Direkte til sidens indhold

AFLYTTET #3 – De små digitale firkanter i skolerne, den digitale underklasse, stemmesedlen på mobilen…og meget lidt om FINDSEN

I dette afsnit af Aflyttet med Anders Kjærulff snakker vi skærme i skolen, valg på mobiltelefonen, digital underklasse og en lille smule Findsen. Lyt med!

Download:

Aflyttet har besøg af Dorte Ågård, Ph.d., tidligere seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, Institut for Læring og Filosofi og tidligere forsker i klasseledelse og pædagogisk ledelse. Og så er hun forfatter til bogen ’Skærme i Skolen’.

Vi har inviteret hende til en snak om autoritative lærere og den ulige kamp mod de skærme, ’de små firkanter’, som skolerne de sidste ti år har ment det var moderne at have åbne hele tiden, fordi det var digitalt og dermed helt nødvendigt.

Men nu er tech-kritikken ved at have fat i et Danmark, der mere og mere indtrængende spørger sig selv: Var det virkelig det værd og gør det egentlig børnene og de voksne, klogere?

– Vi risikerer at miste krop, koncentration og fællesskab, siger Dorte Ågård, der mener vi skal have klappet skærmene sammen og se noget mere på hinanden, hvis vi skal lære noget.

Datalog og digitalisering

Aflyttet har også besøgt Jakob Krarup, professor emeritus, ph.d., dr.scient. & h.c. DIKU på Københavns Universitet, der synes vores digitalisering er noget værre rod og løser sine egne problemer med MitID med hjælp fra en tidligere studerende. Krarup har arbejdet på Danmarks første computer, DASK, og mener, at digitaliseringen af Danmark er en skandale, og at alle kommende digitale tiltag burde køres gennem en styrelse, der kunne kasserer dem, hvis de ikke virkede for alle borgere.

– Det er en ideel løsning, så det bliver nok ikke til noget. Men det ville være ideelt, siger han.

Valg på smartphone

Til sidst har vi talt med Tine Tuxen, it-sikkerhedsekspert, om det evige spørgsmål der stilles ved hvert eneste valg: Hvorfor kan vi ikke bare stemme på vores smartphone, vi lever jo i 2022? Og nej, det kan vi ikke, og hvis du vil høre alle de gode grunde, så lyt til Aflyttet.

Men hvad med Lars Findsen, spørger du måske, og jo, vi har lige nået at mene en lille bitte smule om noget ingen kan siges at have nået at læse til bunds endnu. Det er jo bedre end ingenting.

LINKS:

Dorte Ågård: https://dorteaagaard.com/

Jakob Krarups Kronik i Politiken: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8974529/Det-digitale-Danmark-er-en-ommer

Video af DASK til Valgaften 1960: https://www.youtube.com/watch?v=z_8uV5Sawp4

B-sides: https://2022.bsideskbh.dk/

Tine Tuxen: https://tinetuxen.dk/

CBS-lektor får 15 millioner til at forske i tab af data
Digitalisering

CBS-lektor får 15 millioner til at forske i tab af data

Hvad skal gemmes, og hvad skal slettes af alt den data, der bliver samlet ind? Det skal forsker og lektor ved CBS Nanna Bonde Thylstrup udforske i løbet af de næste fem år. Hendes håb er, at vi kan få et mere konkret sprog for datatab.