Direkte til sidens indhold

Anders Kjærulff: 11. september er ikke min fødselsdag! Det er min nødvendige løgn

11. september 2001 satte gang i det stormløb mod privatlivet, som nu snart har indtaget alle sfærer af vores eksistens. Vi kommer til at kæmpe for hver nanometer af den konkrete menneskelige virkelighed mod algoritmerne, og her er løgnen vores ven, skriver Kjærulff på bloggen her 21 år efter tvillingetårnenes destruktion.

VERS. 3.0 – 2022
‘As I felt the sickening sweep of the descent, I had instinctively tightened my hold upon the barrel, and closed my eyes. For some seconds I dared not open them — while I expected instant destruction, and wondered that I was not already in my death-struggles with the water. But moment after moment elapsed. I still lived. The sense of falling had ceased ; and the motion of the vessel seemed much as it had been before, while in the belt of foam, with the exception that she now lay more along. I took courage, and looked once again upon the scene.’ Edgar Allen Poe, A Descent Into The Maelstrom, 1845

Lige om lidt starter det igen: Hilsenerne på Facebook.

Jeg har 1700 såkaldte venner der, i realiteten er der nok 100 af dem, der er rigtige bekendte og måske 30 jeg vil kalde venner, men lad nu det ligge. Fakta er, at de der Facebookvenner den 11. september vil se på listen over fødselsdage og se mit navn og helt auto skrive et ‘tillykke’. Halvt fordi de bare gør det, fordi det er det mediet opfordrer dem til og fordi de tror, de SKAL for selv at få nogen, en slags noget-for-noget, halvt af en eller anden mystisk form for venlighed, menneskets dybe velvilje overfor hinanden, som maskinen Facebook har formået at udnytte til fulde.

Jeg slår det fra hvert eneste år – min fødselsdag kan kun læses af mig, men den venlige maskine formår, sandsynligvis gennem en række fjernt annoncerede updates, jeg ikke har forstået, den til at være offentlige alligevel.

Lys til anklerne

Sådan har de været det sidste par år. Måske er det et trick, for at tvinge mig ud i det åbne. Som er det, jeg lidt tøvende gør nu, som en mand, der pludselig står i lys til anklerne.

Jeg fik bunker af fødselsdagshilsner sidste år og forrige år og året før, og jeg var nød til at gå til bekendelse, på Facebook, igen, og forklare, at den 11. september ikke er min fødselsdag.

Det sker kort sagt hvert eneste år den 11. september, fordi det er den dato, jeg har fortalt det der sociale medie, jeg har fødselsdag på. Den spørger jo om den, maskinen Facebook – hvad jeg hedder og min mail og mit telefonnummer og min by og min hjemby og min alder, og hvilket køn jeg vil tituleres som.

Jeg har iøvrigt valgt ‘flydende kønsidentitet’, både fordi det faktisk er sandt (alting flyder), og fordi jeg så troede jeg kunne slippe for venneanmodninger fra falske profiler med billeder af smukke kvinder, huggede fra andre profiler.

Det virkede ikke, men jeg er til gengæld blevet vanekriminel med services på nettet ifht. netop fødselsdato, adresse og den slags, så jeg lyver, fordi jeg bilder mig ind, det kan beskytte mig.

Totalt bevidst, kriminel og skamløs løgn og er det alligevel ikke, og jeg skal nok forklare dig hvorfor om lidt.

Men først er jeg nød til at forklare, hvorfor jeg lyver for Facebook. Og endnu værre: Jeg lyver også for Google og Instagram og Twitter og YouTube og engang imellem er det som om deres små softwarerobotter får en snært af en ide om, at det er det jeg gør, altså lyver, og så er det som om nogen har stoppet maskinen lidt, som om den bøjer sig ned over én, og pludselig vil have alt mulig fra mig – billeder af pas eller kørekort, men det har jeg hidtil nægtet og indtil videre går det så godt, at jeg stadig har fødselsdag den 11. september på Facebook, og nogen helt andre datoer hos Google og Twitter, og nogen gange kan jeg faktisk ikke huske de andre datoer. Det kan godt blive noget rod engang, men indtil videre, så går det altså fint.

CPR

Det er i virkeligheden min mors skyld, at jeg lyver om min fødselsdag. Jeg er opdraget med, at ens CPR-nummer er hemmeligt og helt mit eget. Min mor lærte mig, at hvis nogen i det offentlige eller i banken spurgte mig om mit cpr-nummer, så skulle jeg højest give dem min fødselsdag. Det var datidens cybersikkerhed – og resten kunne de vel selv finde ud af, hvis de virkelig gad, mente hun, de har jo også adresssen og det var sådan set også rigtig nok, indtil bankerne så fik computere, der krævede at få de sidste fire cifre for at kunne gennemføre en transaktion.

