Digitalisering i det offentlige

Med hjælp fra en algoritme fik Socialministeriet lynhurtigt styr på Britta Nielsens svindel-transaktioner, hvilket var afgørende for sagen, fortæller en af folkene bag opklaringen.

Af Mats Magnussen

Et papskilt med “adgang forbudt” hang på døren i kælderlokalet under Socialministeriet, mens Arne Hauge Jensen og to dataeksperter arbejdede på den algoritme, der skulle kortlægge Britta Nielsens transaktioner, inden svindelsagen slap ud i offentligheden.  

– Ingen måtte vide, hvad vi lavede i de dage, så vi indrettede et ‘war room’, hvor vi arbejdede i døgndrift, fortæller Arne Hauge Jensen, der er medforfatter på bogen ‘Et år med Britta Nielsen’. 

Bogens anden forfatter, Emil Herskind, var daværende afdelingchef i Socialministeriet. De to forfattere beskriver i bogen deres helt centrale oplevelser i forløbet fra den første orientering og frem til anholdelsen i en af Danmarkshistoriens største ‘møgsager’.

48 timer

I første omgang skulle Arne Hauge Jensen som ekstern konsulent stå for at give ministeriet et overblik over, hvad der var sket. Det arbejde begyndte en tirsdag eftermiddag, og de næste 48 timer var et kapløb med tiden, fortæller Arne Hauge Jensen.

– Det var afgørende at få et overblik hurtigst muligt, så man politisk kunne styre sagen. Efter to dages arbejde i døgndrift, fik vi adgang til alle transaktioner, så vi kunne begynde at bruge vores algoritme, fortæller Arne Hauge Jensen. 

Helt lavpraktisk lavede de en algoritme, der kunne matche hvert kontonummer med en af de tusindvis af transaktioner, som vedrørte alle de tilskudsudbetalinger, der var foretaget siden 2002. Algoritmen kunne lynhurtigt finde frem til de forkerte transaktioner, hvor Britta havde skiftet det rigtige kontonummer ud med hendes eget, og derefter ændret det tilbage. 

Efter at have arbejdet to dage i døgndrift, kørte Arne Hauge Jensen hjem for at få lidt søvn.

Mens han holdte ind ved en McDonalds for at få lidt ‘konsulentmad’, ringede hans telefon. Han forventede, at det var familien, som ville høre, hvor han blev af. Det var imidlertid hans kollega, som ringede inde fra kælderrummet under Socialministeriet.

– Min kollega siger, at jeg skal køre ind til siden og slukke motoren, for vi har fundet frem til 45 millioner kroner og er kun er halvvejs, fortæller Arne Hauge Jensen, der på daværende tidspunkt kun havde fået et estimat fra Socialstyrelsen på omkring fem millioner kroner. 

Afgørende betydning 

Da de gjorde status om fredagen, løb det samlede beløb op i 111 millioner kroner.  Penge som siden 2002 var blevet overført fra Socialstyrelsens konto til en af Britta Nielsens private konti.

På den baggrund kunne Mai Mercado, den daværende konservative socialminister, give en fortrolig briefing om sagen i Socialudvalget allerede om mandagen.

– Vi havde lovet ministeriet, at vi kunne gøre det hurtigere end revisorer, der skal have fat i sagerne og vende en masse papirer, for den tid var der ikke, fortæller Arne Hauge Jensen. 

Den næste uge gik med at krydstjekke samtlige oplysninger, inden at ministeren kunne stille sig op på et pressemøde og fortælle om sagen. 

Efter et par måneder fandt revisorerne frem til, at der var blevet svindlet for knap 120 millioner kroner. De ekstra 10 millioner skyldtes, at der var fundet transaktioner fra før 2002, som ikke var indeholdt i det oprindelige datagrundlag. 

Sovet i timen

Efter et års research og arbejde med bogen, er der stadig særligt en ting, som ærgrer ham.

– Vi har skrevet et brev til Britta Nielsen for at få lov til at interviewe hende om de mere praktiske ting omkring hendes svindel. Der er desværre ikke ret mange vidner tilbage, der kan fortælle mere detaljeret om sagen, siger han. 

I sidste ende handler Britta-sagen om, at nogle har sovet i timen, men frem for at skylde skylden på enkelte personers svigt, bør vi se det som et helt systems mangel på kontrol, mener Arne Hauge Jensen.

– Britta havde ansvar for hele pengekassen, men også til koderne til alle alarmerne, og det må man aldrig lade ske, siger han.

En reaktion

Lukket for kommentarer.