Direkte til sidens indhold

Ansatte: Leveringsplatformen TakeOut på vej mod konkurs

Flere ansatte hos den danske leveringsplatform TakeOut har ikke fået løn i december. Samtidig mangler flere restauranter at få betaling for måneders salg.

Flere af TakeOuts leveringsscootere står i øjeblikket i Nordhavn i København. Foto: Mats Magnussen

Den danske leveringsplatform TakeOut synger muligvis på sidste vers.

Det fortæller en række nuværende medarbejdere, der har indvilliget i at tale til baggrund med Radar. Ingen af medarbejderne har fået løn for december, og de forventer derfor at hovedselskabet snart går konkurs. Derudover mangler adskillige restauranter fortsat at få deres betaling for flere måneder.

I slutningen af november gik datterselskabet TakeOut LastMile konkurs, hvor de ansatte leveringsbude var ansat. Også det svenske datterselskabselskab TakeOut AB med flere ansatte er begæret konkurs i december.

Alligevel har tvillingebrødrene Ulrich og Thomas Cort Hansen, som driver selskabet, indtil videre meldt ud, at de nuværende ansatte snart vil få deres penge.

Ifølge “take-away tvillingerne”, som de omtaler sig, ser TakeOut optimistisk på 2023 med deres softwareløsning.

– Lastmile mundede desværre ud i konkurs, da det ikke lykkedes at få styrket kapitalen og opnå en profitabel drift via optimeringer i dette logistik-selskab, hvor især post-corona fasen i 2022 har været udfordrende. TakeOuts softwareforretning tilpasser sig løbende markedssituationen og ser trods udfordringerne optimistisk på 2023, lyder det fra direktør Thomas Cort Hansen i en mail til Radar.

Ville føre krig mod Just-Eat

Tvillingerne Ulrich og Thomas Cort Hansen har i mere end 10 år været inden for online take-away branchen. De har sågar erklæret ‘krig’ mod Just-Eat og kritiseret Wolts freelancemodel. Deres såkaldt SaaS-baserede white label-softwareløsning gør det muligt for restauranter at modtage bestillinger gennem egne hjemmesider og få maden bragt ud.

I slutningen af 2021, under corona-nedlukningen, forklarede brødrene i en pressemeddelelse, at de havde tredoblet deres antal ordre, indgået samarbejde med 450 restauranter og fordoblet deres antal ansatte fra 75 til 150. De ville i 2022 forsøge at skaffe en kapitalindsprøjtning på 75 millioner kroner.

Men den store leveringskrig har været hård ved selskabet, som blandt kunderne havde store kæder som 7-Eleven, Joe&Juice og Halifax. Både Sticks’n’Sushi, Letz Sushi, Bones og Grillen har også været på TakeOut, men har stoppet samarbejdet.

Radar har før fortalt, at en række mindre kæder har haft problemer med at få deres udbetalinger og anklaget brødrene bag for at bruge deres penge til at polstre deres kassekredit. Men særligt en lang række mindre restauranter har benyttet sig af TakeOuts onlinebestillingssystem og udbringning.

Blandt andre Byens Smørrebrød, hvor Per Andersen igennem lang tid har haft problemer med at få sin betaling trods adskillige rykkere. Han forklarer, at han ikke har råd til at miste det udestående, TakeOut skylder ham.

Flere medarbejdere som Radar har talt med er kritiske overfor tvillingebrødrenes måde at drive forretning, fordi de ifølge de ansatte har spekuleret i at udnytte små restauranter, som i forvejen har svært ved at betale deres elregninger og råvare på grund af inflationen

– Jeg har set, at pengene fra de her restauranter er gået ind i systemet, så de bør kunne betale dem tilbage, siger en anonym medarbejder, hvis navn er Radar bekendt.

Møder ikke op i retten

Radar har været i kontakt med en række restauranter, som stadig mangler at få deres betaling fra TakeOut. Blandt andre burgerrestauranten Sliders, hvor direktøren Christian Boysen har hevet selskabet i fogedretten ad flere omgange uden at selskabet mødte op. Da fogeden tog ud på selskabets adresse 22. november 2022 i Nordhavn, var de forsvundet, og der var intet at tage udlæg i, står der i brevene fra Sliders advokat, som Radar har set.

– Jeg er sikker på, at der er flere stakkels restauratører, som ikke får deres penge. Der er i hvert fald intet som tyder på at TakeOut ikke er i økonomiske vanskeligheder. Spørgsmålet er blot, hvem som ønsker at pådrage sig udgifter for minimum 40.000 kr for at lave en konkursbegæring på dem, siger Christian Boysen.

TakeOut er nu midlertidigt flyttet ind i et kontorhotel på Frederiksberg.

TakeOut: Vi er her i mange år fremover

Radar igennem længere tid forsøgt at få et interview med TakeOut-tvillingerne, men det har ikke været muligt. I stedet svarer Thomas Cort Hansen skriftligt på vores spørgsmål.

På spørgsmålet om, hvorvidt TakeOut er i gang med at gå fallit, og hvad der er sket med forretningen siden de meldte ud om stor vækst og optimisme, lyder svaret:

– TakeOut er ikke gået fallit. Corona-nedlukningen skabte ganske rigtigt øget travlhed, men var isoleret set ikke let at tjene penge på, hvilket flere konkurrenters regnskaber i samme periode også bekræfter. Takeout er ligesom mange andre indenfor branchen (og uden for branchen) påvirket negativt af post-corona ordrenedgang, krig og energikrise, inflation, en dyr ekspropriation, coronalån og en øget konkurrence fra især Wolt (Drive) på markedet for udbringning, der opererer på nogle andre vilkår end den typiske danske model, hvilket du også selv har forsøgt at afdække tidligere, skriver Thomas Cort Hansen.

Flere små restauranter herunder Per Andersen fra Byens Smørrebrød har ikke modtaget deres betaling, og de frygter at I erklærer jer konkurs. Hvad er jeres kommentar til det?

– Der er et mindre mellemværende for et par måneder med Byens Smørrebrød, hvor der altid har været en god dialog i vores on-going samarbejde, og udestående forventes derfor også afklaret på mindelig vis. Vi har været i branchen i mange år, og vil også være her i mange år fremover. Vi er selv nervøse for at flere restauranter og kunder går konkurs, som vi mister penge på, det er desværre virkeligheden i øjeblikket.

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder
Spionage

Forsvarsminister: Nyt FE-tilsyn skal forholde sig til menneskerettigheder

Eksperter er dybt bekymrede over, at de store datamængder, som Forsvarets Efterretningstjeneste indsamler, ikke længere er underlagt tilsyn. Kun enkelte partier er kritiske til citat, mens Forsvarsministeriet understreger, at en ny FE-lov vil forholde sig til danskernes privatliv.