formanden, Jane Bolander, endeligt at afgøre, hvornår den principielle sag igen skal på dagsorden og afgøres. 

Radar erfarer, at flere medlemmer udpeget af den borgerlige del af Skatterådet havde været i kontakt med Wolt inden afgørelsen, og at det var blevet afstemt, at sagen skulle udsættes. 

Wolt og Skattestyrelsen i samtaler

Medlemmet, der bad om at få sagen udsat, oplyste ifølge Radars informationer, at Wolt og Skattestyrelsen er i gang med at forhandle om, hvorvidt Wolt skal udføre arbejdsgiverkontrol, altså indeholde kildeskat for de tusindvis af lyseblå bude, der er tilknyttet platformen som freelancere.  

Ifølge Radars oplysninger mente medlemmet også, at der var tale om et mediecirkus, og at sagen derfor burde udsættes.

Radar har rettet henvendelse til Jane Bolander for at få en kommentar.  

Samtidig har Radar rettet henvendelse til Skattestyrelsen for at høre, om den vil bekræfte, at der pågår forhandlinger om indeholdelse af kildeskat med en eller flere platformsvirksomheder.

Skattestyrelsen skriver i et mailsvar, at den “har udvidet tavshedspligt og kan derfor hverken svare be -eller afkræftende på spørgsmålet”.

Foto: Skattestyrelsens presse