Landets næststørste kommune, Aarhus, kan meget snart stå i samme situation som Helsingør i sagen om brug af Chromebooks og Google Workspace i folkeskolen.
Aarhus kommunes sag i Datatilsynet startede i begyndelsen af 2021, og derfor kommer deres afgørelse inden længe.
En række eksperter mener, at de fleste kommuner kan se frem til samme skæbne som Helsingør Kommune, der fik et alvorligt rap over nallerne af Datatilsynet. Tilsynet advarede kommunen mod at bruge Google Workspace, indtil der blev lavet en fyldestgørende dokumentation og konsekvensanalyse. Derudover har Datatilsynet suspenderet Helsingør Kommunes behandlinger af persondata, der bliver overført til tredjelande uden det fornødne beskyttelsesniveau. Et påbud som kommunen har valgt at se bort fra, idet skolen fortsætter med Chromebooks.
Digitaliseringschef: Vi følger det med spænding
Techmediet Radar har bedt om et interview med rådmand for Børn og Unge i Aarhus kommune, Thomas Medom (SF), da vi ville høre de politiske overvejelser om kommunens fortsatte brug af Chromebooks. Cirka 24.000 skoleelever i Aarhus har fået udleveret en Chromebook. Fra kommunen lyder det, at det er Ole Hersted Hansen, digitaliseringschef i Børn og Unge, der svarer på spørgsmål i sagen.
Helsingør har netop valgt at køre videre med deres Chromebooks, hvilke overvejelser har du gjort dig på baggrund af den sag?
– Vi har noteret os, at der er kommet en afgørelse i Helsingør. Nu sætter vi os ned og vurderer, hvordan det står til i forhold til vores sag. Når vi har lavet vores vurdering, og når vi har hørt, hvad Datatilsynet siger efter mødet mellem dem og KL (fredag, red.), så går vi ind og vurderer, hvordan vi i Aarhus står med den viden. Det er klart, at vi følger det med spænding, som kollegaer i andre kommuner også gør.
Som jeg forstår det, har I ikke foretaget en konsekvensanalyse?
– Vi har en risikoanalyse, som også indeholder en konsekvensanalyse. I Aarhus kommune har vi et koncept, hvor vi også udfører konsekvensanalyse i sammenhæng med risikoanalyse. Det, som skal vurderes, er, om den er tilstrækkelig i forhold til, hvad Datatilsynet mener.
Hvor lang er jeres ( Helsingørs var på cirka 1.700 sider red.) ?
– Vores er ikke tusinde sider, men jeg aner ikke, hvad Helsingør har afleveret til Datatilsynet. Vores koncept indeholder også en konsekvensanalyse. Spørgsmålet er så, om det er godt nok i forhold til, hvad Datatilsynet forventer.
Er der noget, der gør jeres sag anderledes?
– Det er svært at udtale sig om, så det vil jeg helst ikke på nuværende tidspunkt. Vi er lige kommet hjem fra sommerferien. Så det er for tidligt at spørge os om det. Vi skal i gang med det grundige arbejde nu.
Hvad er jeres overvejelser i forhold til at fortsætte som Helsingør trods et påbud fra Datatilsynet?
– Som vi har sagt i pressen, så fortsætter vi anvendelsen af Google efter sommerferien, da der ikke er noget påbud mod Aarhus kommune.
Hvad nu, hvis I får et lignende påbud som Helsingør?
– Hvis vi får et påbud, så må man kigge på betingelserne for det. Vi skal overholde loven. Hvis der kommer en afgørelse, må vi tage det op og se på det.
De fleste, som jeg har talt med, som ved noget om det her, siger, at det her påbud i Helsingør vil også gælde andre kommuner. Er I klar til at stoppe med Chromebooks?
– Det vil jeg gerne vente med at udtale mig om.
Har I en plan B?
– Det vil jeg gerne vente med at udtale mig om, da det er hypotetisk.
Men det er jo ikke hypotetisk at der kommer en afgørelse på jeres sag snart?
– Det må tiden vise. Som myndighed reagerer vi på de ting, vi får stillet i udsigt. Nu kigger vi på den her afgørelsen, og ser på det i forhold til Aarhus. Men vi skal have mere tid til at se, hvad der er konsekvensen, og så må vi tage stilling til mulige scenarier derefter.
Hvad regner du med, at der kommer til at ske?
– Jeg har ingen aktuelle forventninger om det ene eller andet.
Hvordan har du det som digitaliseringschef med at fortsætte brugen af Google og Chromebooks, når der blev udtalt alvorlig kritik i sagen fra Helsingør?
– Jamen, der er ikke givet påbud mod Aarhus kommune, så det forholder jeg mig til. Som myndighed reagerer vi på de påbud, der rettes mod os, og så skal vi ind og se på, om de forhold også potentielt er noget, vi skal reagere på. Den viden er vi ved at tilvejebringe. Så indtil videre fortsætter vi anvendelsen.