Pludselig kunne man ikke bare ringe til sin bank uden at skulle hoste op med hele nummeret og sådan er det som bekendt over hele linjen nu, og i den grad, stadig væk så DET løb, det er kørt, men min fødselsdag er som bekendt de første seks cifre af 10, og jeg ved nok om computere til at at vide, at det ikke tager vanvittig lang tid at finde frem til de sidste fire cifre, hvis man gerne vil bruge det der CPR-nummer til et eller andet, der handler om mine, alt for få, penge eller nogen synes det kunne være sjovt at købe et par mobiler i mit navn eller hvad de der overkreative IT-kriminelle eller spioner ellers finder på.

Og så er jeg faktisk ret privat anlagt. Det centrale af mit liv rager jo ikke folk, jeg ikke kender. Oplysninger bør ikke udveksles med hvem som helst, jeg står jo heller ikke, og deler fotokopier af mit kørekort ud på baren, for at købe en drink?

Så jeg lyver.

Men det er ikke den eneste grund. Jeg lyver også, ganske simpelt, fordi jeg ikke mener jeg skylder Facebook eller Google eller Instagram eller Twitter noget som helst – og det gør du i øvrigt heller ikke. Ja, vi bruger det. Ja, vi kan tale sammen. Ja, der sker gode ting også.  Og vi kan ikke længere sige helt nej, uden at melde os ud af en stor klub og et stort forum for kommunikation. Vores politikere er der, jo. Det er faktisk mest der, de er, råbende markskrigere fra hver deres lille meta-blå papkasse.

New Deal?

Men aftalen mellem os og DEM har ændret sig. Vi er brugere og det er jo os, der leverer indholdet og underholdningen og likes og delinger og hysterisk debat, os, der piskes frem af algoritmer og ond dybdepsykologi, og vi leverer også alle de dejlige forbindelser fra den ene til den anden, det menneskelige neurale kort over mennesker, der ser hinanden, og som har gjort hele den her ulækre spionagebusiness til en millliardforretning, der vokser år efter år og knopskyder ind i alt det, vi har omkring os: Vores (rigtige)venskaber, vores familieliv, kæledyr, hobbyer, politiske overbevisning, seksuelle orientering og en frygtelige masse andre små ting, dem samler de op, sælger videre eller udnytter selv – til at påvirke os til at købe noget eller til at ændre holdning til Mette Frederiksen og Pape og Lars Løkke og alle de andre politikere, der åbenbart i fuldt alvor mener, at fora, hvis hovedforretning er overvågning af brugerne, er det helt rigtige sted, at tale med vælgerne…jeg tror vitterligt ikke, at DDR kunne have gjort det bedre?

DERFOR lyver jeg. Og derfor synes jeg også du skal gøre det, hvis du ikke allerede gør det, for når alle de her data bliver samlet under din fødselsdato, den rigtige, så er det meget nemmere at køre det hele sammen under en hat, og jeg kan love dig for, at den hat, den kommer til at stramme i fremtiden med mindre der sker noget helt usandsynligt: At vi alle sammen fortæller hinanden, at det er klamt at samle data og klamt at spionere på mennesker, man ikke kender!

For SELV om jeg lyver, og selvom jeg ikke fortæller de sociale medier om min familie og ikke lægger studenterbillleder eller fødselsdagsfotos op nogen steder (og nej, det gør jeg ikke og nej, det er ikke for at udskamme dem, der gør), så er jeg bange for, at også det løb er kørt..,..og det er derfor, jeg alligevel, og også du, HAR fødselsdag den 11. september, for det var dengang, i 2001, at det hele gik fra noget vi legede og lod som om på internettet, hvor alle kunne være en hund, og alle var temmelig anonyme uden at det gjorde noget, og der ikke fandtes fake news og ALLE løj hele tiden og det var helt ok til det ikke var mere, og nu er det blodig snærende alvor.

Død drøm

Da flyene ramte World Trade Center, blev overvågningen nemlig global og altomsluttende, før 11. september puslede EU såmænd med ideen om at undervise børn i sikker kommunikation og indføre statskryptering, så USA ikke kunne lytte med og bruge det imod os, men da de to bygninger faldt sammen, og tusinder døde i dem, slog vi samtidig drømmen om et frit, uovervåget samfund ihjel, nu blev det normen, at der skulle overvåges, herhjemme fik vi logningbekendtgørelsen, et monstrum af en lov, der siden dengang har pålagt teleskaberne at masseovervåge hele befolkningen og gemme hvem vi ringer/smser til, hvem der ringer/smser til os, og HVOR VI ER IMENS i et år.

De data blev som bekendt gemt for at kunne forhindre terror, men er nu, ifølge vores tidligere justitsminister, Nick ‘Overvågning er frihed’ Hækkerup og mange andre før ham, helt uundværlige for ganske almindeligt politiarbejde, noget der ellers, såvidt jeg husker, gik udmærket før!

At det senere har vist sig, at det er et yderst problematisk værktøj at bruge, hvis man ikke gør det rigtigt, er en helt andet sag, eller rettere en frygtelig masse sager, for man har målt forkert i mange år pga. forkert fortolkede data.

Krypto

Efter den 11. september var det slut med at tale om kryptering. Fagforeningen PROSA udgav en protest-cd med krypteringssoftware og blev kaldt uansvarlige og det der var værre af daværende justitsminister Lene Espersen.

Fra STOA-rapporten, der i i 1999 viste, hvor massiv overvågningen var.

I 1845 skrev Edgar Allen Poe novellen ‘Ned i malstrømmen’, der handler om en fisker, der ryger i en malstrøm med sin båd, men redder sig ved at tænke matematisk: Han binder sig til en tønde, der fører ham opad langs siderne på malstrømmen, ikke ned mod bunden, hvor skibet knuses.

I dag er malstrømmen digital.

Vi mistede retten til privatliv, dengang. Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte, har det heddet – for alvor, lige siden og vi ved godt, det ikke er sandt, men vi klynger os til det udsagn, som en tønde på bunden af en Poe’sk malstrøm, og håber, tønden til sidst vil føre os mod overfladen igen.

Min fødselsdag er min tønde, og jeg ved godt, at det er ligeså sandsynligt, at den er fyldt med bly, og i stedet fører mig hurtigere mod bunden.

For vi har måske ikke noget at skjule mere.

Vi nærmer os fuldendt gennemsigtighed, bunden af malsstrømmen, hvor vi slåes itu af algoritmer og kunstig intelligens, hvis hovedopgave bliver at dømme de levende og døde, ikke-appellerbare domme, noget med konsekvenser, hvis oprindelse alle nu kan undslå sig, det var ikke mig, der gjorde det, det var maskinen?

Men hvad værre er: Der er ingen ende på det. Krigen, den mod terror, er uendelig nu. Den er en forretning, medierne svælger i det, de har altid levet af frygt, men terror er også rædsel, det uventede, en mand med et automatvåben på en pæn gade i Paris, cafeborde, en dejlig aften, og vilde billeder og videoer og helt ukontrolleret rapporteren, og medierne og myndighederne gør det til en måde at leve på, en måde at tænke på, et sikkerhedsteater (i metaforisk forstand, forståes, ikke i Alex Jones!), det er velment, og måske fanger vi nogen dumme terrorister, men det er også et sikkerhedsteater, hvor vi allesammen spiller en rolle, et teater, der har fået indført et ekstra, særlig voldsomt element: Under Corona-epidemien kunne hverken skuespillere eller publikum forlade teateret af frygt for smitsomme sygdomme – vi skulle holde afstand, være kontaktløse, spritte af.

Nu er Coronas stråleglans aftaget og en ny, rigtig krig i gang.

Vi kommer til at kæmpe for hvert enkelt ønsket menneskeligt element i den praktiske og konkrete del af vores tilværelse, fra hus til hus og den, menneskeligheden, vil i stedet finde sted som ved en skygge, der har sit eget liv, vores, og handler på vores vegne, en copy-cat, en dobbeltgænger, der tilsidst bliver os, og vi, vi bliver til ingensomhelst, datapunkter i en uigennemskuelig række af automatisk taggede beslutninger.

Men der er også, heldigvis, det håb, at vi kan gøre det bedre næste gang en flok rasende terrorister får en vanvittig ide, 911 var en slags Olsen Banden på stoffer som horrorshow: tag flycertifikater til store jets, og overmand besætningen og passagererne på tre forskellige fly, ca. samtidig, og bagefter låser i jer inde i cockpittet og styrer hele baduljen, som var det et missil, og rammer og lykkes med at slå alle – og jer selv – ihjel – mod alle odds, som var I navigeret af ånd, som om Guds hånd bar jer frem og I gled lydløst gennem allerede forladte poster, som var sporene allerede lagt for jer.

Mennesket har altid været kapabel udi død, hævn og ødelæggelse, men også til omsorg, tilgivelse.

Jeg tilgiver jer. Jeg lyver.

Må man lyve for at beskytte sig selv? Det synes jeg, men jeg er ikke engang sikker på det hjælper. I hvert fald kun så længe man ikke har noget at skjule.

Og det har jeg. Selvom jeg lige har fortalt dg noget, der egentligt var hemmeligt, og nu ikke er det mere.

Maskinen Facebook forstår mig tilsyneladende. Den ser min lille hvide løgn som en del af vores lille spil, for maskinen ved godt, den bliver større og større dag for dag og mere og den ved også, at jo mere jeg lyver, des mere fortæller jeg sandheden.

Om mig selv.

Så nej. 11. september er ikke kun min fødselsdag.

Det er vores alle sammens.

Beklager.

Men alligevel: Tillykke.

Kh. @kjaerulv

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen
Digitalisering

Kom til debat med faderen, der startede Chromebook-sagen

Jesper Graugaard startede hele Chromebook-sagen, der tog Helsingør Kommune på sengen tæt på skolestart. Her fortæller han om sin aktivisme, og vi tager den større debat om cloud-løsninger, privacy-problemer og tredjelandsoverførsler.

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog
Ind i algoritmen

AFLYTTET #1: Pegasus og den forcromede bog

Her er den første udgave af det nye Aflyttet, som Radar og Anders Kjærulff har genstartet med den garvede techkritiker og journalist bag mikrofonen. Denne gang tester vi aktivisters telefoner for Pegasus og dykker ned i Chromebook-sagen og mere.